Det vigtigste, man bør vide om en skærm, bliver kun sjældent fremhævet. Det ville nemlig afsløre en hemmelighed: at mange skærme ærlig talt er andenrangs. Den proces, skærmen bruger til at forvandle lys til farvepixels, er ofte den afgørende faktor, når det gælder kvaliteten. Alligevel taler man kun sjældent om den, hvis man da overhovedet gør det.

Alle fladskærme på markedet lige nu er lavet efter de samme principper. Et billede begynder som lys fra en form for pære og bliver sendt gennem tusinder af lukkere, der er mindre end en pixel.

Disse nålestik af lys går gennem et farvefilter, der er delt op i adskillige røde, grønne og blå punkter for hver pixel. Lukkerne bliver åbnet og delvis (eller helt) lukket, og det styrer den mængde lys, der går gennem hvert rgb-punkt.

Det vil sige, at en pixels endelige farve – og det færdige billede – bliver dannet på skærmen. Endelig bruger man glaslag og forskellige belægninger til at tilføje styrke eller til at reducere for eksempel skarpt lys.

Sådan virker lyset

Det vigtigste, man bør vide om en skærm, er, hvordan disse lukkere er konstrueret. Der findes flere teknikker, der hver har deres styrker og svagheder. I de fleste tilfælde er der et lag af flydende krystaller mellem to plader af modsat polariseret glas. Uden det flydende lag krystaller bliver lys, der kommer ind fra bunden, polariseret, så det ikke kan slippe ud foroven. Krystallernes opgave er at ændre lysets retning, således at noget af det eller det hele kan skinne gennem det andet filter.

De mest almindelige former for lcd-skærme bruger tn-teknologi (”twisted nematic”). I en tn-skærm bliver aflange flydende krystaller stablet oven på hinanden i en spiral, der er vredet en anelse. Når de er slået fra, ændrer lyset polarisering, idet det bevæger sig gennem de vredne stabler. Det kan derfor passere uændret gennem det andet lag.

Moderne skærme skifter lysets polaritet ved hjælp af krystaller.

Når en elektrisk ladning bliver ført gennem pixelkammeret, strækker stablerne sig lodret og retter sig ud. Polariseringen bliver ikke ændret, lyset kan ikke slippe væk, og pixelen bliver sort.

Tn-teknologi har to fordele: Den er billig at fremstille, og man kan meget hurtigt ændre pixeltilstand fra tændt til slukket – navnlig når der bliver tilført ekstra spænding. Det betyder, at tn-skærme er mindre tilbøjelige end andre typer til at lave ghosting og klatter i scener, der bevæger sig hurtigt.

Synspunkt

Ulemperne ved tn-skærme er, at de har ringere kontrast end andre skærmtyper, og de har de værste iagttagelsesvinkler. Det er helt normalt at se på en tn-skærms centrum og se lyset svigte, og farverne blive forvrænget hen mod billedets kanter. Så ringe er iagttagelsesvinklerne.

Tn-skærme kan heller ikke producere de 16,7 millioner farver i den velkendte rgb-farveskala på 8 bit (256 shades). Faktisk kan hver prik kun reproducere 6-bits farve (64 shades) til i alt 262.144 farver. For at komme i nærheden af det fulde spektrum bruger man dithering, der skal narre øjet til at se 12,6 millioner farver. Det er tæt nok, medmindre man arbejder professionelt med billeder.

Gå bag glasset for at finde ud af, hvad der holder dine pixels kørende.

Der findes en alternativ teknologi, som kan løse disse problemer. Den kaldes in-plane-switching eller ips. Inden i en ips-skærms lcd-kammer er krystallerne stablet oven på hinanden og placeret på linje med filtrene. Når de er slået fra, er lysets polaritet uændret, idet det bevæger sig gennem lcd-laget. Det resulterer i en sort prik.

Når der bliver tilført spænding, roterer stablen om sin centrale akse, og lysets polaritet ændrer sig, så pixelen bliver illumineret. Ips-skærme har fremragende kontrast, strålende iagttagelsesvinkler og kan producere 24bits farve. Desværre er de også dyrere at fremstille, fordi de skiftende elektroder er mere talrige og mere komplekse at lave.

Prisfald?

Der er blevet indført adskillige forbedringer af ips-teknikken med henblik på at reducere omkostningerne, og den nyeste ændring – e-ips – kan man finde i skærme fra Dell LG, Viewsonic og NEC. De er til at komme i nærheden af: Kun lidt over 1.500 kroner for en 24"-skærm. Ulempen er, at nogle af disse kun kan klare 6 bit pr. kanalfarve. Men i det store og hele betyder bedre kontrastniveauer og iagttagelsesvinkler, at de stadig er bedre end selv de bedste tn-skærme.

Ips-pixels ændrer ikke tilstand så hurtigt som tn. Det giver en langsommere grey-to-grey-refresh-rate og dermed risiko for ghosting ved scener, der bevæger sig hurtigt. Også her er forskellen næsten umærkelig for de fleste, og man kan sagtens spille et skydespil eller se en actionfilm på en ips-skærm.

Professionelle spillere undgår dem dog ved konkurrencer, og alle 3D-skærme, der kræver refresh-rates på 120Hz, er tn-baserede.

Imellem tn og ips findes der skærme, som bruger en teknologi, der hedder vertical alignment (va). I va-skærme bliver flydende krystaller linet op vinkelret på glasfiltret. Når det gælder kvalitet, leverer de bedre kontrast og iagttagelsesvinkler end tn-skærme, men de er hurtigere og billigere end ips – vælg selv.

