Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Her kan du lege med et actionkamera

Det superkompakte actionkamera er blevet et hit -- og det er ikke så underligt, for det kan indfange dine egne oplevelser på farten på en helt ny måde. Her ser du de oplagte og de overraskende steder, hvor du ikke kan undvære den nye kameratype.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du kan nemt genkalde dig dine oplevelser på skipisten, på cykelrace i skoven, på vandreturen i vilde bjergområder eller på dit første faldskærmsudspring – set fra din egen synsvinkel. Du skal blot have et af de ret nye actionkameraer, som er superkompakte, og som kan monteres på cykelstyret, skihjelmen, eller hvor det nu passer bedst.

Kameraerne er ret prisvenlige og nemme at finde i butikkerne eller på nettet. De er ikke svære at betjene. Det eneste, du skal være opmærksom på er, at tilbehøret skal passe til det, som kameraet skal anvendes til. Vil du filme, når du kører mountainbike, skal du have et beslag til styret, ønsker du at filme et langrendsløb, skal du have en holder til hovedet eller brystet osv.

Når du kommer hjem, kan kameraet tilsluttes computeren – eller nogle tv-apparater – og du kan straks gense dine oplevelser, lægge dem på nettet eller sende dem til dine venner. Det er ganske nemt og rigtig sjovt.
Her er en række af de mest oplagte scenarier plus nogle overraskende steder, hvor du kan bruge et actionkamera.

Actionkameraet kan indfange dine oplevelser på cyklen uanset, om du kører race, bumper dig gennem skoven på en mountainbike eller er på hyggelig familietur i byen eller naturen.

Med de rigtige beslag kan du montere kameraet på styret eller på hjelmen, men også under sadlen. Det sidste bruges, hvis du vil filme personen, der cykler bagved, for at han kan tjekke sin teknik i skovens mountainbikespor. Du kan også få unikke optagelser af ungernes første cykeltur.

Du kan løbe med kameraet i hånden og skyde film eller stillbilleder undervejs. Men du kan også sætte det permanent fast på brystet eller hovedet ved hjælp af særlige holdere og på den måde filme en løbetur langs stranden eller i bjergene på ferierejsen. Du kan endda filme andres løbeteknik for at se, om der er plads til forbedringer.

Om det er en tur i den lokale skov eller en hiking i Himalaya, så er actionkameraet den perfekte makker. Du kan filme og skyde billeder i bedre kvalitet end med en smartphone, og samtidig er actionkameraet mere handy end det traditionelle video- eller fotokamera. Her er det oplagt at vælge en holder, som får kameraet til at sidde permanent på din arm, så du hurtigt kan indfange action eller flotte scenerier uden at skulle finde kameraet frem fra rygsækken.

Til den store familiebegivenhed vælger vi oftest at gemme minderne med et decideret videokamera eller et fotokamera med video. Men her kan det lille actionkamera være et handy supplement. Du kan filme uden, at nogen opdager det eller lave optagelser med uventede vinkler, så du får unikke scener med fra ”den store dag”.

De fleste actionkameraer kan godt tåle lidt vand, men skal der filmes under vandet kræver det et specielt hus, der er bygget til kameraet. Så kan du til gengæld filme mindst 20-50 meter dybde (og det er rigeligt). Perfekt til ferien, hvor der dykkes eller snorkles. Actionkameraet har ofte kun få betjeningsknapper, som kan aktiveres, selvom det er beskyttet af et vandtæt ”hus”. Kameraet bør dog være rigtigt indstillet, før du dykker, da det kan være vanskeligt at justere under vandet.

Har du ikke et webkamera på din computer, eller er det af ringe kvalitet, er det let at koble et actionkamera på gennem USB-porten, så du kan videochatte på Skype eller andre tjenester. Oven i købet i en billedkvalitet, der er langt bedre end fra de fleste indbyggede webkameraer. Få en holder til kameraet, så du ikke skal have det i hånden.

Hvis du i en periode har brug for at overvåge en stue, en garage eller en hoveddør, kan actionkameraet være en handy og hurtig løsning. Mange kameraer kan indstilles til at tage et billede i intervaller, så du har et hurtigt overblik over aktiviteter i løbet af perioden. Men nogle tillader også fjernstyring fra computer eller tablet, så du herfra kan se, hvem der banker på døren. Har actionkameraet indbygget Wi-Fi, kan du overvåge uden brug af signalkabler.

Med et lille beslag kan du sætte kameraet på fronten af et skateboard eller på stangen af et løbehjul og få nogle fantastiske skud fra usædvanlige vinkler. Du skal ikke tænke på vejens små bump. Det håndterer actionkameraet fint, for de fleste kameraer har ”antiryste”-funktion, som sikrer klippefaste billeder.

Du kan have actionkameraet monteret bag bilens forrude – sådan som det især er populært i Østeuropa, hvor metoden sikrer bevis, hvis der sker en ulykke. Så dramatisk er det ikke i Danmark, men ideen er alligevel sjov til en bilferie. Her kan du – hjemme igen – speede optagelsen op, så familie og venner kan opleve bilturen til Italien på 2 minutter! Der findes holdere, så du kan sætte kameraet i bilruden eller på instrumentbrættet.

Faldskærmsudspring, paraglidning eller basejump skal simpelt- hen foreviges, og her er actionkameraet den perfekte følgesvend. Der fås særlige monteringsbeslag til hjelm, vest eller andre steder på kroppen. Nogle kameraer kan endda fjernstyres, så du kan starte optagelsen, mens du er i frit fald.

Med indbygget Wi-Fi og optagelser i den superskarpe 4K-opløsning sætter dette kamera standarden for, hvor meget du kan forvente af et actionkamera i dag. Et kamera til den kompromisløse – og med GoPros kendte kvalitet og enorme udstyrsprogram er du godt kørende flere år frem.

Fakta
Opløsning, video: 4K
Opløsning, foto: 12 megapixel
Wi-fi:Ja

Dette actionkamera optager video i ægte HD 1080p og er både robust og vandtæt, så du kan tage det med på dine eventyr. Som noget unikt er der også accelerometer og trykhøjdemåler samt højfølsom gps. ANT+-tilslutning giver derudover mulighed for at fjernstyre kameraet med kompatible Garmin-produkter.

Fakta
Opløsning, video: Fuld HD
Opløsning, foto: 5 megapixel
Wi-fi: Ja

Kreativt mini-videokamera med mange muligheder. Videokameraet kan optage i fuld HD 1080ps, der er vidvinkelobjektiv - f/2.8, og du kan hurtigt skifte mellem vidvinkel eller close-up, når du bruger kameraet. Videokameraet har en trykfølsom LCD-skærm på 2,7”, og der er indbygget mikrofon. Trådløs LAN giver mulighed for at fjernbetjene enheden fra en smartphone eller tablet.

Fakta
Opløsning, video: Fuld HD
Opløsning, foto: 12,8 Megapixel
Wi-fi:Ja