Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kompakte notebooks

Når netbooks er for svage og opleves som værende for små, er næste trin subnotebooks. De er mere praktiske, stadig kompakte og noget dyrere.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Subnotebooks er en betegnelse, der går tilbage til før netbooks dukkede frem og vendte alting på hovedet. Indtil da var subnotebooks, om end kategoriseringen var en smule flydende, de mindste notebooks på markedet. Det vil sige notebooks med en skærmstørrelse under de typiske 14" og 15" modeller, som udgjorde langt de fleste af alle notebooks.

I dag findes bærbare computere i en lang række forskellige størrelser, lige fra netbooks til notebooks med skærme på 20". Her på Alt om DATA tænkte vi, at det kunne være spændende at præsentere læserne for mindre notebooks, der ikke er baseret på Intels Atom-processor.

Andet kriterium for vores test af subnotebooks var, at pågældende notebooks skulle have skærme mellem 11" og 13,3". Prismæssigt endte vi med seks deltagere, der går fra cirka 4.500 kroner til den dyreste med en pris på 9.199 kroner. Det var noget større prisudsving end tilsigtet, men nødvendigt for at sikre nok deltagere da flere producenter havde momentane leveringsproblemer i denne kategori.

Foruden de seks deltagere kom en ekstra Dell subnotebook med som et alternativ i testen. Den undergik samme tests som deltagerne, men grundet den sene beslutning om at tage den med, indgik den ikke som egentlig deltager i testen.

Kompakte notebooks

Sammenlignet med netbooks ligger de deltagende subnotebooks i en helt anden prisklasse. Til gengæld får køberen også en noget kraftigere bærbar, der har stærkere processor, mere ram, større harddisk og i de fleste tilfælde en større skærm med højere opløsning.

Størrelsen betyder også, at især betjeningen af tastaturet lettes i forhold til netbooks. Skærmens højere opløsning og det større billedareal gør den også lettere at anvende for mange i forhold til den typiske netbook.

Til gengæld kan det ikke forventes, at batterilevetiden kan leve op til de nyeste netbooks. Anvendelsen af nye Atom-processorer og specielt Intels nye NM10 Express-chipsæt har rykket batterilevetiden betragteligt i vejret for de nyeste netbooks.

Deltagerne her er ikke allround muskelbundter - eksempelvis har blot en af deltagerne et dedikeret grafikkort. Ud over at alle er stærkere end netbooks, er diversiteten her meget større.

Eksempelvis sidder der en forskellig processor i alle testens notebooks. Harddiskstørrelsen varierer også en del, og selv den grafiske platform er ikke identisk.

Hvad der forventes

I kategorien af subnotebooks forventes det specielt, at de deltagende notebooks er byggede til at kunne tages med på farten. Batterilevetiden er som altid vigtig - her mere end ved normale notebooks, da det er klassens force at kunne bruges overalt. Ydelsen og skærmens beskaffenhed er ligeledes vigtige, herunder dens evne til at klare skiftende lysforhold.

Features er vigtige og specielt naturligvis her de kommunikationsmæssige evner, altså hvor gode netværksforbindelser de enkelte enheder råder over. Men støj og varmeudvikling kan naturligvis ikke negligeres.

Sådan testede vi

Vi tog ikke det tunge testsoftware frem til denne test. Det gjorde vi ud fra devisen, at testens deltagere ikke var hardcore notebooks. Processorerne i disse subnotebooks er ikke hverken firkernede eller med høj clockfrekvens.

I relation til de allerede nævnte facts om grafikbestykningen undlod vi at installere egentlige spil på de små maskiner. Ydelsen blev derfor primært målt via PCMark Vantage.

Benchmarkprogrammet returnerede en samlet score og flere delscores, der angav computerens evne indenfor forskellige typer almindelige arbejdsopgaver. Herunder dog også den generelle spilydelse. Selvfølgelig blev dette suppleret af vores subjektive oplevelse af, hvorledes den pågældende notebook klarede diverse opgaver.

Harddisken betyder også en del for, hvorledes den generelle brugeroplevelse opleves i forbindelse med mange programmer. Derfor anvendtes HD Tune Pro 4.50 til at teste overførselshastigheden ved læseoperationer.

Endelig blev Battery Eater 2.70 taget i brug til måling af batterilevetiden. Programmet har den utvetydige fordel, at den altid påfører batteriet ens belastning for alle deltagere.

