Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Internettet kan kollapse

Mængden af spam er hastigt voksende, og det stresser internettet så meget, at sikkerhedssystemerne risikerer at bryde sammen.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er, hvad Dan Joe Barry fra netværksvirksomheden Napatech forudser, kan ske, i takt med at mængden af spam og malwareangreb stiger ekstremt hurtigt.

»Netværkssikkerhedssystemer er under pres. Du oplever det nok endnu ikke, men det vil du snart komme til. Den dobbelte udfordring i at håndtere flere angreb ved højere hastigheder truer med at underminere stabiliteten af den vigtigste kommercielle platform i det 21. århundrede: internettet,« siger Dan Joe Barry, Vice President of Marketing, til Alt om DATA.

Den kommercielle platform

Siden internettet blev gjort tilgængeligt for offentligheden, har vi langsomt vænnet os til at være online. I begyndelsen var det kun de få, der virkelig var på nettet, og dem, der var der, brugte primært nettet til diskussioner i såkaldte newsgroups.

Men langsomt voksede internettet, det blev populært hos snart sagt alle, og efterhånden flyttede flere og flere ting over på nettet.

For mange private er internettet lig med at surfe på nettet, tjekke e-mail og chatte. Men internettet og ip-baserede netværk i almindelighed er blevet grundlaget for en række kommercielle tjenester, der har en markant påvirkning af vores hverdag.

Tænk bare på, hvor almindeligt det er at handle online eller bruge netbank. På samme måde har virksomheder flyttet mange af deres forretningsgange over på nettet.

»Den finansielle verden er nu blevet afhængig af internettet til at udføre bankforretninger og investeringstransaktioner med nogle gange flere tusinde i sekundet. Regeringer og offentlige sektorer er også flyttet online, og internettet bruges til undervisning og efterhånden også som telemedicin. Og med cloud computing vil virksomhederne blive endnu mere afhængige af et internet til at understøtte deres forretninger,« siger Dan Joe Barry.

Så skulle det værste ske, og internettet pludselig kollapsede under en stigende mængde spam og malware, så vil det få en næsten uhyggelig stor indvirkning på såvel private som virksomheder. Mange virksomheder vil næppe overleve længe uden internettet, og mange private vil ligeledes få økonomiske problemer som følge af en verden uden et internet.

Kriminaliteten flytter online

Det lyder umiddelbart som dommedagsprofetier, men desværre taler statistikkerne deres tydelige sprog. Trend Micro har således blandt andet holdt øje med mængden af malware (og her snakker vi om unikke eksemplarer, ikke den totale bestand).

Omkring 1988 var der 1.738 kendte malware-eksemplarer, et tal, der voksede til 177.615 i 1998, og som med udgangen af 2008 havde passeret 7.100.000. Selvom internettet er blevet udbygget markant over de seneste 20 år, så stiger belastningen hurtigere, end hardwareudbygningen kan følge med, og i de ovenstående tal er mængden af spam slet ikke taget med.

Der hvor problemet ligger begravet, er, at det ikke kun er virksomheder og private, der er flyttet online. De kriminelle har ligeledes flyttet deres aktiviteter online, og selvom netværkssikkerhedssystemer kæmper med at bekæmpe disse nye angreb og trusler, så hurtigt som de opstår, så er det næsten en tabt sag.

»Vi kæmper mod modstandere, der er mindst lige så intelligente til at udnytte svagheder i netværk og applikationer, som vi er til at opdage angreb,« siger Dan Joe Barry.Han identificerer tre områder, som netværkssikkerhedssystemerne skal være i stand til at håndtere:

»De skal være i stand til at håndtere op til 15 millioner pakker i sekundet pr. port i hver retning. De skal have den nødvendige computerkraft og hukommelse til at analysere pakker i realtid, og de skal kunne skaleres, så de kan detektere millioner af nye malware-eksemplarer og håndtere højere hastigheder. Det er store krav, og jeg håber, at alle udviklere af netværk og sikkerhedssystemer holder sig dem for øje, så vi undgår et kollaps af internettet,” slutter Dan Joe Barry.