Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hybrid Ultrabook går på skrump iført urrem

Det har en snert af karma over sig, at computerne trænger ind på urenes domæne via de nye smart-watches. Men nu trænger urremmen ind på computeren på denne Ultrabook.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lenovo Yoga 3 Pro er tredje generation af den populære hybride Ultrabook. Den minder overordnet set om forgængeren, udviklingen er dog fortsat ufortrødent hen imod en lettere og tyndere computer.

Således er vægten sænket til beskedne 1,19 kg, hvilket er meget lavt for en 13,3"-bærbar. Tværsnittet er også skrumpet til 12,8 mm på tykkeste sted.

At gå rundt med Yoga 3 Pro under armen føles ikke anderledes end at bære på en tynd dokumentmappe, det er mobilitet i højeste potens.

Intakt kvalitetsfølelse

Trods den beskedne vægt og det spinkle ydre, er der tale om en solid bærbar, der virker stabil i såvel lukket som åben tilstand. Kabinettets metallegering udgør en fin kontrast til det indre, der er dækket af et mørkt gummiagtigt materiale.

Den mest iøjnefaldende nyskabelse, er det nykonstruerede metalhængsel, der er inspireret af den klassiske urrem.

Hængslet er udført af 813 stykker aluminium og stål, og det ser glimrende ud set i profil eller bagfra. Når den bærbare er åbnet ses indersiden af hængslet mellem skærm og kabinet.

Specifikationerne er udmærkede, men det er brugeroplevelsen, der trækker smil frem.

Her bryder hængslet lidt de rene linjer, men sørger for kontrast til de mørke omgivelser. Hængslet er stabilt, hvad enten der er tale om bærbar tilstand, stand-mode, telt-mode eller tablet-mode.

Den eneste bekymring, man kan have ved hængslet, er, om den komplicerede konstruktion med de mange enkeltdele kan vise sig at være følsom overfor støv og skidt.

Intel Core M

Den testede Yoga 3 Pro er udstyret med en Intel Core M-5Y70 dual core-processor på 1,1 GHz. Processoren understøtter Hyper Threading, og via Turbo Boost 2.0 kan hastigheden i korte stræk hæves til 2,6 GHz. Den indbyggede CPU-grafik hedder i dette tilfælde Intel HD Graphics 5300.

Processoren sigter mod et lavt strømforbrug, TDP er på 4,5 watt, ydelsen prioriteres lidt lavere, selvom den slet ikke er så ringe.

Yoga 3 Pro leverer en meget tilfredsstillende brugsoplevelse med en responsiv adfærd. Alt afvikles hurtigt og glidende. Det skyldes ikke kun processoren. Vi har målt ydelsen med Sandra 2014. Her scorer den en aggregeret score på 28,33 GOPS i den CPU-aritmetiske test. Ikke en voldsom ydelse isoleret set, men den samlede oplevelse er, at kontorprogrammer, underholdning og diverse andre ikke for tunge opgaver mestres på en overbevisende måde.

De 8 GB ddr3L-ram og en hurtig ssd fra Samsung på 256 GB sørger for den komplette oplevelse. Ssd’en har en sekventiel læsehastighed på 474,2 MB/s og en tilsvarende skrivehastighed på 263,8 MB/s

Overbevisende i brug

Yoga 3 Pro har en god hardwaresammensætning, og byder blandt andet på Wi-Fi 802.11ac samt baggrundsbelyst tastatur.

Tastaturets taster har en tilpas vandring og en subtil feedback, der gør det behageligt at skrive på. Clickpad føles næsten lige så god. Den 13,3" touchskærm med dens opløsning på 3200 x 1800 pixel er skarp og har god farvevisning samt betragtningsvinkler. Touch fungerer også godt på enheden.

Der er 2 USB 3.0-porte, USB 2.0/skærmport, 4-i-1-kortlæser og en microHDMI-udgang. Batterilevetiden er målt til 5 timer 36 minutter i Powermarks produktivitetstest. I den mere krævende balancerede test varer batteriet 4 timer 27 minutter, det er fint, men ikke skelsættende godt.