»Klassisk«-testen illustrerer værst tænkelige batterilevetid, normalt vil man kunne presse lidt længere batterilevetid ud af batteriet ved normal varieret brug. »Læse«-testen viser til gengæld batterilevetiden i forbindelse med lettere opgaver og indikerer, hvor længe det under normale omstændigheder vil kunne lade sig gøre at køre uden tilsluttet strømadapter.

Det skal siges, at de to batteritests blev afviklet med henholdsvis al trådløst netværk aktiveret og blot bluetooth deaktiveret i »læse«-testen. Hvis man deaktiverer alt trådløst netværk og skruer lysstyrken ned fra de to tredjedele af maksimal lysstyrke, som anvendtes i denne test, vil der kunne presses yderligere minutter ud af de pågældende notebooks.

Alle batteritests er, som PCMark Vantage i øvrigt også, afviklet således, at alle »hjælpeprogrammer«, producenterne har installeret, er lukket ned hvis muligt.

Strømstyringsmodellen var sat til balanceret i forbindelse med Battery Eater og til høj ydelse i PCMark Vantage samt HD Tune Pro testen. Bid mærke i at to notebooks med samme modelnavn undertiden kan have forskellige specifikationer.

Specifikationer ændres også undertiden, og det er ikke altid, at testmodellen vi får svarer til de hyppigst forkomne på det aktuelle marked. Det er yderst forstyrrende, men kan desværre ikke altid undgås. Som det vil fremgå, skete det her i testen mere end en gang.

Herrens veje er uransagelige, siges det, hardwarebranchens veje kan være det ligeså. Ud fra vores forespørgsel om en Acer notebook, der skulle overholde kravene blev denne Aspire 3820T-332G25n fremsendt.

Hvorom alt er, er denne notebook et interessant bekendtskab. Denne elegante notebook er en af to deltagere i testen, der har den nye Core i3 processor fra Intel. Her hedder den Core i3 330M og er en dual-core på 2,13GHz. Det gør denne notebook til en af testens to stærkeste notebooks.

Her er tale om en notebook, der ikke blot kan klare små opgaver, men kan anvendes over en bred front, når det kommer til computerrelatede opgaver. Der er ikke tale om et decideret muskelbundt og fraværet af et dedikeret grafikkort gør, at grafiktunge opgaver ikke lige er det allerbedste arbejdsområde og et optisk drev må man i dette tilfælde også undvære.

Som alle notebooks her i testen er denne notebook støjsvag, den føles heller ikke varm lige med undtagelse ud for kølerudluftningen i venstre side. Da udluftningshullet går lidt under enheden, udspys der her varm luft ned mod ens ben, hvis man sidder uheldigt.

Ser man bort fra det, er brugen af denne notebook en fornøjelse, tastaturet af Ø-typen er godt, den indbyggede multi-touchpad ligeså. Den 13,3" LED glare-skærm er også fin, omend med den sædvanlige lysindfalds tendens. Batterilevetiden ligger til den lave ende under belastning, ved let brug går det noget bedre.

Dell sigter officielt med Latitude 13 på virksomhedssegmentet. Denne notebook henvender sig til den, der nøjagtig ved, hvad vedkommende vil have og desuden ved, hvad der kan undværes. Måden som Dell Latitude 13 er konstrueret på med skrå sider, giver denne notebook et specifikt udtryk, men betyder samtidigt noget for de muligheder, den kan tilbyde.

Tastaturet føles stabilt og giver en god brugerfornemmelse med kort vandring, samt en overordnet fornemmelse af kvalitet. Ganske vist var PgDn-tasten gået løs, hvilket ikke synes at sige noget om den generelle kvalitet.

I daglig brug føles Latitude 13 med dens Intel Core 2 Duo SU7300 cpu på 1,30GHz stærk nok til at varetage almindelige kontoropgaver og onlineaktiviteter. Den er under alle omstændigheder stærkere end Atom-baserede netbooks - trods den svage ydelse.

Batterilevetiden imponerer ikke helt, ikke i forhold til den svage ydelse. LED-skærme på 13,3" med opløsningen 1.366×768 pixels har dog den force, at den er glimrende også i lysstærke omgivelser. Microsoft Office 2010 Starter følger med, men ellers er udstyrsniveauet ikke overvældende. Bagsiden huser en usb 2.0-port, et e-sata-stik samt lan-stikket. Støjgener og varmeudvikling mærker man ikke til.

Er der noget, der kendetegner en HP af dm3-serien, er det bygningskvalitet og indtrykket af soliditet. Det solide metalkabinet, der trods alt kun bidrager med 1,91 kilogram på vægten, er klippestabilt og skærmen ligeså.

