Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
For cirka 20 år siden besøgte den ene af denne artikels forfattere IBM’s udviklingslaboratorium i Silicon Valley, som var – og i nogen grad stadig er – befolket af langhårede sandalhippier, der tænker store tanker. Et af datidens fantasifænomener var køleskabet, der kunne kommunikere med madvarerne og automatisk lade familiens medlemmer vide, når mælken var ved at blive sur, så en liter sød automatisk kunne føjes til den digitale indkøbsliste.
Det var store fremtidstanker i en tid, hvor vi kun lige havde set konturerne af en teknologi, der så markant skulle ændre vores dagligdag. Hvem kan i dag forestille sig en tilværelse uden internettet? Men dengang var nettet endnu en hemmelighed for milliarder af mennesker. Siden er vi blevet præsenteret for mange andre fremtidsvisioner af samme slags.
Det er blevet forudsagt mange gange, at først havde vi personernes internet, og siden skulle vi også få tingenes internet. Eller sagt med andre ord: Snart ville mange af de ting og redskaber, vi omgiver os med, også kommunikere via nettet.
Undervejs i dette forløb er ordformlen ”Internet of Things” dukket op, og vi kunne nu føle os endnu mere sikre på, at noget nyt var på vej. Begrebet blev introduceret i 2002 af forskeren Kevin Ashton fra universitetet MIT i Massachusetts i USA.
Han er tankemanden bag de såkaldte RFID-tags (radiofrekvens-identifikation), som er små enheder – kun lidt større end et riskorn – der kan placeres på tøj, madvarer, elektronik, flydele og alt muligt andet og sende meddelelser til radiosensorer om, hvor de befinder sig, hvilken tilstand de er i, og hvad de kan udføre.
Det er simpel elektronik, men bestemt en begyndelse til at forbinde ting med nettet. Dermed også sagt, at tingenes internet ikke kun er et begreb, men at det rent faktisk er ankommet. Det dukker bare tit op der, hvor man ikke ser det.
Elektronikken skrumper
Baggrunden for, at tingenes internet bliver mere og mere interessant, er først og fremmest, at elektronikken skrumper. I dag kan elektronik med indbyggede sensorer og computerkredsløb blive så små, at de kan puttes ind i kapsler og flyde rundt med blodbanerne, hvor de registrerer forkalkninger og andre dårligdomme.
Men det arketypiske tegn på tingenes internet er stadig det sagnomspundne køleskab, der via nettet kan fortælle dig, om mælken er sur, og om du er løbet tør for kartofler. Det har længe været en interessant idé, og fra tid til anden skitseres der prototyper, men endnu er det ikke sat i produktion. Det er næppe, fordi det ikke kan laves. Men snarere, fordi det er for dyrt at lave, så det fungerer og vil kræve store investeringer i detailleddet, og at vi ikke rigtig har behov for at kigge på pc’en, mobilen eller tabletten for at se, om osten har passeret sidste brugsdag.
Også de mange motions- og helsearmbånd, som på det seneste er dukket op, og som kan kommunikere med din computer eller tablet via din smartphone, må vel kaldes ting på nettet. Det samme gælder de nye smarte ure, trådløse printere, routere, smart-tv’er og andet, som udnytter nettet. De tæller dog ikke rigtigt, for det er jo ting fra it-sfæren, og det, mange af os måske drømmer om, er, at ganske almindelige brugsgenstande får et cyberliv.
Forsikringen tjekker din bil
For at ting skal blive brugt og ikke kun opfundet, skal de dække et behov. Analysefirmaet McKinsey har i et studie kigget på, hvilke ting der i erhvervssammenhæng kan hoppe på nettet. Forskerne bag rapporten ser store forretningsmuligheder for en række brancher, og her er det især indbyggede sensorer, som er interessante, for de giver mulighed for at måle og registrere præcist og detaljeret på steder, hvor man ikke tidligere kunne hente data.
Mulighederne er utallige. Forsikringsbranchen vil kunne udstyre biler med sensorer, så kundens forsikringspræmie kan indrettes efter, hvor pænt bilisten kører og ikke efter alder og køn som i dag. Udlejningsbiler kan fortælle biludlejeren, hvor de befinder sig, og dermed kan man droppe udlejningskontorer og lade folk selv finde ledige udlejningsbiler ved hjælp af en app på deres smartphone, sådan som amerikanske Zipcar gør det.
