Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kreativiteten vokser og vokser

Adobe har for nylig sendt den nyeste version af sin softwaresuite, Creative Suite, på gaden. Versionsnummeret er nu 5.5, og det er ikke småting, der er sket, specielt med to af programmerne.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Programpakken indholdende Creative Suite er imponerende, altså ikke så meget i udseende som i indhold. Pakken er i flere forskellige versioner, hvor et forskelligt antal programmer er indeholdt, og hvor prisen naturligvis også varierer. Men selv i den billigste version er der sket meget.

Alt om DATA har haft mulighed for at lege med Adobe Creative Suite 5.5 Master Collection, den største pakke, der indeholder alle de programmer, som Adobe har, når vi snakker om kreativ software.

Lad mig lige starte med at remse alle de programmer op, som du får installeret på din computer, når du installerer Adobe Creative Suite 5.5

Adobe Story
Adobe After Effects CS5.5
Adobe Audition C5.5
Adobe Bridge CS5.1
Adobe Contribute CS5.1
Adobe Device Central CS5.5
Adobe DreamWeaver CS5.5
Adobe Encore C5.1
Adobe ExtendScrips Toolkit CS5.5
Adobe Extension Manager CS5.5
Adobe Fireworks CS5.1
Adobe Flash Builder 4.5
Adobe Flash Catalyst CS5.5
Adobe Flash Professional CS5.5
Adobe Illustrator CS5.1
Adobe InDesign CS5.5
Adobe Meia Encoder CS5.5
Adobe OnLocation CS5.1
Adobe Photoshop (både i en 32- og en 64bit-version)
Adobe Pixel Bender Toolkit 2.6
Adobe Premiere Pro CS5.5
Mocha for After Effects CS5.5
Adobe Acrobat CS5.1.

En imponerende liste, ikke sandt? Hvis du lader øjnene glide ned over listen, så vil du se, at det ikke er alle programmer, der er opdateret til version 5.5, og det er ikke en fejl. Det er noget, Adobe har gjort med øjnene fuldt åbne. Men de programmer, der har fået en opdatering til version 5.5, har så til gengæld også fået en kæmpe overhaling.

Her i denne hurtige gennemgang af produktet vil vi primært fokusere på Adobe DreamWeaver, hvor der virkelig er sket meget. Men vi får også lige tid til at kigge lidt på Adobe Premiere Pro, og et par af de små programmer får lige et par ord med på vejen.

Dreamweaver helt i front

Altså – den helt store og utvivlsomt den vigtigste opdatering i Dreamweaver er understøttelse af html 5, også selvom html 5 endnu ikke er helt færdig som standard. Adobe skønner dog, at den er færdig nok til, at man tør indarbejde den i Dreamweaver.

Det betyder naturligvis en hel masse ting i praksis, men de tre ting, der nok er en slags umiddelbare highlights, er, at du nu kan lave rundede hjørner på figurer direkte i html-koden og altså ikke skal kopiere grafiske elementer ind for at klare det. I Dreamweaver opretter du bare en kasse eller en linje, og så kan du på egenskaberne ændre runding og med det samme se, hvordan kassen bliver til en superelipse eller måske en cirkel.

Du kan også arbejde med gennemsigtige farver, hvilket heller ikke var muligt før, og endelig er det nu blevet muligt at indsætte videoer direkte på hjemmesiden uden at skulle bruge en player. Html 5 understøtter videoafspilning direkte, og Dreamweaver har integreret det meget elegant direkte i programmet.

Men der er andre spændende nyheder i Dreamweaver. En af dem er, at Adobe ønsker, at brugerne af dette spændende program skal være med helt fremme, når det handler om at udvikle hjemmesider til flere platforme. Derfor har man indført noget, man kalder for ’Multiscreen Preview’.

Når du bruger denne funktion, får du et skærmbillede frem, der viser din hjemmeside, som den ser ud på tre forskellige platforme. Som standard er det på en mobiltelefon med en opløsning på 320×300, en tablet med en opløsning på 768×300 og en standardcomputerskærm med en opløsning på 1.126×267.

Hvis du har andre behov, så kan du let ændre på de størrelser, så du får vist din hjemmeside i netop de størrelser, du øns-ker at udvikle til.

