Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kalibrer din skærm

Lad ikke en dårligt kalibreret skærm spolere dine spil og film. Ben Andrews og Torben Okholm viser skærmene, hvem der bestemmer.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stakkels gamle skærm. Når det gælder udvikling, har cpu’er og gpu’er ladet dig liggende gispende i det digitale støv. 4K-skærmopløsning er muligvis det næste store nummer, men prøv at udvide pixeltætheden hos en HTC One, så den dækker en 27”-skærm. Det giver noget, der svarer til 11K. Med andre ord er det 68,4 megapixel og en spiloplevelse, der skal måles i frames pr. uge, men det går vi let hen over.

Imidlertid hænger du sikkert på den gamle skærm et stykke tid endnu, og vi kan lige så godt få det bedste ud af den. Korrekt placering er en god begyndelse, og du får sikkert brug for at pusle med lysstyrke og kontast for at finde balancen mellem god synlighed og hovedpine, men det bliver virkelig sjovt, når du skal sikre dig, at farverne bliver vist korrekt. Hvordan finder man ud af, hvor tæt skærmens forestilling om rød og grøn stemmer overens med en veldefineret standard som sRGB-farver?

Tøv en kende. Før du går direkte til minitestene på side 52 i den tro, at denne form for pixelleg er forbeholdt Photoshop-junkies, bør du overveje dette: En skærm er dit primære redskab til interaktion med pc’en. Bevares, mus og tastatur hjælper, men de nytter ikke meget, hvis man ikke kan se noget.

En velkalibreret skærm er god til fotoredigering, men det betaler sig også at justere skærmen for at få den bedst mulige spil- og filmoplevelse. Er du træt af at blive overfaldet af dunkle fjender, som alle andre åbenbart kan se? Kalibrer. Forvirrer det dig, at hver anden i din Blu-ray-udgave af The Matrix ser ud, som om fotografen har skudt den gennem sine solbriller, eller at Shrek ligner en smølf, der har været i solcenter? Der er kun en ting at gøre. Bestil en synsprøve.

Glem alt om at få ekstra 100 MHz ud af din cpu, for du kan alligevel ikke se forskel. Giv i stedet din skærm lidt kærlighed til en afveksling.

Man skulle tro, at alle skærme bliver fabriks-kalibreret, så de viser sig fra deres bedste side. Det er trods alt ikke et tv; det er en skærm. Den skal levere et retvisende og nøjagtigt billede af det, der kommer ud af grafikkortet. Problemet er, at LCD-producenterne har forskellige forestillinger om, hvad optimal billedkvalitet er. Det er fint nok, hvis man blot vil følge med i det seneste reality-show, men mange af os stiller større krav til skærmen.

Skærmkalibrering sikrer, at farveoutputtet fra skærmen stemmer med en defineret standard, snarere end det, skærmen viser, når den forlader fabrikken. Kalibreringsprocessen ændrer intet på selve skærmen bortset fra interne indstillinger som lysstyrke og kontrast. I stedet opfanger kalibreringen de farver, skærmen udsender, og opretter en skræddersyet softwareprofil, der fortæller Windows og grafikdriverne, hvordan der skal kompenseres for eventuelle farveafvigelser. Grafikkortet kan ændre outputtet, således at det, man ser på skærmen, lever op til en fastsat farvestandard såsom sRGB eller Adobe RGB.

Vi overlader som regel alt dette nusseri til billedfanatikere, der har brug for den bedst mulige konsistens til billedredigering og udskrift. Men vi gaming- og videoentusiaster kan også nyde fordelen ved en modificeret skærm. Hvorfor skulle man indstille den ideelle muse-dpi, finjustere skræddersyede makroer og tune grafikkvaliteten for at få maksimale framerates, når dårlige kontrast-eller gammaindstillinger kan føre til et billede, der ligner noget, som bliver set gennem en svejsemaske?

En stor del af den visuelle tiltrækning ved et spil som Fez er dets omhyggeligt udvalgte farvepalet, og det giver derfor god mening at glemme skærmens farveroderi og se på de digitale miljøer, sådan som deres udviklere har tænkt sig det?

Præ-kalibrerings-tjek

Det er nemmere at sikre sig, at ens skærm er i topform, end man skulle tro. Bevares, man kan gå amok og bruge op til 10.000 kroner på professionel kalibreringshardware, men det ville være det glade vanvid, når man kan få mange flere interessante gadgets til den samme pris. Det kommer måske som en overraskelse, men det koster ikke en snus at få orden i det grundlæggende.

