Danmark er det land i verden hvor den største procentdel af indbyggerne bruger Facebook, og der er nok en del af os der har opdaget, at den sociale tjeneste kan være noget af en tidsrøver.
Læs også
Der skal både quizzes med vennerne og ens status skal opdateres helst én gang i timen. Men HP er ligeglad med tidstabet, og opfordrer sine 700 danske ansatte til at komme i gang med at bruge tjenesten i arbejdstiden.
For Facebook er en vigtig del af den daglige kommunikation, og kan lære medarbejderne om hvordan nye medier fungerer, mener HP. Og det er derfor, at elektronikgiganten har ansat en Facebook-konsulent, der underviser kollegerne i at logge på og skrive på hinandens vægge.
- Facebook er allerede en integreret del af den måde, som vores medarbejdere kommunikerer på. Derfor giver det heller ikke nogen mening at blokere for brug af Facebook i arbejdstiden. Vi har i stedet valgt at undervise medarbejdere i brug af Facebook, hvis de ønsker at bruge websitet i arbejdstiden, siger HP‛s direktør Keld Jersild Olsen.
HP-ansatte lærer på kurser om hvordan man undgår sikkerhedsproblemer på Facebook, og om hvilke informationer man skal lade være med at skrive på sin profil.