Men en ting er at se, hvordan resultatet bliver. Det er jo ikke specielt smart at se, hvordan siderne kommer til at se ud, hvis resultatet er dårligt, og du så samtidig er nødsaget til at gå ind og ændre på siderne, så de ser pæne ud på alle tre platforme. Forresten en opgave, der er tæt på umulig, for hvad der ser pænt ud på en mobiltelefon, ser næppe pænt ud på en computerskærm.

Brug css

Men det er der også svar på i Dreamweaver. Den nye version understøtter nemlig også css3, der ud over et genialt hjælpesys-tem også sikrer, at din side vises korrekt på tværs af mange forskellige browsere og platforme.

Direkte i Dreamweaver kan du således tvinge browseren til at fortælle, hvilken platform den kommer fra, så din hjemmeside kan sørge for, at den bliver vist via det tilsvarende css.

Nu er det så lige vigtigt, at du får lavet de korrekte css. Men når du har dem på plads, så behøver du ikke spekulere på at tilpasse siden til de enkelte platforme. Genialt!

Tværfagligt samarbejde

Allerede nu synes vi, at der er helt utrolig mange spændende nyheder i Dreamweaver, men det stopper faktisk ikke her. For Adobe har indgået et samarbejde med jQuerry, så det bibliotek nu er indbygget direkte i Dreamweaver.

jQuerry er et JavaScript-bibliotek, og i implementationen i Dream- weaver giver det hjælp til layout og kode til dine mobile design.

Har du brug for et JavaScript i din applikation, så bruger du blot jQuerry-funktionaliteten, og så hjælper den dig til at få det hele på plads. Placer koden rigtigt på din hjemmeside, og test, at det hele virker korrekt.

Den sidste del af Dreamweaver, som vi skal kigge på i denne lille test, er den indbyggede Android-bygger og -emulator. Hvis du vil udvikle en hjemmeside/applikation direkte til Android, så har du muligheden her. Når du starter den funktion, så sendes din hjemmeside direkte til en Android-emulator, og du kan arbejde med den og se, om den opfører sig, som du havde håbet og forventet.

Det fungerer let, og integrationen er klaret meget elegant. Og sjovt er det altså at sidde med et mobildisplay på din skærm og klikke rundt i grundelementerne i Android. Denne funktion gør det let at udvikle direkte til den platform.

Jeg har set screen-shots, der viser, at du kan gøre noget tilsvarende med iOS, men det var ikke i den version, vi testede, og muligvis handler det om rettigheder. Jeg kan godt forestille mig, at det sdk, du skal bruge, enten ikke virker til pc, eller også at Apple ønsker penge for det.

Så skal der flashes

Et af de steder, hvor der også er sket meget, er i de flash-udviklingsprogrammer, der kommer med CS5.5. Det er tydeligt, at Adobe satser meget på den del af udviklingen.

Programmer som Fireworks og Flash Builder er de samme som i tidligere version, så dem beskæftigede vi os ikke med, men vi måtte lige kigge nærmere på Flash Catalyst CS5.5 og Flash Professional CS5.5.

Catalyst har blandt andet fået mulighed for visuelt at ændre på størrelsen af applikationer og kom- ponenter direkte i preview, og som noget, der har været efterspurgt længe, er der kommet en forbedret tidslinje og tilsvarende animationer. Det gør det langt lettere at få flash-animationen til at opføre sig, som du ønsker.

Hvad vi syntes, var virkelig spændende, var den meget tætte integration mellem Adobe Flash Builder 4.5 og Catalyst. Hvis du vælger det, så kan du ændre på animationer i det ene program, og de vil så slå igennem i det andet program, og du kan starte det ene program direkte fra det andet. Rigtig smart detalje.

Et lille kig på, hvad der så er nyt i Flash Professional CS5.5, så er listen enorm lang. Så det bliver kun nogle af de mest spændende, vi kigger på her.

Blandt andet den nye ’Inverse kinematics pinning support’, hvilket vil sige, at du kan låse de kinematiske ben til scenen, så de kun kan bevæge sig på helt bestemt måder. Fedt, hvis du skal animere arme og ben.

Der er også kommet en bedre kontrol over lag, så nu bliver strukturen i dine vigtige dokumenter bibeholdt, også når du kopierer mellem lag og projekter.

Det sidste, der lige skal nævnes, er, at programmet også har fået en langt bedre understøttelse af forskellige platforme. Så ved hjælp af både Adobe Flash Player og Adobe AIR kan du udvikle applikationer, der kan køre både på Android og iOS.