Lad os først sikre os, at skærmen er placeret korrekt. Dens øverste kant skal være midt i synsfeltet, når man ser ligeud. Nogle TN-baserede skærme kan se lidt triste ud i den stilling, og man skal i så fald hæve skærmen, indtil man kan se den øverste og den nederste halvdel så tydeligt som muligt.
Det omgivende lys spiller også en stor rolle for skærmbilledet. Prøv at minimere refleksioner i skærmen og foretag eventuelle kalibreringstest under dine typiske arbejdsforhold.

Med fare for at lyde lovlig indlysende: Sørg for, at din skærm er indstillet til den maksimale fabriksindstilling. I gamle dage så den store CRT-skærm flot ud ved forskellige opløsninger, men hvis man indstiller en LCD-skærm til mindre end den maksimale opløsning, får man sløret antialiasing, fordi skærmen døjer med at udvide det uventet lave pixelantal, der kommer fra grafikkortet, så det kan fylde skærmområdet ud.

Så skal vi ned i skærmens egne indstillinger. Nogle har flere indbyggede funktioner end andre, men du skal lede efter indstilling af farve-temperaturen. Den sætter tonen – eller varmen – af det lys, der bliver udsendt fra hver pixel, fra en temperatur på 2.500 K, hvilket omtrent svarer til det orangefarvede lys, som en traditionel glødepære udsender, til den blålige temperatur på 9.300 K (eller D93), som mange skærme er forudindstillet til.

Det kan se frisk og skarpt ud i Word, men spil og film bliver bedst vist ved en mere dagslys-balanceret farvetemperatur på 6.500 K eller D65. Hvis man går derned fra 9.300 K, ser det ud, som om verden er blevet sepiafarvet, men giv det en chance, for farverne bliver vist mere nøjagtigt.

Vi er næsten parate til at kalibrere, men hvis du først lige har tændt for din skærm, er det bedst at lade den varme op i mindst 20 minutter, så dens baggrundsbelysning når op på optimal lysstyrke og udsender en konsistent farvetemperatur.

Windows-kalibrering

Windows rummer en kalibreringsfunktion, men den er godt skjult. Du finder den ved at skrive kalibrer i søgeboksen i Windows 7 eller i Amuletter-søgeboksen i Windows 8, hvorefter du vælger ‘Kalibrer skærmfarver’.

Det første, du får lov at lege med, er gammaindstillingen. Den har du sikkert set nævnt i mange spil. Gammakorrektion kan lette dunkle skygger og afsløre luskede skiderikker, der står på spring, eller gendanne belyste detaljer fra en overmættet himmel.

Det er ret svært at definere gamma og gammakorrektion – man er nødt til at bruge ord som “relativ luminans” og “ikkelineær perceptuel respons”. Det vigtigste er, at gammakorrektion svarer til at justere lysstyrke og kontrast samtidig. Windows går ud fra Guldlok og de tre bjørne med eksempler på for meget gamma, for lidt og lige tilpas. Du skal blot køre en skyder op eller ned, indtil du når det ønskede kompromis.

Dernæst gælder det de afgørende justeringer af lysstyrke og kontrast. Også det foregår via skærmens indstillinger. Vi ser nogle triste Windows-billeder af en mand i hvid skjorte på en kontrastrig baggrund (kunne vi få lov at vælge mellem flere billeder, Microsoft?).

De eksempler, man bliver præsenteret for, er ikke netop ideelle til opgaven, og vi vil derfor senere se nærmere på, hvordan man sikrer sig, at man har de rigtige indstillinger af lysstyrke og kontrast.

Processen slutter med, at Windows giver en hånd med at indstille den korrekte farvebalance for skærmen. Man har tre skydere til at justere de røde, grønne og blå farvekanaler, plus en simpel gråtonegraf. Det er nemt nok, men det er ikke vanvittig nøjagtigt. Man kan reducere voldsomme kontraster, men hvis man vil gøre det bedre, er der ingen vej uden om at punge ud til kalibreringshardware.

Det var det. På stort set ingen tid har du fjernet eventuelle forstyrrende svipsere i billedkvaliteten, og du ser ikke rødt, når det ikke er nødvendigt. Det betyder dog ikke, at Windows er det eneste saliggørende inden for softwarekalibrering. Hvis du har lyst til at gå videre, kan du opstille dine egne kalibreringstest og stadig holde udgifterne nede på et minimum.

Gør det selv

Et problem ved at kalibrere skærmen med Windows er, at metoden kræver, at skærmen har indbygget indstilling af lysstyrke og kontast. Hvis det ikke gælder for din skærm, kan din grafikdriver-software utvivlsomt selv klare disse indstillinger, og den kan sikkert også ordne alt muligt andet. Nvidia Control omfatter for eksempel en funktion, der hedder Digital Vibrance, og som øger farvemætningen på en mere raffineret facon end en traditionel skyder.

