Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lav en suveræn Kaveri-pc

APU’er og Kaveri er fremtiden for AMD ifølge Jeremy Laird og Torben Okholm, og der er allerede mange bundkort at vælge imellem.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Har AMD droppet højtydende pc-processorer? Det er et glimrende spørgsmål. Interessant nok er AMDs nyeste arkitektur kaldet Steamroller ikke at finde i FX-serien af højtydende cpu’er.

I stedet blev Steamroller lanceret i en APU-chip med både cpu og grafik på det samme kredsløb. Naturligvis er alle Intels mainstream-processorer egentlig APU’er med indbygget grafik. Problemet er, at AMDs APU’er kun går til to cpu-moduler eller fire kerner, mens FX-serien går op til fire moduler og otte kerner. Det betyder, at hvis man vil have AMDs mest avancerede processorarkitektur, kan man ikke også få AMDs hurtigste cpu. Hvis det lyder sært, får du her en forklaring: Pc’en gennemgår en overgang. Den har stået på i flere år, og selvom processen sommetider har været smertelig, er den med til at forklare AMDs seneste strategi.

Det er en ret kompliceret overgang. Først er der spørgsmålet om cpu/gpu-konvergens. Så er der skiftet fra ren ydelse til ydelse pr. watt. Fra desktop til mobil og fra store jernkasser til tynde, cloudforbundne klienter, for ikke at tale om gamestreaming.

Nogle af begreberne overlapper hinanden, men de skubber alle i samme retning: Væk fra tunge, enkeltstående cpu’er og hen imod mere energieffektive systemer, der er stærkt integrerede og mere afbalancerede. Og det er lige netop det, som AMDs APU’er kan tilbyde.

En hage ved overgangen er, at APU’ernes kompleksitet har haft en tendens til at at modarbejde AMDs traditionelle strategi med maksimal bagudkompatibel sokkel-kompatibilitet. AMDs seneste APU’er kræver den nyere FM2+-sokkel. Intet andet duer. Og det betyder, at man skal hoste op med penge til et nyt bundkort, når man opgraderer.

Det behøver imidlertid ikke at være slemt. Hvor Intel tager sig vældig godt betalt for bundkortchipsæt, er AMDs platforme nemmere at komme i nærheden af. Desuden har hele markedet forstået meningen, og AMDs APU-platforme bliver ikke længere betragtet som billige løsninger.

Man kan få FM2+-kort, der tilfredsstiller alle beløbs- og anvendelsesbehov. Ikke desto mindre er situationen for en AMD APU-baseret maskine lidt anderledes end for en traditionel desktop-pc. Og det er netop her, vores stortest af FM2+-kort kommer ind i billedet.

Da det først gik op for os, at AMD ikke havde aktuelle planer om at bruge den nye Steamroller-arkitektur i firmaets FX-serie af pc-processorer, fik vi lidt af et chok. Skulle Steamroller have kniven? Hvis den duede, ville AMD vel bruge den i FX-chips? Eller var firmaet omsider løbet tør for penge, så man ikke havde råd til at lave en FX-chip, der byggede på Steamroller?

Flere måneder senere har vi anlagt et mere nuanceret syn på sagen. AMD har lavet et system, som bygger på den seneste APU – kaldet Kaveri – og et bundkort, der til sammen er langt mere tiltrækkende.

Den eneste ulempe, der har vist sig at holde stik, er Steamroller. Den duer ikke. Vi mener ikke, at den er i stykker eller ødelægger det hele for AMD – selvom clockhastigheder hos Kaveri-baserede APU’er er lidt skuffende – men den er ikke det store skridt fremad, som AMD havde brug for. Vi har også indset, at Kaveri er mere end som så, og at pc’ens fremtid ikke kun er et spørgsmål om cpu-ydelse.

Til at begynde med indvarsler Kaveri en ny holdning til computere for AMD og måske for pc’en i det hele taget. Buzzordet her er HSA (Heterogeneous System Architecture - se boksen). Det begreb har vi beskrevet tidligere, men grundidéen er, at software kan køre parallelt og uproblematisk over både cpu og gpu.

Der er tale om forenet adgang til hukommelse til cpu og gpu. Man skubber arbejdet serielt gennem cpu’en og parallelt gennem gpu’en. Det har vi ventet på i årevis, men AMD har omsider lavet den fornødne hardware.

Så er der AMDs GCN-grafikteknologi, som er blevet integreret i en cpu for første gang. Både Xbox One og PlayStation 4 bruger GCN, og det er også den grafikarkitektur, som ligger bag AMDs Mantle-API, der markant skal reducere cpu-belastningen ved spil.

Lad os ikke glemme hele Steambox-historien og pc’ens udvikling i retning af konsollen som spilenhed. Betyder det en lille, energieffektiv pc, der kan spille spil, eller en ægte tynd klient-pc, som blot er måleenheden for en videostream, der bliver genereret på en traditionel desktopmaskine? Det er naturligvis en kompleks historie, men alt peger i retning af, at Kaveri får større indflydelse end den mere skuffende Steamroller-arkitektur.

Prioriteter

Alt dette ændrer også synet på bundkortplatforme til Kaveri-chips. For det meste gælder de samme tal, men fokus og prioriteringer ser anderledes ud – i hvert fald til nogle opgaver.

