Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kampen mod den sløve pc

En langsom pc er hamrende irriterende, men der er hjælp at hente. Det danske program SLOW-PCfighter finder fejl i din computer og hjælper med til at holde den i topform.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Windows har alle dage været et operativsys-tem, der har en tendens til at blive ”forurenet” over tid. Jo flere programmer du installerer, og ikke mindst afinstallerer, jo mere kommer der rester på din computer, som kan være med til at sløve den ned.

Ikke mindst din registreringsdatabase har en tendens til at vokse over tid, og jo flere fejlbehæftede indgange du har her, jo flere kræfter skal din computer bruge på ingenting.

Men også ting som programmer, der starter op samtidig med Windows, fejlbehæftede programgenveje og fejl i fil- og stireferencer kan sænke tempoet på din pc.

Der findes en hel del programmer, der påstår, at de kan hjælpe dig, og mange af dem er endda gratis. Men det gælder samtidig, at en stor del af de programmer faktisk ikke kan hjælpe dig. I bedste tilfælde gør de ingenting, i værste tilfælde kan de få din computer til at blive ustabil.

Gratisprogrammer er som udgangspunkt de værste, men det skal dog lige siges med det samme, at der også findes gode gratisprogrammer, der kan booste din pc.

En dansk deltager

Folkene bag programmer som SPAMfighter og SPYWAREfighter har også et program, der kan rense din pc for ting, der sløver den. SLOW-PCfighter er deres bud på et program, der kan rydde op i registreringsdatabasen og andre steder på din computer, der sløver den.

Installationen af programmet gik helt problemfrit, og da programmet var aktiveret, satte vi det i gang med at undersøge vores computer.

På en computer, hvor der kun havde været installeret et enkelt stykke software, fandt det ikke mindre end 350 fejl i registreringsdatabasen. Det var uventet, men det gode var, at det så var de eneste fejl på vores computer, den fandt. Den udbedrede hurtigt fejlene, og efter vi havde kørt et par belastningstest på vores computer, kunne vi konstatere, at vores computer på ingen måde var blevet ustabil, hvilket umiddelbart var det vigtigste for os.

Derefter testede vi, om der var sket noget med hastigheden. Nu var det ikke just mange fejl, den havde fundet i registreringsdatabasen, så vi forventede ikke det store, hvilket var godt det samme. Men generelt var computeren blevet 3 procent hurtigere til både opstart og programafvikling, hvilket var meget tilfredsstillende på en stort set ny computer.

En af de rigtig gode ting ved SLOW-PCfighter er, at den automatisk tager en backup af registreringsdatabasen, og skulle det vise sig, at din computer opfører sig værre, end du havde håbet, så kan du gendanne din computer til tidligere tilstande. En rigtig god feature.

En af de ting, der adskiller dette program fra mange af de andre optimeringsprogrammer, vi har set, er, at du har en masse indstillingsmuligheder, du kan stille på.

Du kan for eksempel indstille, om programmet skal køre ved opstart, om det automatisk skal rette fejl, om det skal lukke, når fejlene er rettet, og meget mere.
Du kan også indstille, om der er specielle fejl, der ikke skal rettes (og fjerne de regler igen), du kan læse en log og se, hvilke fejl det er, der er blevet rettet tidligere, og du kan sætte programmet op til at køre på bestemte tidspunkter.

Stabilt godt program

Det sidste element i programmet er en lille værktøjskasse, hvor du kan indstille, hvilke programmer der skal starte op sammen med computeren. De slår programmerne til eller fra med et hak eller et flueben, og skulle du senere skifte mening, så kan du altid ændre indstillingen samme sted.

SLOW-PCfighter er et rigtig godt program. Der er ingen tvivl om, at det gør din computer hurtigere, uden at den på nogen måde bliver ustabil.

Kunne vi ønske os mere? Ja, vi kunne godt tænke os, at der var mulighed for nogle mere avancerede indstillinger, så os, der ved lidt mere om computere, har muligheden for at rode lidt dybere i systemet. Men det er faktisk alt, vi kunne ønske os.