Den britiske avis Daily Mail skrev i maj sidste år, at: »En halv time efter at have set filmen Alice in Wonderland i 3D fik Josh James et blackout på vej hjem og kørte galt i sin bil. Kan synderen være 3D?«

Det mener James afgjort, og mange aviser synes at være enige med ham. I de seneste måneder er vi blevet bombarderet med rystende historier om 3D. De går lige fra rygter om, at 3D-skærme og -film beskadiger vores syn, til avisen The Suns påstand om, at nogle brugere af Nintendo 3DS »blev ved med at se websider i 3D, efter at de havde forladt konsollen og havde sat sig ved pc’en«.

I betragtning af at producenterne selv advarer gravide kvinder, børn og alkoholikere mod at bruge teknologien, er det ikke så sært, at nogle bliver nervøse. Men er der nogen hold i rygterne, eller opfinder folk problemer, der ikke eksisterer?

Der er intet nyt i skærmrelaterede skrækhistorier, og sommetider er der faktisk grund til bekymring. I maj 1967 kom der advarsler om, at man ikke måtte sidde for tæt på fjernsynet. General Electric indrømmede, at nogle af virksomhedens fjernsynsapparater udsendte farlige mængder røntgenstråler.

Som der stod i Time: »Eftersom strålingen vendte nedad, ville de færreste seere tage skade. Men man var bekymret for børn, der sidder på gulvet tæt på et fjernsyn, som står på et bord eller en hylde. Røntgenstråler, der udgik fra åbninger i bunden af disse apparater, kunne forårsage alvorlige øjenskader inden for en time.«

Det problem blev løst for 44 år siden, men i dag advarer vi stadig børnene mod at sidde for tæt på skærmen – selvom vores fokus er flyttet til bekymring for, at børnene udvikler ”firkantede øjne” på grund af tv’er, pc’er og spilkonsoller. Der er ingen tvivl om, at det kan belaste øjnene, hvis man sidder for tæt på en skærm i lang tid, men der sker ingen varig skade.

Et barn kan ikke blive nærsynet af det, men hvis barnet er ved at udvikle nærsynethed, kan det meget vel sætte sig tættere på skærmen for bedre at kunne se. Det fører til en forståelig sammenblanding af årsag og virkning: Det at sidde for tæt på er et symptom på problemet, ikke dets årsag. Kan den samme sammenblanding finde sted i forbindelse med 3D?

Spil som Crysis 2 kan friste os til at bruge 3D-skærme i længere tid, end øjnene bryder sig om.

Det, aviserne skriver

Ifølge The Sun har 3D-virkningen i Nintendos 3DS gjort masser af spillere syge: »Fans belejrede gadget-websites og Twitter for at klage over svimmelhed, hovedpine og sygdom efter at have spillet i ganske få minutter.«

Daily Mail skrev: »Undersøgelser viser, at hos op til 20 procent af brugerne kan 3D forårsage fysisk sygdom,« og Fox News hævdede, at »fra Hollywood-studierne til japanske tv-producenter satser stærke forretningsinteresser på, at 3D er fremtiden inden for underholdning, selvom der er en alvorlig ulempe: Millioner af mennesker får det skidt eller bliver syge.« Fox News hævder, at disse problemer påpåvirker en ud af fire seere, The Daily Mail siger en ud af fem, The Sun taler om »tusinder af rasende spillere«. Er der noget sandt i alt det?

Daily Mail har bragt mange artikler om folk, der får ubehag af at se på 3D-skærme.

Det korte svar er nej. The Suns påstand om, at tusinder af 3DS-ejere har returneret deres håndholdte konsoller, blev hurtigt afkræftet af Nintendo og vores søsterblad T3, som opdagede, at der kun var tale om fem klager, og at Nintendo havde fået færre enheder retur end ved tidligere lanceringer.

Fox News indrømmede til sidst, at det med en ud af fire stammede fra »en uvidenskabelig online-undersøgelse.« Konklusionen var ikke, at en ud af fire tog skade; den viste, at en ud af fire deltagere i undersøgelsen havde følt »ubehag«.

