Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Hvad der præcis får Asus til at markedsføre sit nye apparat som en blu-ray-afspiller, er lidt af en gåde. At afspille en blu-ray-disk er blandt de mest banale egenskaber, den udfører. Nå, men fred med det. Beskedenhed er en dyd, man sjældent møder i denne branche og rart som en afveksling.
Ud over at afspille at bredt udvalg af film- og musikformater fra de blå skiver kan Asus O!Play BDS-700 også koble sig på nettet via kabel eller det indbyggede WiFi-netværk. Det åbner til en verden af webbaserede mediemuligheder. Der er direkte forbindelse til YouTube, Picasa, Flickr, et væld af internetradiostationer samt tjenester til musik-videostreaming. Computer og tv kan også kobles til maskinen via den trådløse forbindelse, og dlna-funktionaliteten gør det nemt at få apparaterne til at tale sammen.
BDS-700 forbindes til tv og andre skærme via to almindelige udgange eller hdmi 1.4-porten til 3D-video og hdmi 1.3-porten til lyd. To usb-porte giver desuden mulighed for at koble usb-nøgler og harddiske til apparatet, mens din smartphone kan benyttes som fjernbetjening.
Asus har gjort sig umage for, at du får det flotteste billede og den lækreste lyd, lige meget hvorfra indholdet kommer. Med Qdeo video-teknologi reduceres billedhakken, uden at skarpheden kompromitteres, mens converteren har indbygget støjfilter, som ifølge Asus giver BDS-700 den største klarhed og troværdighed i lydbilledet i denne klasse af apparater. Teknologier som Dolby TrueHD og DTS-HD Master Audio er også indbygget, og du får 7.1-kanals output med guldbelagte koblinger.
Asus O!Play BDS-700 forventes ude i slutningen af året og får en pris på 1.800 danske kroner. Den ledsages af Asus O!Play BDS-500, som har mange af de samme egenskaber, men eksempelvis mangler indbygget WiFi, der i stedet kan tilkøbes. Prisen er så til gengæld heller ikke mere end 1.150 kroner.