Kom ud med dine historier

Kom ud med dine historier

Har du noget på hjerte, vil du sælge noget eller dele et projekt, så overvej en blog. Den digitale logbog kan med lyd, tekst og billeder bruges til alt fra hobby til professionelle sider. Se her, hvad du skal gøre for at komme i gang

Verden rundt sidder mindst 200 millioner mennesker bag skærmen og skriver på en blog. Ordet blog er en sammentrækning af ”weblog”, en form for logbog på nettet. Siden1997, hvor skribenten John Bargers som den første lancerede en webblog, Robot Wisdom, har det at ”blogge” spredt sig. I dag har almindelige brugere, medier, firmaer og butikker ofte en blog tilknyttet deres hjemme-side, eller de opretter hjemmesider med de værktøjer, som bruges til blogs. Mange professionelle blogs er i dag ikke til at skelne fra selv traditionelle hjemmesider.

Programmerne til at lave en blog er enkle, gratis og kan justeres i detaljen, så de passer til smag og stil. Du behøver ikke eje et avanceret CMS (indholdsstyringssystem) eller kende til ftp-servere eller indviklede ting som style-sheets.

Du skal blot tilmelde dig en af de mange gratis blogtjenester som for eksempel Tumblr, Blogger eller WordPress. Når dit indlæg er skrevet, kan du med få klik dele dine blogindlæg via Facebook, Google+ eller andre sociale medier.

Gratis eller betalingsblog
Den nemme tilgang mudrer desværre også overblikket og begreberne. Mange kaster sig over blogging uden at vide, hvad de vil. Er det en hobbyblog, en professionel blog (for eksempel om bloggerens erhverv), eller skal der sælges noget?

Svaret afgør blandt andet prisen. Gratis blogs er for alle, mens en professionel koster at oprette og drive. Omvendt har gratis blogs begrænsede funktioner og muligheder, mens de, som koster, kan udstyres med et professionelt udseende takket være adgang til et utal af lækre, gennemarbejdede temaer. De har også masser af funktioner og kan lægges på et domæne efter eget valg.

Blandt de mest populære platforme er WordPress og Googles Blogger. Førstnævnte har en bunke gratis temaer, og udseendet kan justeres, mens Blogger gennem sit slægtskab med Google er tæt forbundet til Google+ og Google Adsense. Redskaber, som gør det nemt at fremhæve bloggen på sociale fora, placere den højt i søgeresultater og åbne den for annoncer, som du kan tjene en skilling på.

Bliv en del af fælleskabet
I denne guide koncentrerer vi os om WordPress, som fås i to udgaver: en gratis og en, du skal betale for. Den gratis er lige til at gå til, sekundet efter du har oprettet dig som bruger.
Når du har valgt et tema, fylder du på med links og emneord. Begge dele er vigtige af flere årsager. Links hjælper dine læsere til mere viden, de viser en oversigt over dine indlæg, og sidst – men ikke mindst – bruger du links og emneord i din blogroll og i den såkaldte tagcloud.

Del denne