Sensorer kan også placeres i veje og broer eller i naturen for at fortælle om risiko for skader og katastrofer. Allerede i dag benytter vejvæsener verden over sensorer i vejbanen til at fortælle bilisterne om for eksempel frostrisiko.
I mange tilfælde handler ting på internettet altså ikke om, at vi alle kan følge dem på nettet, men at bestemte firmaer eller personer (dig!) kan kontrollere eller indsamle information om ejendele. Tingene er ikke frie individer ligesom mennesker. De er vores umælende tjenere. Og nettet giver os endnu mere kontrol over dem.
De forbrugerrettede tjenester har dog næsten alle sammen en brugerflade, der kan tilgås via nettet. Hidtil er det sket fra pc-skærme. Men den mobile revolution, som siden 2007 har givet os smartphones, tablets og siden apps har sat yderligere skub i kombinationen af nettet og ting. Og her skal tingene ikke blot overvåges, men de skal kunne fjernstyres.
I dag nøjes du ikke med at tjekke temperaturen via nettet. Der findes systemer, hvor du kan skrue op for varmen i sommerhuset, så der er lunt, når du ankommer. Du kan tænde og slukke for lyset i din lejlighed. Eller du kan se, hvornår vaskemaskinen i kælderen er færdig med at vaske, så du ikke skal rende forgæves efter tørretøjet.
Og det intelligente køleskab? Ja, det er måske alligevel på vej. Verden over arbejdes der på at udvikle integrerede tjenester til det intelligente hjem, så alle funktioner i boligen kan styres fra en applikation – og det skal naturligvis være en app på en mobiltelefon. På den seneste elektronikmesse CES viste LG konceptet HomeChat, som gør det muligt at sende besked fra supermarkedet til køleskabet derhjemme for at få at vide, hvad det rummer.
Man kan også kontakte støvsugerrobotten for at tjekke, hvornår den sidst gjorde rent og sætte den i arbejde.
HomeChat er, som navnet antyder, stemmestyret, så du kan via en app fortælle den fælles styring i boligen, at du rejser på ferie, og så går køleskabet ind i strømbesparelsesmode, støvsugeren slukker, udelyset tændes osv. Tingenes internet vil i høj grad komme til handle om fjernstyring af vores brugsgenstande. Og der er LG’s bud blot et af de første.
For som Matt Webb, der er direktør for det amerikanske firma Berg Cloud, siger: ”At forbinde produkter til nettet bliver det 21. århundredes elektrificering”.
Ting, der skal på nettet, udnytter alle eksisterende, tekniske kommunikationsplatforme. Ingen er bedre end nogen anden – formålet, behov og praktiske omstændigheder afgør valget.
Objekter, der rummer en sender vil udnytte mobilnettet, Wi-Fi-net (både derhjemme og offentlige) eller en trådløs Bluetooth-forbindelse.
Ting, der er passive og ikke har en indbygget energikilde, vil kommunikere via de særlige RFID-sensorer, som spås en stor fremtid i detailbutikker, eller gøre brug af den ret nye NFC-teknologi, hvor ting kan identificeres ved at blive berørt af et NFC-produkt, for eksempel en smartphone.
Endelig vil gps-teknologien eller dens efterfølgere blive brugt til lokalisering præcis, som det sker i dag.
Tingenes internet er ikke nogen ny teknologi i sig selv, men en ny måde at udnytte eksisterende teknologi på.
Der er flere måder at ”måle” tingenes internet på. Analysefirma Gartner forudser, at såkaldte wearables, elektronik vi bærer rundt på, vil nå en global omsætning på 27,5 milliarder kroner om blot to år, og at væksten vil være så eksplosiv, at omsætningen når 100 milliarder kroner i 2018.
Cisco har kigget på antallet af dimser. Lige nu er knap 9 milliarder enheder koblet på nettet ud over hele kloden. I 2020 vil det tal være vokset til 75 milliarder, forudses det af netværksproducentens analytikere.