Den 13,3" LED-skærm med opløsningen 1.366×768 er virkelig flot, men den lider en hel del under lysindfald, såfremt det skulle forekomme. Tastaturet, der er af Ø-typen, er blandt de bedste her i testen og egner sig til længere skrivearbejde.

Det samme kan desværre ikke siges om touchpad’en. Kvaliteten er upåklagelig, men den er så glat, at det kræver en del fiflen med touchpad-indstillingerne før ukontrolleret skøjten og utilsigtede oprationer undgås. Dm3-1050eo har virkelig sin del af features, det er også en ud af blot to egentlige deltagere her i testen med et optisk drev.

Ydelsesmæssigt er den i midten med fine kraftressourcer, det dedikerede grafikkort kan slås til eller fra alt efter arbejdsopgave. Batterilevetiden er dog det svageste her i testen, ikke med meget under hård belastning, til gengæld skal man nok aldrig regne med at nå fem timer uanset arbejdsbyrden. Metalchassiet gør, at denne notebook først er kølig, men siden lun under brug.

Samsung X120 afviger fra de andre deltagere på et punkt, den er eneste deltager, der har en 11,6" LED-skærm i stedet for de øvriges 13,3"-skærme. I denne test er det nok den notebook, der udtrykker subnotebook begrebet i den reneste form.

Skærmen er af glare-typen, så helt fri for refleksioner er den ikke. X120 har testens mindste formfaktor, men er så til gengæld udstyret med testens absolut største batterikapacitet med hele 8.850mAh.

Selv om tastaturet ikke hører til de største, er betjeningen ganske behagelig, tasterne er pænt store, sidder tæt men med nedsænkede kanter. Der er en god respons i tasterne og en kort vandring, de har desuden en tydelig beskriftning.

Den indbyggede multifunktions-touchpad gør ligeledes sit arbejde fornuftigt. Piletasterne og funktionstasterne kunne være større, men det går. Designet er ganske nydeligt men lidt blandet stilmæssigt. Den blanke skærmbagside, den blanke kant og den sorte inderside med den lettere skålform virker godt sammen, men om de skrånende sider, der af praktiske hensyn har lodrette flader ved portene, virker, kan diskuteres.

Sony laver notebooks, der ofte prismæssigt befinder sig i den øvre ende af skalaen. Sony Vaio VPCS12X9E/B er således også tes-tens dyreste deltager − dog uden at nå op i de højder, Sony nogen gange bevæger sig i.

Spørgsmålet er så, om det kan betale sig at investere de ekstra midler i den her notebook eksempelvis i forhold til konkurrenterne her i testen. Det kan det, hvis man har brug for det, som denne Sony Vaio leverer.

Denne Sony Vaio er kræs, men det er ikke sikkert, man føler, man har brug for alt det, den tilbyder. Blandt andet specialknapper til start af »Vaio Care« eller muligheden for at slå trådløse netværk til og fra med en enkelt skyder på fronten.

Men det, som gør denne notebook unik i denne test, er, at den har indbygget 3G-modem. Således slipper man for at skulle rende rundt med et eksternt 3G modem. Sim-kortet skal blot isættes bag batteriet. Så skal det lige nævnes, at der også er optisk drev i denne notebook, hvilket absolut ikke er en selvfølge i notebooks af denne størrelse.

Ydelsen ligger i top sammen med modellen fra Acer, lige på et lidt højere niveau. Harddisken er for øvrigt også dobbelt så stor. Batterilevetiden er med knap to timer godkendt, uden at imponere dog.

Den testede Toshiba-notebook skiller sig designmæssigt ud ved at være holdt i knækket hvid med et diskret indlagt net-agtigt mønster. Det giver et friskt og ungt udtryk, som man enten kan lide eller helst vil undgå. Udover dette virker Satellite T130-17E, trods det tilstræbede elegante udtryk til at være ret stabilt bygget uden dog at have et fuldstændigt stift chassis. Vægten på de 1,76 kilogram gør, at den ikke blot ser trimmet ud, men ligeledes føles let.

Desuden medfølger der en lang række små programmer, som assisterer brugeren med snart sagt alt. Når det er sagt, bruger de jo strøm, og det kan være en fordel at slå dem fra, hvis man som bruger overvældes af de mange kørende applikationer.

