Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Internettet i lommen

Mobilt bredbånd vinder hastigt frem, men hvis du gerne vil dele din netforbindelse med flere, så skal du også have en mobilrouter. Alt om DATA har kigget på D-links mobile 3G-router, der virker men ikke imponerer.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi har set en hastigt stigende udbredelse af det mobile internet, men normalt er det i form af et såkaldt 3G-modem, som gør, at din computer, og kun din computer, kan komme på nettet.

Men hvad nu, hvis du skal have familien med på ferie? Eller du sidder på din favorit-café med kollegaen, og I begge skal på nettet? Godt nok stiger antallet af steder rundt om i verden med gratis internet, men det er stadig langt fra almindeligt, at du kan komme på nettet uanset hvor i verden, du måtte befinde dig.

Det er også en af grundene til, at vi det sidste års tid har set de mobile 3G-routere komme på markedet. D-Link er en af de sidste, der er kommet med på vognen, og deres lille sag, kaldet MyPocket 3G HSDPA Router, eller DIR-457, har været en tur forbi Alt om DATAs testbænk.

Meget elegant design

Når en router skal være mobil, skal den kunne ligge i lommen eller ubesværet i tasken. Der er ingen tvivl om, at det har D-Link haft i tankerne, da de designede denne lille sag.

Meget smal - kun lige tyk nok til at et mini-usb-stik kan være i siden, og til at batteriet kan sættes ind i den. Elegante rundede hjørner og kun en knap der skifter mellem usb-modem og router, og den er placeret på modsatte side af usb-stikket. Det er virkelig en meget elegant lille sag, D-Link her har sendt på markedet.

Men udseendet er langt fra alt, selvom det er vigtigt med noget, du skal sidde og vise frem på din favorit-café. Det er også vigtigt at levere varen, så vi fulgte den korte installationsvejledning for at få sat vores nye router op.

Det gik ret hurtigt, vi skulle sætte vores 3G-simkort i routeren, sætte batteriet i, tilslutte den til vores laptop via det medfølgende usb-kabel og så tænde for den. Derefter startede der automatisk et lille »connection manager«-program op, som bruges til at konfigurere DIR-457 både som usb-modem og som WiFi-router.

Vi startede med at kigge på mulighederne for usb-modemmet. Her var der faktisk ikke så mange ting, vi kunne pille på. Eller rettere der var ting nok at pille på, men de handlede mest af alt om de parametre, der skulle gives, for at vores 3G-simkort kunne koble op mod nettet.

Vi kunne naturligvis også se kvaliteten af signalet, koble til og fra nettet, så vi ikke konstant var online og brugte formuer på den konto. Lidt mere interessant var det at skifte over til konfigurationen af WiFi-routeren. Eller rettere, det var ikke så helt ligefremt.

De fleste funktioner var tilgængelige via store knapper i programmet, men det var ikke tilfældet for WiFi-indstillingerne. Vi måtte op i menulinjen for at finde funktionen, der skiftede over til WiFi-konfigurationen.

Nu kunne vi så navngive vores trådløse netværk, angive kryptering, kode og lignende - alt sammen ting som vi kendte fra vores normale routere.

Vi afprøvede nu først DIR-457 som usb-modem, og det virkede upåklageligt. Vi klikkede på »connect«, og så kunne vi ellers surfe på nettet, lige som vi lystede. Siderne blev leveret med en rimelig hastighed, men hvor hurtigt du får siderne afhænger naturligvis både af routeren og af det abonnement, du har købt hos din 3G-udbyder.

Dernæst slukkede vi for enheden, slog over på router-tilstand og tændte igen. Vi fandt hurtigt det trådløse netværk og koblede uden problemer op mod det. Men selvom vi var forbundet til DIR-457, kom vi altså ikke på nettet.

Efter en del hovedbrud, forgæves bladren rundt i manualen, gik det op for os, at vi havde sat konfigureret WiFi-delen til automatisk konfiguration, når den skulle på nettet. Det virkede tydeligvis ikke.

Vi fandt detaljerne om opkobling til vores 3G-udbyder, valgte manuel konfiguration og da vi nu tændte for routeren, kom vi let og problemfrit på nettet. Denne lille finte kunne godt have været beskrevet bedre enten i manualen eller på konfigurationssiden.

Men ellers er der ikke meget at klage over, DIR-457 virker fint og kører dejlig længe på batteriet. En god lille ting at have med i byen, på ferien eller ud i haven.