Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Html5 revolutionerer nettet

Prøv at forestille dig et internet, hvor applikationerne er lige så kraftfulde og funktionalitetsrige, som vi kender det fra de programmer, vi bruger på vores pc. Det er en onlineverden som den, den kommende html-standard, kaldet for html5, forsøger at gøre mulig.

Af Tom Madsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selve arbejdet med html5 begyndte i 2004, og arbejdet med det er stadigvæk i gang, så der vil gå nogen tid endnu, før det er endeligt på plads. Behovet for en ny standard for html har været tydelig i flere år.

Der har ikke været ny udvikling inden for html, siden xhtml 1.1 blev ratificeret af W3C i 2001, og selvom webudviklerne har gjort beundringsværdige fremskridt med deres internetbaserede applikationer, så er det begyndt at støde imod de begrænsninger, der er i de nuværende standarder. Så programmører, der sigter mod internettet som deres platform, er begejstrede for den kommende html5-standard.

Men lad os tage et kig på de ting i html 5, som disse programmører ser frem til. En af de ting, der er talt mest om, er muligheden for at indsætte video- og lydfiler direkte i html-koden, som tilfældet er med billeder i dag. Det lyder jo godt, at vi kan slippe af med nogle af de plugins, vi bruger i vores browsere i dag, til at afspille disse filer på diverse sites.

Der er et men i denne forbindelse: Der er, som sædvanlig, fristes man til at sige, to modstridende standarder for afspilningen af lyd og video i html 5. Den ene gruppe bestående af Microsoft og Apple støtter H.264-standarden, mens Mozilla og Opera holder sig til Ogg Theora. Så som det ser ud lige nu, skal man have sine lyd- og videofiler i to forskellige formater på en html 5-hjemmeside for at understøtte alle de gængse browsere.

Inkluderingen af video og lyd direkte i html har betydet, at der er mange analytikere, der har afsagt en dødsdom over formater som Adobe Flash og Microsoft Silverlight. Om det går hen og bliver tilfældet, er for tidligt at sige med sikkerhed. Både Flash og Silverlight er rullet ud i mange og store applikationer og har mange udviklere, der bruger den teknologi. Så deres død ligger ikke lige om hjørnet.

Nogle af de store sider på internettet er allerede begyndt at kigge alvorligt på html 5. YouTube.com er en af disse sider. Hvis du taster www.youtube.com/html5 ind i din browser, kan du se YouTube-videoer i html 5-format, og i figur 1 kan du se et eksempel.

Skyen er en af de ting, der bliver talt meget om i disse tider, og med god grund. Html 5 vil bidrage til den funktionalitet, der kan tilbydes fra skyen til slutbrugerne. Html 5 tillader, at en webaplikation kan gemme data lokalt på en klient, nogenlunde på samme måde som Google har gjort det muligt med sin Gears-software til Gmail.

Faktisk er Google i gang med at flytte den funktionalitet væk fra Gears og over til html 5. Muligheden for at gemme lokalt vil ligeledes gøre livet nemmere for de programmører, der udvikler mobile løsninger, fordi synkroniseringen mellem den mobile klient og serversystemerne bliver nemmere at implementere uden at behøve at udvikle tilpassede løsninger.

De browsere, vi bruger, er naturligvis også på vej med html 5-understøttelse. Nogle er længere fremme end andre. For eksempel er Googles Chrome-browser allerede fuldt kompatibel med html 5-standarden, som den ser ud lige nu. Firefox er den næste med den seneste version.

Hvad Microsoft angår, så vil der først være fuldkommen understøttelse i Internet Explorer 9, som er under udvikling hos Microsoft i øjeblikket. Den vil først komme i sin endelige version i 2011.

På værktøjssiden, for udvikling af programmer i/til html 5, er der lige nu kun Adobe, der er kommet med en udvidelse til sit flagskibsprodukt Dreamweaver CS5, så der er understøttelse af html 5 i det produkt, men mon ikke Microsoft kommer med sin egen udvidelse til den seneste udgave af Expression Studio 4, så der også i det produkt vil være hjælp at hente til udvikling af html 5-sider.

Det var en meget hurtig introduktion til html. Vi vil selvfølgelig her på Alt om DATA følge udviklingen nøje og holde dig orienteret om udviklingen frem imod den endelige standard.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Få mere at vide

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]