Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
iPhone er foran på mange fronter, men ikke på kameraet. Her findes andre smartphones, som er langt stærkere. iPhone 4 rummer således et beskedent 5MP kamera, der akkurat lige kan betegnes som ”standardinventar” for smartphones.
Det bliver der tilsyneladende ændret på med den næste generation af den smarte mobil, for Sonys administrerende direktør Howard Stringer har netop fortalt Wall Street Journal, at Sony er i færd med at fremstille kamerakomponenter til Apple.
Det næste ”kamerabærende” produkt fra Apple forventes at blive iPhone 5, som med god sandsynlighed dukker op engang til sommer. OmniVision har leveret kameradele til de sidste par generationer af iPhone, men har haft problemer med at levere dele til et 8MP kamera. Derfor antages det, at det er denne opgave, Sony har overtaget.
Sony har selv stoppet glimrende kameraer i sine Sony Ericsson Xperia-mobiler, og man kan således forvente, at det bliver kameraer af denne kaliber, der vil dukke op i iPhone 5.