Den 13,3" LED skærm er flot, men med de sædvanlige tendenser til genskær som glare-skærme har. Satellite T130-17E svigter ikke på hverken ydelse som sådan eller batterilevetid. Den klarer sig fornuftigt og ligger generelt midt i feltet, men, som det også ses af HD Tune, er T130-17E udstyret med feltets langsomste harddisk. Når det kommer til batteriet, klarer denne notebook sig ganske fremragende med lang batterilevetid - i læsetesten sågar bedste tid.

Ligesom Latitude-modellen i testen, er denne Vostro 3300 positioneret i erhvervssegmentet. Den fremtræder dog mere som en almindelig notebook til allround brug. Blandt andet har den flere features, som private brugere ofte efterspørger - det er en, ud af blot tre notebooks blandt de testede, der eksempelvis har et optisk drev.

Der er tale om en ganske diskret notebook holdt i sort uden de store svinkeærinder. Dog er den interessant ved at have Intels Core i5 450M cpu på 2,40GHz. Her er der ligeledes gjort brug af integreret grafik, som det er mest normalt for testens deltagere.

I forhold til deltagerne kan denne notebook begynde at larme lidt under hårde belastninger, til gengæld føles det som om, der her er et noget større kraftoverskud i forhold til de egentlige deltagere. Derfor virker det samlede resultat i PCMark Vantage lidt underlig, især når delscores tages med i betragtning, der jo klart viser, at Vostro 3300 er klart kraftigere.

Man får ikke alle de features, man måske kunne ønske, men enkelte såsom muligheden for at slå trådløst netværk til og fra foran på enheden er ganske smart. LED-skærmen på 13,3" er glimrende ligesom de fleste testdeltagere, og tastaturet er skam godt nok, dog ikke på højde med de bedste her.

Et punkt hvor Vostro 3300 falder igennem er på batterilevetiden - i hvert fald i denne konfiguration. Det medfølgende batteri var på sølle 2.700mAh, hvilket førte til den begrænsede 1 time og 9 minutter i »klassisk«-testen.

Som det fremgår af specifikationerne, er der her tale om seks vidt forskellige subnotebooks, og alle, inklusive den Dell der ikke deltog i testen, havde såmænd forskellige processorer. Det, de har til fælles, er, at de er mobile og dermed let transportable og ikke beregnet til tunge grafiske operationer. Skærmopløsningen er ens, alle har gode skærme, nogle dog lidt bedre end andre. Skærmstørrelsen er næsten helt ens, men der er nu forskelle alligevel på disse notebooks.

Spørgsmålet er tit, hvad man ønsker at betale for. Det andet og endnu større spørgsmål, man skal stille sig selv, er, hvad der er vigtigst for køberen af den enkelte notebook.

Vi lægger i notebooktests vægt på bestemte bedømmelseskriterier, og det er ikke sikkert, du hælder til samme prioriteringer. Batterilevetiden synes vi dog betyder mest for små enheder i denne kategori, men alligevel endte vinderen ikke med at være en af dem med længst batterilevetid, idet en god notebook, som alt andet, er en kompromis mellem flere delegenskaber.

Vinderen af testen blev Acer Aspire 3820T-332G25n/Acer Aspire 3820T-334G32n. Skulle du finde den første, er det fint, ellers er det den anden, du skal kigge efter. Det er en notebook med god ydelse, den føles behagelig at bruge, og prisen er først og fremmest rigtig. Toshiba Satellite T130-17E kan lidt af hvert, den er chik, vejer ikke alverden, og er heller ikke en snegl, selv om den har lang batterilevetid. Dette kombineret med en god pris gør den til en værdig bedste pris modtager.

De to »anbefaler«-logoer går til Sony Vaio og Samsung X120. Den første, trods den høje pris, var tæt på at løbe med sejren, da det er en lækker notebook med uovertrufne features. Prisen spænder bare lidt ben, når den nu samlet ikke scorer bedre end modellen fra Acer. Samsung X120 er bare perfekt, hvis ydelsen ikke er det vigtigste. HP Pavilion dm3-1050eo er en glimrende notebook med flere kvalifikationer, den har dog ikke lang batterilevetid, men det værste er, at den er udgået fra producentens side.

Dell Latitude 13 er en rigtigt god notebook inden for sit segment, skærmen er rigtigt god, harddisken hurtig og tynd? Ja, det er den. Den er bare dyr, og stikkene bagpå er vi ikke helt lune på. Dell Vostro 3300, vores skæve vinkel, har stort potentiale, kig efter om den fås med større batterikapacitet.