Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hybrid til profferne

Surface Pro er Microsofts bud på en Windows 8-computer, der både fungerer som arbejdsbærbar og som tablet. Den er væsentligt bedre end Surface RT, der kom tidligere på året og et virkelig solidt bud på en mobil arbejdsmaskine.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det kan undre gevaldigt, hvorfor Microsoft valgte at sende den blodfattige og stærkt amputerede Surface RT på markedet før Surface Pro. Måske fordi Surface RT skulle vise, at man godt kan lave en velfungerende tablet med Windows 8. Det viste den bare ikke.

I stedet plantede den en vis skepsis omkring Microsofts vision med Windows 8 og softwaregigantens forsøg på at sammensmelte systemet med deres egen hardware.
Havde Microsoft sendt Surface Pro i butikkerne først, var budskabet formentlig gået meget klarere ind. For med den mellem hænderne er det endelig til at begribe potentialet i dette projekt og til at indse, at Microsoft langt hen ad vejen har fat i den lange ende.

Selvom Surface Pro rent fysisk er udformet som en tablet, skal man ikke lade sig narre. Hvad der sidder indeni den kompakte touchmaskine, svarer til det, du finder i en veludrustet bærbar - Core i5-processor, 4 GB ram og SD-lager på enten 64 GB eller 128 GB.

Det giver kræfter nok til at klare alt, hvad der ikke lige er hardcore videoredigering eller 3D-spil i et snuptag. Styresystemet er den fulde version af Windows 8, og derfor er der stort set frit slag for at bruge Surface Pro til, hvad du vil. Vi udsatte den for lidt billedredigering i Photoshop og et par spil i den mellemtunge afdeling, og det klarede den uden meget besvær.

Dog bliver den en smule varm, når den presses, og det samme gælder i øvrigt også, når den lader op. Det endda på trods af at den er væsentlig tykkere end den ARM-baserede Surface RT og har udluftningsrevner hele vejen rundt. Vi klager dog ikke, for det er ret utroligt, at du kan klemme kræfter af denne kaliber ned i så lille en maskine.

Ligesom Surface RT kan man vippe et kickstand ud på bagsiden af enheden, så skærmen står oprejst og desuden klikke et tastatur under den, så den fungerer som en lille bærbar.

Systemet fungerer glimrende og er vel nok det hidtil mest vellykkede forsøg på at transformere en tablet til en bærbar (eller var det omvendt?). Som en lille mobil maskine til at skrive, redigere Excel-ark og lave præsentationer på farten med er der således ikke meget, der slår den. Office-pakken medfølger dog ikke og heller ikke tastaturet, som i sig selv koster 1000 kroner.

Læs hele anmeldelsen i Alt om DATA 11/2013.