Det gør en stor forskel. Artiklen i Daily Mail byggede på en enkelt undersøgelse med kun 39 deltagere, og ingen af dem var faktisk blevet syge. Det er indlysende, at der bliver overdrevet, men det betyder ikke, at 3D ikke forårsager problemer. Det kan ske, og det gør det. I farlig målestok?

Der er tre centrale facetter ved 3D. Den første er, at 3D kan gøre en syg og udløse symptomer som svær hovedpine, træthed og kvalme. Den anden er, at 3D kan føre til desorientering, som kan resultere i hændelser som Josh James’ bilulykke. Den tredje er, at 3D kan beskadige børns syn.

Den videnskabelige vinkel

Der er ingen tvivl om, at de to første fænomener er ægte nok. Vi kan få de samme symptomer ved blot at se på 2D-billeder, læse bøger og kigge ud ad forruden på vejen. Hvis man fokuserer på et enkelt punkt i for lang tid, trætter man øjenmusklerne og belaster øjet.

Symptomerne kan være hovedpine, svimmelhed, køresyge, kvalme, sløret eller dobbelt syn og koncentrationsproblemer. Den desorientering, som Josh James beskrev, lyder som et alvorligt eksempel på en sådan belastning, men selvom den var ubehagelig og farlig for ham, er den slags symptomer meget sjældne.

3D-spil: »Virkningen er stærkere, men også mindre trættende.«

De vigtigste faktorer i forbindelse med øjenbelastning er dens varighed og afstanden til skærmen, men en anden faktor kan være frekvensen i den skærm, man ser på. Nogle mennesker er følsomme over for lave frekvenser i både 2D og 3D, og hvis de bærer et par 120Hz-aktive 3D-briller, bliver de udsat for 60 glimt i sekundet pr. øje, idet brillernes glas bliver henholdsvis mørke og lyse. Hurtigere briller med en højere frekvens kan være med til at reducere denne virkning.

En anden faktor kan knytte sig til selve 3D-begrebet. Larry Benjamin er formand for Education Committee for the Royal College of Ophthalmologists: »Hovedprincippet ved 3D-visning er at sende et billede til det venstre øje og et andet billede af den samme scene til det højre. Hjernen lægger de to billeder sammen og danner indtrykket af en genstand med dybde.«

Det er et trick, men det virker ikke på alle. »Omkring 2-3 procent af befolkningen kan ikke se 3D på grund af skelen eller et øjenproblem, der bliver udviklet senere i livet – og man skal have et godt syn på begge øjne for at kunne se 3D,« siger Benjamin. »Det skyldes, at synsevnen er forskellig fra øje til øje.

Det kan man konstatere ved at se på den samme genstand med ét øje og derefter se på den med det andet øje. Billedet flytter sig en lille smule. Teorien er, at det hjælper os med at vurdere dybde og afstand.«

Artiklen i Daily Mail bygger på undersøgelsen Measuring Visual Fatigue and Visual Discomfort Associated with 3D Displays (http://bit.ly/vzeUBT). Undersøgelsen vis-te, at for folk med velfungerende samsyn giver 3D overhovedet ingen problemer. Men folk med moderat samsyn »er mere tilbøjelige til at få problemer som følge af stereoskopisk visning«.

En senere undersøgelse, der er foretaget af de samme forskere, An Exploration of the Initial Effects of Stereoscopic Displays on Optometric Parameters (http://1.usa.gov/m2C1gF), konkluderer: »Når raske voksne mennesker med normalt samsyn så på tekstbilleder på tre meters afstand i ekstrem 3D-visning i kortere tidsrum, var der ingen klinisk signifikante ændringer i testvariablerne sammenlignet med 2D-visning.«

Af alle de potentielle problemer med 3D er dette det vigtigste. Hvis ens samsyn ikke er perfekt, kan 3D-billeder fremstå slørede – og så rækker man snart ud efter hovedpinepillerne. Men værre er det altså ikke. Som Larry Benjamin udtrykker det: »Man kan ikke beskadige sine øjne ved at se en 3D-film, men hvis man tilbringer ekstremt lang tid med denne beskæftigelse, kan man pådrage sig en svag hovedpine på grund af belastningen af øjnene.«

Mange nye historier om 3D overdriver risikoen.

