Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lav en stille, men drabelig pc

Ringe støj betyder ikke ringe glæde.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I de seneste par måneder har vi hygget os med at konstruere kompakte pc’er, og vi har samlet fine, nye ting for at se, hvad de kan gøre. Og det er som regel temmelig underholdende. Men vi blev enige om, at der er gået et stykke tid, siden vi har kastet os ud i at bygge en pc. Det hænger sammen med, at selvom vi elsker rå styrke, har vi ikke lyst til at høre den styrke skrige ad os dagen lang.

Det betyder imidlertid ikke, at vi er villige til at give køb på ydelsen. Hvis vi laver en tyst maskine, kan vi godt få den til at snerre på sin egen facon. Heldigvis er det ikke så svært, som man skulle tro. Med de rigtige valg af kabinet, cpu-køler og grafikkort kan hele historien falde nydeligt på plads.

Til alt held er markedet for hardwarekomponenter stuvende fuldt af interessante muligheder, og en af dem er så ny, at den ikke var blevet anmeldt, da dette nummer gik i trykpressen. Vi begav os ind på dette ukendte territorium, og vi synes, at det var umagen værd. Dette projekt udviklede sig ikke ganske, som vi havde forventet, men med lidt fingerfærdighed fik vi det hele til at gå op i en højere enhed.

Det vigtigste element ved en stille pc er kabinettet. Spektaklet skal holdes nede, og det betyder lydabsorberende paneler. Man kan selv lime dem på, eller man kan købe kabinetter med installerede paneler. Vi har før brugt et Fractal Design Define R4, og det er stadig et glimrende valg. Men vi havde brug for større luftgennemstrømning (R4 har kun to ventilatorer).

Her kommer NZXT H440 ind i billedet. Vi besluttede os for at gå et skridt videre og anskaffe Razer-udgaven, der er næsten sort bortset fra nogle få neongrønne detaljer. Den har tre indgangsventilatorer på 120 mm, en udgangsventilator på 140 mm og plads til en stor køler ovenpå. Det rækker. Køleren er Corsair Hydro H110i GT. Dette eksemplar har en køler på 280 mm, tykke rør og gode æstetiske detaljer.

H110i skal afkøle en Intel Core i7-5960X. Vi vil som nævnt ikke holde os tilbage. Denne 16-thread-chip med otte kerner er et monster til opgaver som videoredigering og virtuelle maskiner, og vi kan over-clocke den nemt med H110i. Denne skrappe cpu sidder på et Asus X99 Pro-bundkort, og det er en perle med masser af funktioner.

Vi supplerer med 32 GB Corsair Dominator-ddr4, et 960 GB OCZ Vector 180-ssd, en harddisk på 6 TB fra HGST, et MSI R9 290X Lightning og en Corsair AX1200i-strømforsyning. Mine damer og herrer, dette er alvor. Læs videre og se, hvordan denne overdådige samling udstyr spiller sammen.

Strømforsyningen finder sit hyggelige hjem i bunden af kabinettet, og dertil er den kommet ved at glide elegant gennem kabinettets bagside i stedet for at skulle ind fra siden, som det normalt sker. For at kunne gøre det, skal man først fjerne denne plade, som bliver holdt på plads af fire fingerskruer. Så skyder man PSU’en ind, sætter pladen på igen og skruer den fast på PSU’en.

Hvis du bruger en modulær strømforsyning, som vi har gjort i dette tilfælde, skal du også tilslutte kablerne, før du kan skyde PSU’en ind. Det skyldes, at bagsiden af PSU’en er vanskelig at få fat i efter dette trin. Det er lidt bøvlet, men god kabelhåndtering er et af de mere delikate aspekter ved et præsentabelt kabinet.

Der kommer øjeblikkelig interessante hurdler. Vi havde sat bundkortets I/O-shield i, skruet bundkortet fast til kabinettet og installeret vores ram-blokke, da vi opdagede, at grafikkortet er længere end forventet. Heldigvis kan vi fjerne en drevbakke foran og skaffe plads.

Den sidder fast med to fingerskruer og er nem at tage ud. Men det er svært at forbinde strømkablerne, selv når man bruger de fleksible typer. Det skyldes til dels, at dette kort også er højere end normalt. Hvis det brugte standardhøjden, ville almindelige runde kabler sikkert være fine. Bemærk også, at dette kort bruger et ekstra 6-pin-kabel. Vores 8-pin-kabler har to pins, der kan tages af. Derfor klarede vi det. Man kan se ind ad et sidevindue, og det skal derfor se ordentligt ud.

Der er to bakker oven på strømforsyningens plads, og her kunne vi have anbragt vores ssd, men vi kan lide at gemme det lidt af vejen. Du har måske bemærket, at H440 ikke har nogen 5,25”-skuffer. Her er der kun 3,5”-skuffer, der også kan rumme 2,5”-drev.

Efter at have gjort plads til grafikkortet og cpu-køleren, havde vi tre bakker tilbage. Vi tog de to, der var tættest på hinanden, og brugte dem til ssd’et og harddisken. På den måde kunne vi bruge ét SATA-strømkabel (der også er forbundet til cpu-køleren).

Drevet bliver monteret med et sæt af små skruer.

Vores smarte individuelt indpakkede kabler var praktiske bag bundkortet, fordi der ikke var så megen plads der, som vi havde foretrukket. Det lydabsorberende panel fylder nogle millimeter, og pladsen er i forvejen trang.

Heldigvis var der masser af plads foran strømforsyningen, så vi kunne få sagerne af vejen, og vi havde fjernet to drevbakker for at skaffe mere plads. Eftersom drevholderen ved kabinettets forside er skjult af en stor metalplade, kunne vi udnytte den til at skjule det meste af vores rod.