Det kan gøre et spil som Far Cry 3 look ekstremt lysende, men husk, at effekten er rent fup og ikke har noget med skærmkalibrering at gøre.
Hvis vi vender tilbage til indstilling af lysstyrke og kontrast, skal du stadig bruge et prøvebillede for at kunne vide, hvor meget du skal justere.

Mænd i hvide skjorter eller for den sags skyld letpåklædte skønheder duer ikke rigtig til det formål. Lad os i stedet vende os mod den (næsten lige så spændende) gråtonegraf. Disse visuelle testeksempler bliver normalt brugt til printerkalibrering, men de fungerer lige så godt, når det gælder om at justere en skærm.

En hurtig Google-søgning burde levere varen, men sørg for, at du downloader en graf med mindst 20 trin af grå fra ren hvid til ren sort. Formålet her er at få hvert trin vist klart – fra skarp hvid til dyb blæksort.

Læg stor vægt på disse yderligheder, idet en skærm, der har lysstyrken skruet op på maksimum, ofte lader de lyseste gråtoner glide over i hvid og gør det modsatte, når den er indstillet for mørkt. De fleste ordentlige skærme bør kunne visse alle disse gråtoner separat, men hvis din ikke kan det, skal du prøve at ramme en balance mellem at vise så mange lyse og mørke toner som muligt.

Koncentrer dig nu om gammakorrektion. Freewareværktøjet QuickGamma er værd at prøve, for det giver langt bedre testmønstre, end Windows kan levere (http://quickgamma.de/indexen.html). Du bliver udsat for en hovedpine-genererende graf med alternerende lyse og mørke grå linjer.

Læn dig tilbage og knib øjnene sammen, således at linjerne fremstår som to tætte søjler. Ideelt set bør midtpunktet på skalaen, markeret som 2.2, vise baggrundsfarven, og de to søjler af alternerende linjer bør have den samme gråtone. Så er din gamma lige på kornet. Hvis gråtonerne er landet længere oppe eller nede på skalaen, skal du bruge plus- og minus-knapperne til højre til at øge eller reducere gammakorrektionen, således at testgrafen balancer ved 2.2.

Der er også funktioner til at justere separat for kanalerne rød, grøn og blå, og det er nyttigt, når man skal korrigere farveskygger. Pas imidlertid på: Disse separate justeringer kan ende med at forårsage flere problemer, end de løser. Faren består i, at man nemt kommer bort fra en fornuftig farvebalance og må døje med at vende tilbage til udgangspunktet uden at opgive alle sine justeringer.

Hardwarekalibrering

Uanset hvor alvorligt man tager sin softwarekalibrering, vil der altid være et svagt led i processen, nemlig det menneskelige øje. Vi kan ikke stole på det i denne situation. Selv hvis man har perfekt syn, giver øjet ikke en objektiv vurdering af farvebalance eller konsistens. Tag det klassiske optiske bedrag med en skygge på et skakbræt.

Sæt en Photoshop-farvevælger på begge sorte felter, og det viser sig, at de har nøjagtig samme gråtone. Men vores øjne kan ikke se det. Hvis vi skal løse det problem og kalibrere skærmen rigtigt, er der ingen vej uden om et robotøje. Men frygt ikke; kolorimetre kan man få relativt billigt. Men så ligner det heller ikke en rekvisit fra The Terminator.

Den pågældende enhed er beslægtet med det, et pladeværksted bruger til at matche lakfarver under en omlakering. Denne fikse lille gadget er som regel på størrelse med en mus, og den kræver kun en USB-forbindelse.

Placer den blot over skærmen, således at den hænger i midten, hvor en skærms lysstyrke normalt er bedst. Nu vil den medfølgende software flashe forskellige farver i en periode på flere minutter, så det altseende øje kan opfange dem. Dernæst sender den farvedata tilbage til softwaren, således at den kan oprette en skræddersyet Windows-farveprofil for din skærm. Mere avancerede kolorimetre kan sågar læse de omgivende lysniveauer og angive den optimale lysstyrke under de givne vilkår.

Kolorimetre er ikke den eneste form for hardware, man kan bruge til skærmkalibrering. Spektrofotometre ser ret ens ud og løser de samme opgaver, men de kan også kalibrere en printer, fordi de både kan analysere lys fra skærme og reflekteret lys fra udprintede farveprøver. Den eneste ulempe er prisen, idet spektrofoto-metre normalt koster mere end specialiseret hardware til skærm-kalibrering.

Når kalibreringen er færdig, og Windows har den unikke profil for skærmen, er vi næsten færdige. Husk, at lysstyrken og farvereproduktionen for enhver skærm ændrer sig med tiden. Derfor bør du gentage kalibreringsprocessen med nogle måneders mellemrum for at sikre konsistensen.