Tag fusen på hjernen

Mange af avisartiklerne har citeret professor Martin Banks, der er leder af University of California, Berkeley, Visual Space Perception Laboratory, men hans holdning er helt anderledes and avisernes: »Der er nogle ting, man skal passe på, men efter min mening er det mest overbevisende, at folk får det skidt, ikke at deres helbred bliver påvirket.«

Banks siger, at den måde, hvorpå vi fokuserer på 3D-billeder, i nogle tilfælde kan forårsage ubehag hos folk, der bruger 3D-skærme. »Det fænomen, vi ved mest om, er den såkaldte vergens-akkomodation-effekt.

Vergens er den måde, hvorpå vi styrer vores øjne og fikserer på et punkt. Vi fører vores øjne mod hinanden, når vi skal se på noget, der er tæt på, og spreder dem, når vi skal se langt. Akkomodation er øjnenes fokusrespons. Vi ændrer linsens facon i øjet for at fremkalde skarpe billeder på nethinden.«

Med 3D beder vi vores øjne og hjerne gøre sære ting. »I den virkelige verden er de afstande, som øjnene skal konvergere og akkomodere til, de samme. Derfor bliver responserne koblet i hjernen,« siger Banks. »Med stereobilleder skal øjnene konvergere til afstanden af indholdet (sommetider foran skærmen, sommetider på skærmen, sommetider bag skærmen), samtidig med at vi konstant fokuserer på skærmen, hvorfra lyset kommer. Det kræver, at hjernen konvergerer og akkomoderer ved to forskellige afstande, og det har vist sig at kunne forårsage ubehag, træthed og i visse tilfælde hovedpine.«

Den gode nyhed er, at det ikke er alle, der har øjenproblemer. Den dårlige nyhed er, at jo yngre man er, og jo tættere man er på skærmen, desto større er sandsynligheden for at få problemer. »Problemet aftager med alderen og berører ikke personer over 50 år,« siger Banks. »Problemet aftager også med øget afstand. Derfor er videospil afgjort et relevant emne, når det gælder disse problemer, fordi synsafstanden er kort, og den typiske bruger er ung.«

»3D-kiggeri kan faktisk være med til at afsløre uopdagede skavanker,« siger AOD.

Øjnene lyver

Stephen Hicks fra Oxford Universitys Depart- ment of Clinical Neurosciences tror, at der er meget ringe risiko for permanente virkninger: »Det er meget vanskeligt at forårsage permanente ændringer af synet. Skelen og amblyopi (dovent øje) er udbredte synssvækkelser hos børn. Det svage øje hæmmer almindeligt samsyn.

Behandlingen består ofte i at sætte en klap for det stærke øje med henblik på at øge styrken i det svage. Det kan omfatte adskillige timers brug af klappen hver dag, og behandlingen kan sommetider stå på i flere måneder. Det er en specialiseret proces, der korrigerer en meget svag skavank – hvis man skal fremkalde en forringelse af synet, vil det kræve en langt større indsats, og der er måske alligevel ingen permanent virkning.«

Hicks beskriver et velkendt visuelt eksperiment, der vender synet på hovedet. »Folk konstaterede, at når de blev iført briller, der vender op og ned på verden, er alting til at begynde med meget vanskeligt. Men efter en dags tid sagde deltagerne, at nu var verden normal igen. Hjernen tolker den visuelle information, så den er i overensstemmelse med kroppen og omgivelserne. Når man tager brillerne af, vender verden igen på hovedet, og der går et kort tidsrum – denne gang kun omkring en time – før der igen er orden i tingene.«

Som Hicks udtrykker det: »Dette viser, at midlertidige ændringer i vores visuelle system, der for eksempel skyldes almindelige 3D-film eller fjernsyn, hurtigt bliver ført tilbage i den virkelige verden.« Hvad med spil, hvor et tilstrækkeligt gribende produkt kan fange ens opmærksomhed i timevis og lænke en til en 3D-skærm? »Det er muligt, at dybdeopfattelsen bliver en anelse unøjagtig efter flere timers forløb. Forskellen består her i, at et videospil er et fikseret punkt for synet. Der finder sjældent megen bearbejdelse sted, og derfor er virkningen stærkere, men også mindre trættende.«

Vores egne erfaringer med 3D tyder på, at der forskel mellem to- og tredimensional underholdning. Vi har konstateret, at 3D er ret trættende for både voksne og børn, navnlig hvis det går hurtigt og voldsomt for sig. »Mange mennesker har beskrevet grunde til, at 3D er mere trættende end 2D, fra plasticbriller af ringe kvalitet til lav lysstyrke på grund af polariserede glas.

