Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lækker mini med lidt for mange kompromisser

HTC har bevaret flere af dyderne fra flagskibet One, men skåret lige lovlig meget på de grundlæggende specifikationer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

HTC One var en af sidste års absolut bedste mobiler og lidt af et comeback for HTC, som formåede at pakke såvel et førsteklasses kamera som højttalere af uhørt kvalitet ind i en lynhurtig og lækker aluminiumsmobil.
Med One mini har producenten forsøgt at samle det bedste fra topmodellen i en billigere mini-model, men det lykkes ikke helt overbevisende.

Det er primært hestekræfterne, der halter. Mobilen er udstyret med dual core-processor på 1,4 GHz og 1 GB ram. Det er fint til at køre HTCs glimrende Sense-brugerflade, men lige skrabet nok til at multi-taske og køre applikationer af mere krævende karakter.

Ofte føles mobilen ganske enkelt lidt tungere i brug end de to andre deltagere i testen. HD-skærmen er imidlertid ligeså skarp som Sonys, men har ikke helt samme bid i farverne.

Ligesom i HTC One er Ultrapixel-kameraet garant for glimrende billeder.
Særligt i dårlig belysning overgår kameraet konkurrenterne. De fine Zoe-funktioner til organisering og deling af foto og video får du også glæde af.

Der er desuden blevet plads til de enestående BoomSound-højttalere, som giver stereolyd af en klasse, som banker samtlige konkurrenter af banen. Et klart plus ved denne mobil.

HTC-moblen er designet i aluminium og vel nok den mest stilrene i testen. Virkelig en nydelse at se på og et design, man har lyst til at vise frem.
Prisen hænger dog ikke helt sammen med kvaliteten, når man sammenligner med de andre deltagere.