Pludselig bliver kabinetformatet meget vigtigt. Kaveri er ikke nødvendigvis et dårligt valg til en konventionel tower-pc. Men den er heller ikke et synderlig oplagt valg. I stedet er den måske den ideelle processor for næsten alt andet end en traditionel tower-pc. ATX i fuld størrelse til lavpris? Ja. Ussel mini-ITX-boks, der alligevel kan slå fra sig? Bestemt. Noget midt imellem, der balancerer udgift, størrelse og ydelse? Afgjort. Der er imidlertid nogle mere ubetydelige funktioner, som pludselig ser mere kritiske ud. Et mSATA-slot virker for eksempel attraktivt, når man vil spare plads. Det samme gælder for integreret Wi-Fi.

Der vil også være noget, der får mindre betydning. Er muligheden for direkte overclocking afgørende? Sikkert ikke. Vil vi se debugporte, strømstik på kortet eller spændingsstyring? Ikke nødvendigvis.
Det betyder ikke, at alle entusiast-saltomortalerne øjeblikkelig bliver afskaffet. Vi har et udvalg af Kaveri-kompatible kort i denne test, og de dækker hele spektret – inklusive et mini-ITX og et fuldt TX. Det er et spørgsmål om at opveje funktionernes værdi på en lidt anden måde.

Nu har vi dækket nogle af de mere generelle emner, der knytter sig til et Kaveri-baseret system, men hvad med de specifikke sager såsom chipsæt? Her er det svært at forestille sig, at AMD kunne være ret meget mere uklar. Det er længe siden, at stadig større chipsæt var sagen, når det gælder APU’er som Kaveri.

Det giver mening på nogle områder. Stadig flere funktioner flytter over på cpu’en eller på selve APU-kredsløbet, og chipsættet bliver mindre kritisk. Med en APU-baseret AMD-maskine er det for eksempel APU’en, der rummer pci-e-controlleren. Men det er mildt sagt svært at grave oplysninger frem om chipsæt, der understøtter Kaveri. De figurerer simpelthen ikke på AMDs chipsæt-hjemmeside.

Men det er lykkedes os at finde lidt interessant information. Kaveri-chips understøtter pci-e 3.0 med op til 24 lanes, og der er derfor masser af båndbredde til rådighed. Og den integrerede gpu Radeon R7 er ret sej, og der er support af opløsninger i 4K ved 60 Hz via displayport 1.2 foruden dual link-dvi. Man kan derfor køre en suveræn desktop-oplevelse med Kaveris integrerede grafik (bortset fra 3D).

Det mest omfattende chipsæt, der understøtter Kaveri – og det, som vores testkort bygger på – er A88X. Det er en PCH-chip med kodenavnet Bolton D-4, og det understøtter op til otte SATA 6 Gbps-porte og fire USB 3.0-stik. Der er også raid-support, gigabit ethernet og op til tre gammeldags pci-interfaces.

Det er altså et relativt opdateret chipsæt, der har det meste af det, som betyder noget. Og det bliver det kun mere tiltrækkende af. Man kan med andre ord have et Kaveri-baseret system uden at gå på kompromis med funktionaliteten. Og så er tiden inde til at tage fat på nogle af de bedste Kaveri-kompatible kort, man kan få for penge.

Både Xbox One og PlayStation 4 bygger nu på AMD-cpu’er og AMDs GCN-grafik. Det er nærliggende at sammenligne med Kaveri-APU’en. Man kan købe Kaveri for en brøkdel af prisen på disse konsoller, selv hvis man medregner udgiften til nyt bundkort, hukommelse og lager.

Den nemmeste sammenligning omfatter grafik. Topudgaven af Kaveri har 512 AMD GCN-kerner mod Xbox Ones 768 kerner og PS4s 1152 kerner. Kaveri har en standard-clockfrekvens på 720 MHz sammenlignet med omkring 800 MHz for konsollerne. Det er naturligvis nemt at overclocke en Kaveri, og 1000 MHz er afgjort muligt.

'Pludselig har vi en billig APU med omtrent samme kraft som en next-gen-konsol. Meget interessant. I realiteten ser sammenligningen dog mindre rosenrød ud, hvis man graver dybere. Når det gælder ROP’er teksturenheder, scorer Kaveri scores 8 og 32 mod Xbox Ones 16 og 48 og PS4’s 32 og 72, men den største hage er her hukommelsesbåndbredden.

Kaveri deler omkring 20 GB/sek. for både cpu og grafik takket være dens dualchannel 64-bit ddr3-hukommelsesbus. Det er den svageste del af Kaveri-pakken og ikke nok til at understøtte en ordentlig spil-grafikkerne. Hvad angår konsollernes båndbredde, afhænger meget af, hvordan man måler. Men under alle omstændigheder har de begge mindst fem gange så meget båndbredde som Kaveri, og PS4 er muligvis tættere på ti gange.

Den nøgne sandhed er, at Kaveri hverken er en konsoldræber eller en billig konsol. Den halter bagefter, men den er ikke en million kilometer væk, og det er lovende. Man kan sagtens forestille sig en kommende AMD APU, der indhenter meget af forspringet inden for ROP’er, tekstur og båndbredde, og som leverer god shaderkraft ved standard-clockhastighed.

I gamle dage diskuterede man, hvornår en stærk pc kunne slå en generation af konsoller. Hvis en billig APU kan klare det, vil det være stort.

HSA

Heterogenous System Architecture betyder, at man har en chip med mange specialiserede enheder.

I stedet for allround-cpu’er har man en 3D-grafikkerne, en 2D-kerne til video og kodning og måske noget krypteringsfunktionalitet. Dedikeret hardware arbejder typisk langt hurtigere end allround-cpu’er. Det virkelig smarte består i at gøre den usynlig for softwaren, og lade koden køre på den bedst egnede del af chippen.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Læs testene her:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]