Eller uoverensstemmelse mellem dybdefornemmelse og fokus – alt er i fokus i 3D – men de argumenter, der virker mest overbevisende på mig, hænger sammen med filmskabernes ringe brug af 3D,« siger Hicks. »Hver gang vi ser en ny 3D-scene, kan vi blive tvunget til at genfortolke verdens dybde. Det kan være udmattende, hvis instruktøren var valgt hurtige klip, som det ofte sker. Det er trættende nok for børn, men oven i det kommer der så den ekstra byrde, som ændret visuel konvergens betyder.«

Det er altså ikke teknologien, men måden, den bliver brugt på. Det forklarer, hvorfor raffineret 3D, som man ser det i Toy Story, ikke er så trættende at se på som en actionfilm, der har fået en hurtig 3D-overhaling efter optagelserne. »Med tiden vil dette blive forbedret i biograferne,« spår Stephen Hicks. »Men jeg tror ikke, at 3D-tv nogensinde får en konsistent dybde. Tænk på, hvad der sker, når der kommer en 3D-reklame, og tingene begynder at flyve rundt på alle mulige måder.«

Hold øje med tegn på øjenproblemer: ubehag, svimmelhed eller mangel på dybdefornemmelse.

Læs også

Første universelle 3D-briller

  (18. mar)

Sony advarer mod 3D

  (14. jul)

Google gør det svært at koncentrere sig

  (17. sep)

Fremtidens teknologier er her nu

  (30. jun)

3D giver hovedpine

  (25. mar)

3D-bølgen skyller over os

  (20. maj)

Links til Alt om DATA 8/2012

  (30. maj)

Fakta

Hurtige fakta

Omkring 2-3 procent af verdens befolkning har øjenproblemer, der gør, at de ikke kan se 3D-materiale. Andre føler ubehag ved 3D-visning. Hvis du synes, at 3D er meget trættende eller desorienterende, er det en god ide at bestille tid til en øjenundersøgelse.

Folk har siden 1960’erne været bange for, at skærme beskadiger synet. Det viste sig nemlig, at visse tv-apparater fra General Electric udsendte farlige mængder af stråling.

... eller hold blot op med at myrde løs hver aften i WoW.

Skal vi være glade for 3D?

Det ser ud til, at 3D ikke ødelægger vores øjne, men snarere kan blive et nyttigt redskab for øjenlægerne. Sådan ser man på det i American Optometric Association (www.3deyehealth.org), der mener, at »3D-visning kan være med til at afsløre små skavanker, som ofte fører til indlæringsbesvær, hvis de ikke bliver behandlet. I den sammenhæng er det ikke nok at have normalt syn.

Øjenmusklerne skal koordineres, så de kan bidrage til et klart og behageligt syn med begge øjne. Hjernen skal også levere den nødvendige akkomodation og foku- sering. Små problemer med disse færdigheder kan føre til hurtigt opstående træthed i øjnene og mangel på 3D-syn, men de kan også bidrage til nedsat læsefærdighed, dårlige karakterer og frustration i skolen. Problemer med at se 3D-film, 3D-tv og Nintendos 3DS eller ubehag i forbindelse med disse aktiviteter kan være et vigtigt tegn på ubehandlede synsforstyrrelser.«

Det betyder ikke, at 3D er en ublandet fornøjelse for små børn. Optikere og 3D-producenter anbefaler, at børn under seks år ikke ser 3D-materiale i længere perioder. Det skyldes bekymring for, at udviklingen af øjenmusklerne kan tage skade.

