Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Husk dine opgaver!

Ideer er lette at få. At bevare overblikket i forløbet er sværere. Her hjælper ToDoList, som holder styr på længerevarende projekter.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi lever i en fortravlet tid, alt går hurtigt, og det er let at miste overblikket over alle ens gøremål. Nogle er bedre til det end andre, men der er hjælp at hente for alle os, der må se diverse planlagte opgaver løbe ud i det rene ingenting.

ToDoList hedder programmet, der kan hjælpe med at organisere og bryde længerevarende opgaver op i mindre og overskuelige enheder. Det kan være en fordel, når der skal holdes styr på arbejdet, foreningsarbejde, børnenes aktiviteter samt diverse gøremål, der skal passes ved siden af.

Programmet koster ikke noget, og det kan oven i købet spare din dyrekøbte tid. ToDoList virker under alle versioner af Windows - også i 64bit udgaverne. Programmet er let at bruge, men tilbyder alligevel en lang række funktioner, der gør, at det kan anvendes i forbindelse med mange forskellige typer opgaver.

Under installationen kan der vælges hvilke kolonner du indledningsvis ønsker, at programmet skal tilbyde. Disse indstillinger kan dog ændres senere, så du er ikke bundet for evigt af dine indledende valg. Dernæst bliver man spurt om man foretrækker et simplificeret brugerinterface i stedet for et avanceret. Dette valg kan også ændres senere.

Sidst i installationsfasen bliver du tilbudt at starte med et eksempel, der viser hvorledes ToDoList kan anvendes. Det kan være en udmærket hjælp, men er i sidste ende selvfølgelig op til dig. Dog skal det tilføjes, at programmets muligheder virkelig er mangfoldige, og det kan virke en smule skræmmende i første ombæring.

Brugerinterfacet er dog dejligt overskueligt, og om end der er voldsomt mange indstillingsmuligheder man kan justerer, er man ikke helt fortabt. Der er en online manual og desuden tilknyttet en online Wiki til ToDoList. Begge kan nås ved et enkelt klik inde fra hovedmenulinien.

Herfra er det ellers at eksperimentere med programmets muligheder. Man kan oprette opgaver med flere tilknyttede underopgaver, der kan ledsages af noter. Hver opgave kan prioriteres 10 forskellige farvekodede prioriteter.

Undertegnede fik leget lidt med programmet, dog langt fra nok til at kunne kalde kendskabet til ToDoList grundigt. Til gengæld nok til at finde ud af, at programmet i længden kan tilbyde meget, dog skal man nok regne med en indlæringsfase, der varer et stykke tid, før programmets sande potentiale viser sig.