Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kompakt bærbar med touch og fokus på mobilitet

Få en lille kompakt Windows 8.1 bærbar til noter, film på farten og lettere opgaver. Komplet med touchskærm, pænt med tilslutningsmuligheder og fornuftig batterilevetid.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

MEDION AKOYA E1318T MD99330 er en 10" bærbar, hvor køberen i særlig grad skal kende sit behov. Den er nemlig velegnet til visse ting, og egner sig slet ikke til andre.

Denne lille bærbare Windows 8.1 computer kan købes i danske ALDI-forretninger fra onsdag den 5. marts til en pris af 2399 kroner.

Prisen er helt klart et af de store salgsargumenter. For et beskedent beløb får køberen en lille bærbar med touchskærm, der er overraskende veludstyret, hvad tilslutningsmulighederne angår og batterilevetiden er ganske god. Som rosinen i pølseenden får man kvit og frit en fuld udgave af Microsofts Office Home & Student 2013 med i prisen.

Det andet helt store argument for at købe denne lille bærbare computer er ønsket om mobilitet. Den fylder blot 266 mm x 186 mm x 27~28 mm og vejer blot 1,28 kg. Den er ganske vist ikke blandt de tyndeste, men den fylder ikke meget eksempelvis i en taske. Størrelsen kan også være en fordel i trange omgivelser, hvor der sagtens er plads til, at man kan sidde med denne bærbare computer alligevel.

Til de basale behov

MEDION AKOYA E1318T MD99330 er en fin lille computer, hvis man ved, hvad man går ind til. Der er tale om en 10" bærbar, der er velegnet til lettere brugsscenarier. Den egner sig udmærket til surfing, til lettere produktivitetsopgaver som eksempelvis findes i Office Home & Student 2013 samt til underholdningsformål i retning af at høre musik eller se en film.

Man kan også spille de app-baserede spil, man kan hente til Windows 8.1 startsiden.

Går man ud over dette og benytter programmer, der mærkbart kræver mere af computeren, bliver det en noget langsommelig proces. Nu er chancen heller ikke så stor, skærmen er trods alt kun på 10", hvilket sikkert vil begrænse brugen af mange af de mere krævende programmer.

Det er også nærliggende, at man ikke anskaffer MD99330, hvis man primært ønsker en bærbar til hyppige længerevarende skriverier. Hertil er tastaturet for småt til, at det er effektivt nok, endsige behageligt i længden.

Den anvendte AMD A4-1200 APU dual core-processor på 1,0 GHz er fin, så længe man holder sig til ovenstående formål. Men der er tale om en processor, hvor ydelsen hører til i den absolut beskedne ende. Det kan ses ved målingen i SiSoftware Sandra 2014, hvor MD99330 fik en samlet score på 4,75 gops (Giga Operations Per Sekund) i den aritmetiske cpu-test. Det er meget beskedent, selv om 2014-udgaven af Sandra scorer lavere i denne test end 2013-udgaven af benchmarkprogrammet. Her fik en bærbar med samme processor 6,66 gops.

Der er tale om en APU fra AMD, og det er ensbetydende med, at grafikken er integreret i processoren. Her er der tale om en Radeon HD8180 DirectX 11.1 grafikløsning. Normalt plejer AMD's cpu-grafik at være ganske kapabel, men i en så svag processor som AMD A4-1200 klarer den de grundlæggende opgaver, den skal kunne, og der er ikke overskud til ret meget mere.

Alt i alt har MD99330 en ydelse der gør, at man kan leve med det. Det kan ske, at man skal vente lidt længere på enkelte opgaver, end hvad man måske er vant til. Men til gengæld får man en meget mobil bærbar med touchskærm, der virker ganske overbevisende i daglig brug.

Ud over processoren

I hverdagen vil man ikke tænke så meget over de forskellige stykker hardware, som computeren består af, bare den udfylder de anvendelser, man bruger den til, som den skal.

Men det er nu rart at sætte sig lidt ind i, inden købet foretages, så her følger en beskrivelse af den installerede hardware, og hvorledes den opleves.

MD99330 har i forbindelse med den førnævnte AMD A4-1200 APU tilknyttet 4 GB ddr3l-hukommelse. Det er der ikke noget usædvanligt i, men det er en af de to punkter, hvor denne bærbare er ydelsesmæssigt forbedret i forhold til forgængeren MD99240, der blot var udstyret med 2 GB ram. Den ekstra hukommelse gør brugeren af MD99330 i stand til at have flere programmer åbne, uden at det påvirker ydelsen negativt, set i forhold til forgængeren.

Harddisken er på 500 GB, hvilket er pænt for en så lille og prisfornuftig bærbar. Det illustrerer meget godt udviklingen på området, men hvad man ikke kunne forvente er, at der er tale om en 7200 RPM harddisk. Det bevirker, at den er hurtigere end en traditionel 5400 RPM, hvilket også gør, at den er noget mere hørbar, og givetvis udvikler lidt mere varme.

Harddisken er med til at løfte niveauet for denne bærbare computer overordnet set, der er nemlig tale om en ret kvik harddisk. I forhold til MD99240 går tingene lidt hurtigere, når der skal hentes ting fra eller skrives til harddisken. Det siger sig selv, at den ikke hjælper på rene processorafhængige opgaver, men hen ad vejen i brugsforløbet kan man ikke undgå at mærke forskel.