Vælg det rette kalibreringsværktøj

Med Windows eller andre softwareværktøjer kan man løse markante problemer med billedkvaliteten, så man ikke går glip af noget. når man spiller. Men hvis man vil være helt sikker på, at skærmens farveoutput er perfekt, skal man investere i hardware.

To varemærker deler markedet mellem sig: X-Rite Pantone og Datacolor. Det førstnævnte leverer et af de billigste kolorimetre, man kan få, ColorMunki Smile. Lad dig ikke skræmme af det fjollede navn, det er en brugervenlig gadget, der giver næsten samme nøjagtighed som enheder, der koster flere gange så meget.

Smile er i den billige ende, og man skal derfor vente i fem minutter, før farvekalibreringen er overstået, men når den er færdig og har gemt de justerede farveindstillinger til Windows, bliver de automatisk indlæst,når systemet booter. Man kan også installere kalibreringssoftwaren på mere end en maskine, hvis man også vil kalibrere andre maskiner.

Den eneste ulempe ved ColorMunki Smile er, at den ikke kan kalibrere en opsætning med flere skærme, og den kan ikke måle det omgivende lys, så man kan se, om skærmens lystyrke er rigtig. Til det formål skal man et trin op til en enhed som Datacolors Spyder 4 Pro. Her får man et mere seriøst udstyr, som kan få det bedste ud af skærmen.

Naturligvis kan man bruge endnu mere, men så kommer vi op i udstyr, der ikke blot scanner skærmen, men som også matcher den med det udskrevne materiale. Medmindre man er hardcore-entusiast, er det langt bedre at bruge pengene på en god skærm, der sandsynligvis er kalibreret udmærket fra fabrikken.

Fifty Shades of Grey bliver ikke et mesterværk, blot fordi man retter de grammatiske fejl. Tilsvarende kan selv det mest avancerede kalibreringsudstyr ikke råde bod på en ussel skærm.

Heldigvis koster en stor skærm med god billedkvalitet ikke længere en formue. Smartphone- og tabletrevolutionen har gjort meget for billedkvalitet og farvekonsistens. Producenter af desktopskærme står i kø for at levere god kvalitet til lave priser.

Hvis man ser bort fra den relativt høje pris, plejede ips-skærme at tabe til TN-baserede skærme, når det gælder responstid. Selvom ips-skærme stadig ikke kan nå de tal på 1 eller 2 MS, som de hurtigste TN-skærme leverer, kan mange af dem nu nå op på 6 MS, og det er nok til at eliminere mærkbare sløringer i selv de mest dramatiske spilsituationer.

Ips-skærme er stadig dyrere end TN-skærme, men forskellen er langt mindre, end den plejede at være. Det har betydet, at det tredje medlem af LCD-trioen, VA, nu er blevet relativt sjælden. Det er en skam, for VA-baserede skærme giver ofte en god balance mellemfarvenøjagtighed, responstid og pris. Hvis man ser sig for, kan man få en ips-skærm på 23 tommer og med 1920 x 1080 til små penge. Hvis du er i festhumør, er der mange billige 27”-skærme på 2560 x 1440 at vælge imellem. Du skal bare slå til.

Sådan virker kalibreringsværktøjer

For at forstå farvekalibrering må vi tilbage i tiden til en sort-hvid verden – i 1931. Dengang skabte man den første matematiske definition på de farver, som det menneskelige øje kan se: CIE 1931 Colour Space. Det gode er, at man kan definere koordinater for hver farve, og det er praktisk ved kalibrering.

Ideelt set skulle alle skærme kunne vise det samme farvespektrum, som vores øjne kan opfange, men udgiften til sådan en skærm ville få en Titan SLI-opsætning til at virke billig. For at få en mere realistisk standard skabte man mindre omfattende farvespektre såsom sRGB og Adobe RGB. Langt hovedparten af de eksisterende skærme viser sRGB-farvespektret, idet ips-skærme dækker de ekstra farver, som indgår i Adobes RGB-farvespektrum.

Kalibreringssoftware viser en række farver i dette spektrum. Dernæst aflæser kolorimeteret hver farve, der bliver vist, henholder den til sRGB-skemaet og finder den korrektion, der skal til for at få skærmens tolkning til at stemme med placeringen på sRGB-farvespektret.

Dernæst laver softwaren en farveprofil, der inddrager alle disse korrektioner i en enkelt tabel. Den bliver indlæst i grafikdriveren, så grafikkortet kan modificere sit farveoutput ud fra de værdier, der fremgår af farvekalibreringsprofilen.