Vi sørgede også for at installere 8-pin-strømkablet til cpu’en, før vi installerede cpu-køleren. Ellers ville køleren have blokeret vejen for os. Vi skulle også have fat i et Molex-kabel til at drive den hub, som kabinettets ventilatorer var forbundet med. Selve ventilatorerne var sluttet til denne hub fra fabrikken, og det sparede os nogen tid og energi.

H440-kabinettet kan rumme op til to 140 mm-ventilatorer foroven plus op til tre 120 mm-ventilatorer. Men på grund af kabinettets udformning kan man ikke montere køleren lige op ad metallet. Der er ikke plads. Man er nødt til at anbringe ventilatorerne mellem kabinettet og køleren, og det kan være temmelig tricky, hvis man ikke har prøvet det før.

Det tager tid at få skruerne til at sidde korrekt i forhold til hullerne i ventilatorerne og køleren.

Vores ventilatorer vender opad, således at de trækker varmen fra køleren og sender den ud af skakten i kabinettet, der sidder foroven på kabinettet. Ventilatorerne skal også vendes, så deres kabler kommer ud det samme sted. Det giver en meget renere kabelstyring, når ventilatorerne bliver koblet til køleren. Du putter blot kablerne forsigtigt om bag bundkortet, indtil de ikke rækker længere.

H440 havde plads til stort set alt det, vi puttede i det, men der var ikke plads til at tilføje to ekstra ventilatorer til køleren. Det er ret normalt for et mellemstort towerkabinet. Vi havde dog ikke forventet, at pladsen ville være så snæver. Der er bogstavelig talt 1-2 mm mellem køleren og bundkortets bageste ende. På grund af denne begrænsning måtte vi placere kølerslangerne på den anden ende, og tanken om at sætte endnu et sæt ventilatorer havde ikke en chance.

Bivirkningen ved at installere cpu-køleren med Corsair-logoets højre side opad var, at det var svært at få det til at se naturligt ud. Derfor endte vi med at anbringe logoet med hovedet nedad. Ikke noget stort problem, og det betyder intet for ydelsen. Vi konkluderede, at det var blot endnu en erfaring. Vi har tidligere set dette kabinet rumme to ekstra ventilatorer – det virkede blot ikke med lige netop dette bundkort.

Mens dette blad var på vej i trykken, oplyste OCZ os, at man udskød lanceringen af det nye Vector 180-ssd. Det var for sent for os at begynde forfra med at bygge, afprøve og fotografere. Den gode nyhed er dog, at du skulle kunne købe det nu eller meget snart, hvor bladet har ramt bladkioskerne.

Ellers må du se dig for efter din foretruknet ssd. Heldigvis har valget af ssd har en minimal indflydelse på vores testserie.

Apropos ydelse: Vi var imponerede over, hvor nemt Asus X99 Pro overclockede denne cpu. En overclock fra 3 GHz til 4 GHz ved 1,3 volt skal man ikke kimse ad, men dette kort krævede ingen justering ud over vores oprindelige indstillinger, der navnlig bestod i at skrue op for den strøm, som blev sendt gennem spændingsregulatorerne.

Det er ikke mange programmer, der bruger 16 cpu-threads, og det er grunden til, at denne chip smadrede vores testmaskines hexcore-i7-3930K i nogle test, men ikke i andre. 5960X kom ned på 80 grader under vores Premiere Pro-test. Det tydede på, at der ikke var meget albuerum tilbage. Man skulle sandsynligvis bruge en vandkølings-løkke for at komme videre.

Lad os imidlertid ikke glemme, hvorfor vi begyndte at lave dette system: Stilhed. Når vi slutter ventilatorhubben direkte til strømforsyningen, bliver der skabt støj, og der er ingen ventilator-fartcontroller. Og cpu-kølerens ventilatorer sidder også lige under det øverste panel, frem for at køleren bliver mast indimellem. Det Fractal-kabinet, vi tidligere har nævnt, har stadig bedre muligheder for støjreduktion og mere plads bag bundkortet til kabelføring.

Kabinettets standardventilatorer støjer dog ikke meget, og de lydabsorberende paneler dæmper noget af støjen, selvom vinduet på siden også indebærer en akustisk omkostning. Hvis støjreduktion virkelig er vigtig for dig, kan vi anbefale Define R4, men det kræver mindst en ekstra ventilator, hvis man skal have god luftgennemstrømning.

MSI Lightning-kortet med en monsterkøler og tre ventilatorer åbnede stort set ikke munden under vores test, men den slog alligevel igennem i Batman: Arkham City. 290X er en fremragende gpu, der yder som et Nvidia GeForce GTX 980, men prisen er lavere.

Det har været en fornøjelse at vride dette projekt i facon, og vi havde fornøjelsen af at opnå anselige og stabile overclocks uden at skulle bruge timer på at eksperimentere og finjustere.

1 Den gummiring, der holder på bundkortets strømkabel, sidder i en vinkel på 30 grader, og kablet behøver derfor ikke at bøje så meget som normalt.

2 Dette grafikkort er cirka 30 centimeter langt og fylder tre slots. Det er et stort bundkort. Hvis du har et dual slot-kort, er der stadig plads til at tilføje endnu et nedenunder.

3 Dette er en 2,5”-drevbakke, som bliver holdt fast af en fingerskrue. Der er åbninger bagtil, hvor kablerne kan komme ind og ud.

4 Disse fødder hæver kabinettet, så strømforsyningens indgående ventilator kan få plads nok. Der sidder også et filter nedenunder.