Selvom der ikke er bevis for, at 3D er til skade for børns øjne, medgiver AOA, at »undersøgelser af virkningerne af langvarig 3D-visning er endnu ikke til rådighed«. Som Stephen Hicks påpeger, er det meget vanskeligt at fremkalde selv en mindre ændring af synet. Indtil der foreligger mere forskning, er det imidlertid bedst at være forsigtig.

Det er usandsynligt, at 3D forårsager øjenproblemer hos børn, men det er muligt, at det kan forværre nogle eksisterende skavanker. »Vi ved ikke nok om alderens betydning til at kunne fremsætte håndfaste anbefalinger,« siger professor Banks. »Jeg vil foreslå, at I og andre iagttager, hvordan børnene har det, og handler derefter.«

Forældrene bør navnlig holde øje med det, AOA kalder »de tre D’er ved 3D«. De er ubehag (discomfort), svimmelhed (dizziness) og mangel på dybdefornemmelse (depth perception).

Hvis et barn lader til at have problemer med en 3D-visning, er tiden inde til at opsøge en øjenlæge – jo hurtigere, desto bedre. »Selvom man med held kan behandle lidelser som amblyopi (dovent øje) og strabismus (skelen) før seksårsalderen, bliver resultatet altid bedre, hvis børnene bliver behandlet, så snart der viser sig tegn på disse problemer,« anbefaler AOA.

Nogle mennesker er følsomme over for 3D-brillers flimren, og resultatet kan være belastning af øjnene.

Læs også

Første universelle 3D-briller

  (18. mar)

Sony advarer mod 3D

  (14. jul)

Google gør det svært at koncentrere sig

  (17. sep)

Fremtidens teknologier er her nu

  (30. jun)

3D giver hovedpine

  (25. mar)

3D-bølgen skyller over os

  (20. maj)

Links til Alt om DATA 8/2012

  (30. maj)

Fakta

Hurtige fakta

Omkring 2-3 procent af verdens befolkning har øjenproblemer, der gør, at de ikke kan se 3D-materiale. Andre føler ubehag ved 3D-visning. Hvis du synes, at 3D er meget trættende eller desorienterende, er det en god ide at bestille tid til en øjenundersøgelse.

Folk har siden 1960’erne været bange for, at skærme beskadiger synet. Det viste sig nemlig, at visse tv-apparater fra General Electric udsendte farlige mængder af stråling.

Variationer i synet betyder, at nogle mennesker aldrig vil få en god oplevelse ud af 3D. Men 3D er blot budbringeren, der påpeger skavanker, som ikke tidligere fik opmærksomhed. Der er ikke tale om, at hjernen ændrer sig.

Som Stephen Hicks udrykker det: »Lad være med at være bekymret for hjernerne. De er ukuelige, fleksible og vender altid tilbage til den naturlige verden.« Selvom man skruer op for 3D-virkningen på en 3DS, bærer RealD-briller i biografen eller hænger foran Sky 3D, tager øjnene ikke skade. Det er med 3D som med enhver anden teknologi: Brugt med måde er det en fin oplevelse, men hvis man overdriver, begynder kroppen at beklage sig.

Når teknologien går til angreb

3D er ikke den første teknologi, der har udløst skrækhistorier i dagspressen – og det bliver ikke den sidste.

Pc’er og gadgets kan skade helbredet alvorligt, men det er klogt at være mistænksom: Mange historier bygger på et meget spinkelt grundlag. Tag for eksempel advarslerne fra 1980’erne om, at »gravide kvinder ikke må komme i nærheden af computerskærme,« og de nyere beretninger om ”elektrosmog” fra WiFi. I begge tilfælde var ordet ”stråling” nok til at gøre folk bekymrede, selvom udladningen fra crt-skærme og routere er ubetydelig. Der er ikke belæg for at frygte nogen risiko.

Andre bekymringer er mere velfunderede. Det ekstremt fine støv, der udgør toner til laserprintere og fotokopimaskiner, kan give irritation hos mennesker med åndedrætsproblemer. I 1970’erne blev metoderne til tonerproduktion ændret, idet man fjernede et stof ved navn Pyrrole, der gav helbredsproblemer. Andre stoffer kunne være kræftfremkaldende, hvis man indåndede dem. Laserprintere og fotokopimaskiner udleder også ozon, der kan være ubehagelig i et kontormiljø med dårlig udluftning.