Sådan plejede det i det mindste at være. Asus og BenQ har begge glimrende va-skærme til omkring 1.400 kroner, men indtil nu har e-ips-modeller leveret bedre kvalitet for en beskeden merpris.

Gætteleg

Det store spørgsmål er naturligvis: Hvordan finder man ud af, hvilken teknologi producenterne bruger, hvis de ikke selv vil fortælle det? Det første spor er skærmens refresh-rate. En skærm med en hastighed på 2 ms vil altid være en tn-skærm.

Det andet består i at se på antallet af farver, som skærmen producerer. Det viser, om den bruger dithering eller ej. Der findes også nogle fremragende visuelle test på lagom.nl, som kan hjælpe dig med at afgøre skærmens type.

Det bedste råd er dog at følge med i anmeldelserne i Alt om DATA og se på onlinefora, der omtaler specifikke skærme. Når producenterne holder kortene så tæt ind til kroppen, er selv eksperterne nødt til at gætte.

Hvad står der på kassen?

Kontrastratio: Forskellen i lysstyrke mellem rent hvid og rent sort. Jo højere tallet er, desto bedre, fordi der så kan laves flere forskellige farvetoner.

Dynamisk kontrastratio: En kontrastration på over 1.000:1 bliver produceret ”dynamisk”. En sensor inden i skærmen analyserer billedet for at se, om det er lyst eller mørkt, og fremhæver det ved at skrue op eller ned for baggrundslyset. Det er en smagssag, men det kan være rædsomt.

Responstid: Den tid, det tager en pixel at gå fra sort til hvid og tilbage til sort igen. Jo lavere, desto bedre.

GTG-responstid: Teknikker, der bliver brugt til at speede tn-skærme op, forbedrer markant den tid, det tager for pixels at skifte fra grå til en anden tone af grå. Derfor angiver man ofte disse tider i stedet for sort-hvid-tallene. 2ms-skærme er hurtige, men eftersom GTG ikke er standardiseret, bør man kun betragte det som en guide. Responstider er også et best case-scenario. Selvom det menneskelige øje ikke rigtig kan se forskel på 8 og 2 ms, kan nogle refreshes på en 8 ms-skærm tage op til 30 ms – og det er meget iøjnefaldende.

Hvad står der på kassen?

Led-skærm:I modsætning til, hvad mange tror, er skærme, der bliver kaldt ”led”, stadig lcd-skærme. Forskellen er, at traditionelle lcd-skærme på bunden af skærmen har et enkelt fluorescerende rør, der leverer baggrundslyset. Led-skærme har en række led-pærer bag skærmen. De er mindre og køligere og kan derfor være meget tyndere.

Oled: Nogle telefoner og kameraer bruger oled-teknologi (organic light emitting diode). Hver pixelplacering genererer direkte farvet lys i stedet for at filtrere et baggrundslys. Det giver meget høj billedkvalitet og lavt strømforbrug. Vi er dog stadig et stykke vej fra oled-skærme.

Opløsning: Tv-standarden på 1.920×1.080 (1.080p) er nu også standard for pc-skærme op til 24". Forholdet mellem vandret og lodret på 16:9 er dog ikke det bedste til pc-arbejde. Ud fra et ergonomisk standpunkt fører det til næsten ubrugelige områder ved yderkanterne, samtidig med at dokumenter og websider i fuld højde bliver beskåret.

Dpi: Antallet af dots pr. tomme (dpi) – eller mere korrekt ppi (pixels pr. tomme) – er en faktor af opløsningen divideret med skærmens størrelse. Jo højere dpi, desto skarpere bliver billeder og tekst.

Strømforbrug: En af de mere anvendelige tekniske specifikationer, idet led-skærme bruger langt mindre strøm end ccfl-skærme. Under 20 W ved fuld lysstyrke er almindeligt, og nogle bruger helt ned til 10 W.

Rul kablerne ud

Hvordan tilslutter man bedst sin skærm?

Der er et overraskende stort antal muligheder, når det gælder om at få et billede fra et grafikkort til en skærm. Den ældste, der stadig bruges, er vga-standardforbindelsen, der også kaldes D-Sub, og som overfører analoge billeddata.

Digitale forbindelser giver bedre kvalitet, og den mest udbredte er dvi-stykket. Der findes flere slags dvi-kabler, men medmindre du kører en skærm ved en opløsning, der er højere end 1.920×1.080, skal du bruge et standardkabel: 20-pins dvi-d. Til 30"-skærme med en opløsning på 2.560×1.600 kræves der et dual link-dvi-kabel.

Hdmi-forbindelsen, der blev udviklet til drm-beskyttet hd-materiale på tv, ses også ofte på skærme, grafikkort og bærbare pc’er. Kvaliteten med hdmi skulle være lige så god som dvi, men der er problemer med overscan på tv-skærme, og det kan sommetider være lidt akavet at få et skarpt billede.

Rul kablerne ud

En vigtig fordel ved hdmi i forhold til dvi er, at den bruger et mindre og enklere kabel. Den professionelle udgave er DisplayPort. Den kan køre adskillige skærme fra et output, og den er påkrævet til 3D-skærme med høj opløsning.

Den nyeste standard er Intels Light Peak. På Mac-maskiner fra Apple hedder den Thunderbolt. Det er en ny type bus, som kan overføre billeddata og håndtere eksterne enheder. Det er kun Apple, der i øjeblikket har en Light Peak-skærm, og den står i næsten 9.000 kroner.