Hvem har lyst til at drive et filmstudie? At skabe en spillefilm plejede at betyde, at man skulle hyre nogle skuespillere og overtale en mand med en megafon til at råbe instruktioner til dem. Nu sker handlingen i de fleste actionfilm lige så meget inde i visuelle renderingsmaskiner som ude i det virkelige liv. Eksplosioner er altid billigere i computergenererede billeder (CGI), og der er mindre risiko for, at højtlønnede mennesker kommer til skade.

3D-teknologien er nu god nok til at udviske forskellen mellem rigtige begivenheder og illusion. Et af problemerne er, at som renderingsydelsen stiger, bliver fantasi mere vigtig end teknisk ekspertise. Disneys Tron fra 1980erne – den første film med betydeligt CGI indhold – ser stadig frisk ud i dag, fordi den stiliserede grafik var organiseret af tre topdesignere, og der gik lige mange kræfter til det kunstneriske indhold i filmen, som der gik til animationen.

Desværre trækker producenterne af 3D-software i en anden retning. De stabler ekstra funktioner ind i programmerne, som så distraherer den kreative fantasi ved at begrave brugerne i et næsten bundløst dyb af små detaljer. Succesrig 3D-bevægelse kræver ekspertegenskaber inden for formgivning, teksturgivning, lyssætning og rendering, såvel som øvelse i at skabe special effects som for eksempel hår, pels og partikelbevægelse. Karakteranimation i sig selv inkluderer flere underdiscipliner, såsom skeletbygning for at definere en karakters led og bevægelseslære for definere, hvordan de bevæger sig. Modellering involverer at skabe hele 3D-verdener, såvel som lokale special effects som for eksempel revner og bølger.

Maxon Cinema: Software i den billige ende kan godt levere imponerende resultater.

For mange egenskaber

Alle dyre 3D-softwarepakker kommer med værktøj til at manipulere de fleste af disse ting, og det er derfor, det er så skræmmende svært at lære 3D-animation, når man starter fra bunden. Filmstudier deler arbejdet op mellem forskellige individer med det resultat, at en der er god til lyssætning sandsynligvis ikke er god til modellering. For individuelle brugere uden den slags ressourcer, er det at skabe et par sfærer med blank baggrund ikke for stor en udfordring, men at skabe noget mere komplekst end det er skræmmende svært. At gøre det realistisk er endnu sværere. Det hjælper ikke, at renderingstiden for et enkelt højtopløst billede er af en størrelsesorden på et par timer, selv på en multikernemaskine.

At rendere et par minutters handling kan tage bogstaveligt talt uger – og mere sandsynligt måneder, hvis der tages højde for flere omgange for at finpudse detaljerne.

Dette betyder ikke, at det ikke kan gøres. Et par amatørprojekter har skabt meget professionelle resultater på meget små budgetter. I nogle tilfælde har produktionskvaliteten næsten ikke været til at skelne fra professionelt arbejde, når det kommer til animationskvalitet, men ikke nødvendigvis med hensyn til skuespil og manuskript. At skabe et produkt i denne standard er dog svært, hvis du også har en fuldtidskarriere, du skal passe. 3D forbliver følgelig en niche i højere grad end nødvendigt, i højere grad en kreativ ghetto for dedikerede nørder end digital musik eller fotografi er.

Hold det enkelt

Andre steder æder konkurrencen sig ind i 3D-oplevelsen fra en anden retning. Spil producerer stadig mere imponerende resultater, der renderer i realtid. Virtuelle miljøer som Second Life tager spilteknologi og skaber en anderledes 3D-oplevelse – mindre skinnende og detaljeret, men mere social og fordybende. Den overordnede oplevelse betyder mere end rå produktionsværdier.

En del af problemet er, at produkter på alle niveauer, fra den gratis Blender til den enormt dyre Maya, tilgår 3D via en model, som blev opfundet af dataloger, og som ikke har ændret sig væsentligt i mere end femogtyve år. Selv begynderprodukter som Bryce og Poser bruger mange af de samme ideer. De sidste to er måske tættest på at finde den rigtige balance mellem ydelse og brugervenlighed.

Det ville være nyttigt at se flere produkter, som har begyndermakroer, guider og genveje, som leder vejen ind i den sofistikerede verden af de fuldfede funktioner. Det ville også være nyttigt at se tættere binding med grafikkortteknologien. Grafikort som tilbyder den bedste forhåndsvisning af scener for Maya og 3DS Max er stadig meget dyre. Nogle af de mere basale kort er delvist understøttede, men hvis du vil have de bedste resultater, er du nødt til at lade din processor tygge på en scene i en evighed.

Maya Unlimited: Dette program kan lave forbløffende fotorealistisk animation.

I det store og hele er det intelligens, der mangler. At skabe 3D-arbejde i høj kvalitet er en omstændelig proces, som kræver nøje tilretning af en næsten endeløs liste af parametre og indstillinger. Smarte hjælpere, der gør scenedesign lettere og hurtigere, er næsten ikke til at finde. Der er en lille industri af tilføjelsesprogrammer for professionelt 3D-værktøj, som fylder nogle af hullerne, og hvis dine programmeringsevner er skarpe nok, kan du altid tilpasse scenedannelse til dine egne behov.

Kravene til de evner, der skal til, er dog meget høje: der er et kæmpe gab, der kunne fyldes af en igangsætter, der kan komme med en blanding af detaljer på lavt niveau og computerbaserede hjælpere på højt niveau.

I mellemtiden forbliver 3D alt for kompliceret. Du kan lave nogle exceptionelt gode resultater nu – men kun hvis du er villig til at lægge den nødvendige tid og indsats i det.