For folk, der ikke er indviet i Linux’ desktop-topologi, er der to fremherskende kræfter. Den ene er Gnome – der udtales [gon-åume] – og den anden er KDE.

De opfinder begge hjulet en gang til, idet de fungerer som grænseflade mellem Linux’ filsystem, dets applikationer og brugeren. De styrer vinduer, desktopbokse og æstetikken. De repræsenterer hver sin filosofi, når det drejer sig om, hvordan brugeren bør interagere med computeren.

På Windows og OS X behøver man ikke bekymre sig om noget af det, fordi hvert af disse operativsystemer kun tilbyder et enkelt desktopmiljø. Men i Linux-verdenen kan man vælge. KDE og Gnome er blot de to vigtigste medlemmer af et blomstrende økosystem, der omfatter alternativer såsom Xfce, Enlightenment, Ratpoison og Fluxbox.

Selv om KDE kom først, er Gnome blevet de fleste distributioners standard-desktop, herunder de første tre, der står opregnet på www.distrowatch.com: Ubuntu, Fedora og Mint. Gnome anlægger en minimalistisk holdning og holder konfigurationsboksene nede på et minimum, samtidig med at signal-støj-forholdet er reduceret i et forsøg på at øge effektiviteten.

KDE vælger den modsatte vej og lader brugerne konfigurere alt lige fra pegetemaet til bredden på de enkelte vinduers nederste kant. Det er stadig populært, men i et forsøg på at lægge afstand til det flegmatiske Gnome går KDE i stigende grad til kanten.

I de fire år, der er gået mellem versionerne 3.5 og 4.3, har KDE-udviklerne genopbygget hele projektet, har fjernet det gamle fundament og konstrueret desktoppen fra API og opefter.

Den nye struktur knytter sig til Nokias Qt-framework og en sværm af KDE 4-teknologier: Phonon til medieafspilning, Solid til transparent enhedsintegration, Akonadi til personlig datastyring og Plasma til den store, samlede teori om desktop-widgets og panel- og applikationsfunktionalitet.

Der er almindelig enighed om, at det var for ambitiøst. Det har taget tre fortløbende versioner, før den fjerde generation af KDE kunne nærme sig den stabilitet og funktionalitet, der kendetegner den tredje.

I denne periode sprang Linus Torvalds fra KDE til Gnome, og tusinder af andre brugere har givet udtryk for deres følelser online og på tryk. Men de tågede begreber og kontroversielle ideer i KDE er ved at finde styrke, og applikationsudviklerne er omsider ved at følge med dem.

Disse ændringer påvirker ikke kun desktoppen, de påvirker de tusinder af værktøjer og applikationer, der er lavet til KDE. Set under ét hjælper de med til at gøre KDE til den bedste integrerede desktopoplevelse på Linuxplatformen.

Hver projekt krævede et seriøst hovedeftersyn for at kunne bruge de nye teknologier, og nogle tager længere tid end andre. Der var for eksempel ingen e-mail-klient i den første 4-version, og 4.3 er den første, der omsider kan levere et fungerende Akonadi-framework, der muliggør kontaktdeling mellem e-mail-klienten og KDE’s instant-messenger.

Fotoprogrammet Digijam, musikafspilleren Amarok, instant-messenger-klienten Kopete og dvd/cd-brænderen K3B er nogle af de bedste opensource-applikationer, der findes. Hver af dem har taget turen over til KDE 4, hvilket giver KDE et mere samlet udtryk, hvis man bruger dem.

For brugere, der kommer fra KDE 3.5 eller Gnome, vil de glatte overgange i vinduesbevægelserne, de animerede ikoner og de sammensatte effekter virke overraskende.

Avancerede funktioner såsom aktivitetsstyring, global kontrol af musebevægelser og indlejrede KIO-slaver kan man ikke se på nogen Linux-desktop. Kombiner dem med den bedste filstyring, transparent netadgang og indbyggede onlineværktøjer, og vi har igen en opskrift på sejr. Vi håber blot, at det ikke er for lidt og for sent.