Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Sammen med en ny iPhone kommer vanen tro også et nyt mobilt styresystem fra Apple. Vi er nået til det tiende i rækken og det er klar til installation i aften, dansk tid.
Der er mange nyheder og store forandringer i vente for iPhone-brugerne. iOS 10 er faktisk den største opdatering til Apple-mobilerne nogensinde.
Ny måde at skrive beskeder
Beskeder får en stor overhaling. Det bliver muligt at skabe udtryksfulde meddelelser med animationer, der kan fylde hele skærm eller med beskeder i usynlig skrift og håndskrift. iPhone vil automatisk registrere, når du skriver et ord, der kan erstattes med en emoji, så du nemt kan krydre dine meddelelser med masser af ikoner. Tapback gør det desuden muligt at besvare en besked blot ved et simpelt tap.
Det vil være muligt at se indholdet af et link samt afspille medie-indhold direkte i Beskeder. Udviklere får adgang til at skabe indhold til app’en, så man i fremtiden kan forestille sig at foretage betalinger eller at arrangere en hel aften med middag og biograf-tur uden at forlade Beskeder.
Bedre stemmestyring
Siri vil også kunne langt mere i iOS 10. Den stemmestyrede assistent udvider sit virke til nye områder og flere apps, og den vil blive mere intelligent. Når du skriver beskeder, vil den eksempelvis kunne komme med kontekstbaserede forudsigelser, baseret på placering, kalender og kontakter. Udviklere får mulighed for at integrere Siri i deres apps, så mange flere ting på mobilen vil kunne stemmestyres.
Intelligent kort
Maps bliver ligeledes åbnet for udviklere, så man kan foretage bordbestilling, kalde en taxa og lignende direkte i app’en. Ud fra dine vaner og aftaler i din kalender vil kortet regne sig frem til hvilken rute, du skal ud på næste gang.
Photos vil forsøge at genoplive gamle minder med Memories, der graver billeder frem fra arkivet og præsentere dem i samlinger og videoer.
Styr hjemmet
Med Home App og det nye HomeKit bliver det nemmere at styre hjemmet med mobilen. Apple Music og Nyheder bliver samtidig redesignet fra bunden.
På et helt grundlæggende niveau vil iPhone komme til at opføre sig anderledes. Når du løfter mobilen vil den vise de nyeste notifikationer, mens 3D Touch vil være dybere integreret i styresystem og apps.
iOs 10 burde være klar til installation ved 20-tiden i aften. Det fungerer på iPhone 5 eller nyere, en iPad Air, iPad 4, iPad Pro, iPad mini 2 eller nyere.