Når teknologien går til angreb

Man kan købe helbredende krystaller, der skulle kunne beskytte mod ”elektrosmog”.

Læs også

Første universelle 3D-briller

  (18. mar)

Sony advarer mod 3D

  (14. jul)

Google gør det svært at koncentrere sig

  (17. sep)

Fremtidens teknologier er her nu

  (30. jun)

3D giver hovedpine

  (25. mar)

3D-bølgen skyller over os

  (20. maj)

Links til Alt om DATA 8/2012

  (30. maj)

Fakta

Hurtige fakta

Omkring 2-3 procent af verdens befolkning har øjenproblemer, der gør, at de ikke kan se 3D-materiale. Andre føler ubehag ved 3D-visning. Hvis du synes, at 3D er meget trættende eller desorienterende, er det en god ide at bestille tid til en øjenundersøgelse.

Folk har siden 1960’erne været bange for, at skærme beskadiger synet. Det viste sig nemlig, at visse tv-apparater fra General Electric udsendte farlige mængder af stråling.

For de fleste af os er helbredsproblemerne mere dagligdags. Ondt i ryggen, nakken, skuldrene og hænderne på grund af dårlige arbejdsstillinger og for få pauser; lændesmerter på grund af løft af tunge computere; belastede øjne på grund af reflekser og andre uheldige lysforhold; stress på grund af den endeløse strøm af e-mails.

Tænk et øjeblik på den unavngivne svenske forsker, der i 2002 var så opslugt af at skrive en rapport, at han ikke lagde mærke til, at hans laptop var ved at gøre noget, man ikke ville ønske for sin værste fjende: Den brændte hans penis. Maskinen var blevet så varm, at den brændte igennem flere lag tøj.

Hvilke sikkerhedsadvarsler leverer 3D-foretagenderne?

Store virksomheder bryder sig ikke mere om at blive sagsøgt, end almindelige mennesker gør. Hvis der er den mindste risiko for, at noget kan gå galt, advarer de mod det. Det er derfor, man på poser med nødder kan læse allergiadvarslen: »Kan indeholde nødder.« Hvordan håndterer de store teknologivirksomheder 3D?

Nintendo siger det ligeud, når det gælder 3DS: »Advarsel – 3D-funktionen er kun for børn på mindst syv år,« står der. »Børn på seks år og derunder, der ser 3D-billeder, kan pådrage sig synsskader.« Ligesom på mærkater på andre spilkonsoller finder man her advarsler mod slagtilfælde, transportsyge, RSI (belastningsskader som følge af ensidigt, gentaget arbejde) og utætte batterier. Sony anlægger en tilsvarende holdning med sin PlayStation og anfører, at »Synet hos små børn (især dem under seks år) er stadig under udvikling.«

Nintendos løsning på problemerne er enkel: Med en skyder kan man enten begrænse 3D-virkningen eller slå den helt fra.

Hvilke sikkerhedsadvarsler leverer 3D-foretagenderne?

De mest skræmmende advarsler kommer fra Samsung Australia, der advarer mod brugen af selskabets 3D-fjernsyn: »Hvis du er i dårlig fysisk form, lider af søvnmangel eller har drukket alkohol.« Man advarer også mod »at se tv siddende for tæt på skærmen i et længere tidsrum« og opfordrer til at »slukke alt fluorescerende lys og skærme af mod direkte sollys, før du ser tv.«

Har du stadig lyst? »Tv-visning i 3D-tilstand kan også forårsage transportsyge, sansemæssige eftervirkninger, øjenbelastning og forringet holdningsstabilitet« – det vil sige, at man kan falde omkuld. Du skal måske også flytte dit tv: »Visning i 3D-tilstand kan forårsage desorientering hos nogle seere. Undlad at anbringe dit tv tæt på åbne trappeskakter, kabler, altaner eller andre genstande, der kan føre til, at du kommer til skade.« Bortset fra det siger Samsung, at der er tale om en helt igennem sikker oplevelse. God fornøjelse!