Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Google Cardboard har gjort det nemt at billigt at få adgang til virtual reality, men pap-brillerne er ikke særligt behagelige at bære længere tid af gangen.
Har du tænkt dig at bruge megen tid med virtual reality kan det derfor være en god ide at investere i briller af bedre kvalitet.
Fungerer med de fleste mobiler
VR ONE Plus er skabt af Zeiss, der er kendt for brilleglas, kameralinser og andre optiske produkter af høj kvalitet.
Brillen fungerer med smartphones, der har skærmstørrelse mellem 4,7 – 5,5”, hvad enten de kører med Android eller iOS.
Udskiftelige dele
VR ONE Plus har aftagelig hovedrem, så brillerne kan tilpasses. Også den bløde del, som slutter tæt mod ansigtet kan skiftes ud, hvilket kan være nødvendigt efter lang tids brug.
Brugeren behøver ikke foretage nogle mekaniske justeringer af linsepositionen. En stor såkaldt eye-box er udformet, så den dækker de fleste menneskers øjenafstand. Også når headsettet ikke er perfekt centreret i ansigtet, har brugeren et klart billede over hele det synlige område.
Udluftningsventiler sikrer god ventilation og forhindrer headsettet i at dugge.
Brillebærere kan have briller på under ZEISS VR ONE Plus.
Zeiss VR ONE Plus er netop blevet vist frem for første gang på den store elektronik-/spillemesse E3 Expo i Los Angeles. Brillen kommer på markedet i løbet af august til en vejledende pris på 1.099 kroner.