Vi har målt hastigheden af drevet ved hjælp HD Tune Pro 5.50. Den gennemsnitlige overførselshastighed målt over hele drevet er 98,6 MB/s. Det er en fin score. I filtesten i samme benchmark klarer drevet sig godt med en gennemsnitlig overførselshastighed på 117,2 MB/s i sekventielle læseoperationer og 119,5 MB/s i sekventielle skriveoperationer. Det kan godt være, det ikke er rekordhastigheder for harddiske generelt, men for en harddisk i en bærbar at være, er det rigtigt godt.

Den tilfældige søgetid er 17,7 ms, det er en godkendt værdi uden at imponere særligt.

MD99330 scorer 1174 PCMarks i PCMark 7, det er en meget beskeden score. Men sammenligner man den med den meget sammenlignelige MEDION MD99240, der fik 1007 PCMarks, kan man se harddiskens betydning for den samlede systemydelse sat på tal.

Som sagt er det ikke helt uden omkostninger, at harddisken arbejder ved så høje omdrejninger. Man kan høre drevet arbejde med mellemrum, hvor den afgiver sagte kliklyde, af mangel på bedre beskrivelse. MD99330 er generelt ikke helt så støjsvag, som man måske kunne forvente. Ud over harddisken kan man næsten altid høre blæseren i baggrunden. Det er på ingen måde påtrængende, men måske lidt overraskende på grund af den svage systemydelse.

Betjening med mere

MD99330 lever som sagt af at være mobil, forstået på den måde at man kan tage den med sig uden de store problemer. Den kræver næsten heller ingen plads til, at man kan tage den frem og benytte den til at skrive noter, surfe eller se film blandt andet.

Batterilevetiden er derfor ret så væsentlig i en bærbar som denne, der lægger op til at blive benyttet, hvor end man er. Heldigvis klarer MD99330 sig fornuftig, hvad det angår. Med Powermark benchmarkprogrammet har vi i produktivitetstesten, der svarer til lettere brug, målt en batterilevetid på 5 timer og 29 minutter.

Det er ikke revolutionerende i dag for en bærbar i den lette ende af ydelsesskalaen, men det er dog en pæn batterilevetid, der gør det muligt at anvende den bærbare i længere perioder, uden at være nær en stikkontakt.

Det centrale element, hvorom meget af interessen må samle sig for denne lille bærbare computer, må være den 10" store touchskærm. Skærmen har en skærmopløsning på 1366 x 768 pixel. På grund af den lille skærm udmønter det sig i en relativ høj pixeltæthed på 156,71 ppi. Det betyder, at billedet fremstår skarpt og ret detaljerigt. Farverne er ganske gode, og lysstyrken har et acceptabelt niveau, uden at være decideret lysstærk.

Det er en glareskærm, så lysindfald kan her medføre uønskede reflektioner i skærmen. De lodrette betragtningsvinkler er ikke gode, her skifter farverne hurtigt karakter, mens de horisontale betragtningsvinkler er gode nok.

Hvad, der er glædeligt, er at skærmens touchbetjening fungerer glimrende, skærmen reagerer prompte og uden at man skal gøre en indsats for at få det til at virke.

Tastaturet på MD99330 er forsænket og tasterne er mindre end de normalt ville være på en større bærbar. Der er god afstand mellem tasterne, men det lille format gør, at tastaturet næppe er egnet til at skrive sine romaner på. Tasterne har lidt lang vandring, hvilket kan få det til at virke, som om tasterne er blødere, end de egentlig er rent mekanisk.

Touchpad er meget lille, det er en clickpad uden deciderede museknapper. På testeksemplaret tenderede den til at være en anelse overivrig. Det kan medføre utilsigtede handlinger. Det kan derfor måske blive nødvendigt at justere egenskaberne i driverne til touchpad. Den kan i øvrigt deaktiveres, hvis man skal koncentrere sig om et stykke skrivearbejde.

MD99330 er Dolby Advanced V2-certificeret og højttalerne i notebook leverer en klar lyd af en rimelig kvalitet. Lyden er selvfølgelig bedre, hvis der bruges et headset.

Et yderligere plus ved MD99330 er, at den langt hen ad vejen overrasker ved at have flere tilslutningsmuligheder, end man måske skulle forvente af en så lille bærbar computer. I forhold til prisen er det også glimrende.

Der er en USB 3.0-port, to USB 2.0-porte, VGA og HDMI-udgang. Desuden er der en 4 i 1-kortlæser, stik til mikrofon og et audio lineout stik. Desuden er der det snart obligatoriske HD-webkamera og en tilhørende integreret mikrofon i den bærbare. Det er helt godt af en så lille bærbar at være, her er det en fordel ikke at være den tyndeste om livet.

Endelig er der 100 Mbit/s ethernet netværkskort repræsenteret ved et RJ45. Det er lidt en skam, at der ikke er 1 Gbit/s ethernet. Men på den anden side vil den indbyggede 802.11n WiFi netværksunderstøttelse sikkert blive brugt hyppigere. Bluetooth findes i version 4.0.

Der medfølger en række software til denne bærbare, hvoraf den fulde version af Microsoft Office Home & Student 2013 helt sikkert er den store gevinst.