Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
To terabyte. Det er en uhyggelig masse data. For ti år siden ville vi være faldet bagover, hvis du sagde, at du kunne få plads til 2TB på en harddisk. Men nu er der tusinder af 2TB-drev på markedet, og de er forskellige, når det gælder fordele, ulemper og priser.
Vi har stadig til gode at se 2,5-tommer-drev på 2TB i eksterne usb-kabinetter, men de er på vej. Alle de drev, vi her tester, er på 3,5 tommer. De varierer fra lommestørrelse til lommestørrelse, hvis lommen er på størrelse med et mindre badekar.
Store harddiske bruger mere strøm, og derfor kan usb ikke generere el nok til at holde dem kørende. Derfor alle de eksterne stik, hvilket kan være irriterende, når man bærer rundt på dem.
Der er et par egenskaber, som vi har set hos eksterne drev de seneste år. E-sata er en ekstern udgave af harddisk-forbindelserne inde i pc’en, med den kan man slutte et drev til og få hurtigere læse- og skrivehastigheder.
Usb 3.0 har været her et par måneder, og selv om den endnu ikke er vanvittigt populær, er den ved at få fodfæste. Vi har inddraget en af hver i vores test.
Vi har testet ved at kopiere en enorm mappe på 4,55GB til hvert drev. Den indeholder en hd-film og billeder og musik. Vi har taget tid på kopieringen. Vi har også kørt de sædvanlige HS Tach- og Alto Disk-test på drevene.
Ved drev med e-sata og usb 3.0 testede vi to gange: En gang med usb 2.0 og en gang med den grænseflade, de måtte have.
Resultaterne viste, at bortset fra de spændende nye grænseflader, er der meget lille forskel på drevene. To af dem indeholdt faktisk den samme Samsung-harddisk, pakket ind i forskellige farver, og de gav meget ensartede resultater.
Hvis ydelsen generelt er den samme, bliver det et spørgsmål om pris og ekstra funktioner. Producenterne sælger i stigende grad deres harddiske med masser af færdiginstalleret software, der stort set kan det samme, som Windows kan i forvejen. Slut drevet til og tænd det.
Nu er der ingen vej tilbage: Vi er tabt i en verden af middelmådige eksterne harddiske. Det minder om en scene i »Dommedag Nu«, bortset fra at det ikke gælder om at sejle op ad floden for at finde Marlon Brando; vi har blot fundet en plade, der drejer rundt på en ret uinteressant facon.
Det skal nævnes, at Prestige ser ret fiks ud, selv om den har den samme børstede metaloverflade som FreeAgent Desk. Ligesom FreeAgent Desk kan den monteres lodret takket være en billig plastikfod – der tager glansen af den børstede metalfinish.
Når det vigtigste salgsargument er, at den kan monteres lodret, og man sidder og skriver det, spekulerer man på, hvor det gik galt i ens liv.
Det er mere kompakt end FreeAgent Desk, men det koster også 150 kroner mere. Det usb-kabel, der følger med, har en pæn sort overflade, og det er ret fleksibelt.
Vi kunne også lide stikket. Som du sikkert har gættet, er ydelsen nøjagtig den samme som hos alle de andre, hvis man ser bort fra et par millisekunder, når det gælder adgangstiderne.
I modsætning til alle de andre drev i denne test omfatter LaCies smukke store kasse to 1TB-drev.
»Det er snyd!«, råber du, men LaCie har snedigt anbragt en lille kontakt bagpå, der gør, at man kan skifte mellem raid 0 og 1.
Det betyder, at ens data enten bliver skrevet hurtigere eller kopieret på tværs af begge drev. Det er en kvik idé og en af de få raid-enheder, vi har set, der ikke kræver timers roden rundt i bios, når man installerer den.
Desuden har LaCie inddraget stort set enhver forbindelse, man kan finde på, bortset fra usb 3.0. Men vi er sikre på, at det kommer i en fremtidig udgave af drevet.
Der er den ydmyge gamle usb 2.0, et par FireWire-stik (spørg dine bedsteforældre) og, nok så vigtigt, en e-sata-port, der gav os testens hurtigste filoverførsel.
Det er meget imponerende, og hvis du har en e-sata-port, der faktisk virker, kan det være værd at investere i. Husk, at det er stort og tungt, og det er derfor bedre som backup-drev end som bærbart drev.
Hvor ville vi være uden elektronisk blæk? Vi ville ikke have e-bogs-læsere. Og vi ville heller ikke have dette Western Digital-drev, der omfatter et elektronisk blæk-display på kabinettet. Det er faktisk ret nyttigt.
Man kan se, hvor meget plads der er tilbage på drevet, og man kan konfigurere det til at vise, hvor mange af en bestemt slags filer der er gemt på det.
Det er en skam, at My Book Elite havde så ringe ydelse, navnlig når det gjaldt den tid, det tog at kopiere en fil.
Vi kunne lide alt andet ved Western Digitals drev, fra det rå design til den ikke-irriterende backupsoftware og den fikse mærkat. Hvis Western Digital kommer med en usb 3.0-version – og det lader det til – er det afgjort værd at overveje.
Indtil det sker, bør man undgå det. Medmindre man holder meget af elektronisk blæk.
To terabyte er mange data, og fordelen er, at man kan tage backup af enorme filer. Vi taler ikke om skvattede mp3-samlinger, men om enorme ukomprimerede hd-videofiler af bjørne, der hiver satellitter ned fra atmosfæren, og som hver vejer en terabyte.
Vi ved ikke helt, hvad Verbatim tænkte på, da drevet blev færdigformateret i FAT32. Den FAT32, der kun accepterer maksimale filoverførsler på 4GB.
Efter at vi havde omformateret drevet til det robuste og smukke filsystem ntfs, klarede Verbatimdrevet sig forbavsende godt. Bevares, dets plasticlook er lovlig kedeligt, og LED’en på forsiden hjælper kun, hvis man er i havsnød.
Det er imidlertid et drev, der passer sit arbejde, og det er ikke for dyrt. Husk blot at formatere det, så snart du har taget det ud af æsken. Det bringer os tilbage til 3,5-tomme-disketterne. Hvor retro.
Med en finish af børstet metal og et labert design ligner FreeAgent Desk noget, man ser ved siden af en Mac, ikke en pc.
Dets ydelse er stort set den samme som hos alle de andre usb 2.0-drev i testen, og derfor vil vi nøjes med at rable løs om, at vi hader ting, der ser ud, som om de hører til en Mac.
Det er unødvendigt stort. Det ligner snarere noget, der kan tvinge en dør op på Dødsstjernen. Vi kan langt bedre lide ting, der er firkantede og fri for ubrugelige ekstra dele, uanset hvor labre de ser ud.
Så er der dets finish med børstet metal, der tydeligt råber: »Jeg kan ikke købe noget, der ikke er dækket af børstet metal, selv mine vandresko er af børstet metal«. Selv ordene ’børstet metal’ irriterer os.
FreeAgent Desk kan sidemonteres takket være en utroligt billig plastikfod, men det er der så meget, der kan, for eksempel hunde og biler.
Vi er måske for hårde ved FreeAgent Desk, men vi hader det af ingen andre grunde end dets udseende. Vi er racister, når det gælder eksterne harddiske.
Som navnet antyder, kan Freecoms Hard Drive XS 3.0 håndtere usb 3.0. Det er også testens mindste drev, kun en smule større end et nøgent 3,5-tommer-drev.
Men man skal stadig slæbe rundt på den meget store strømforsyning. Den gummibelagte overflade gør, at det føles rart og solidt, så man skal ikke være bange for, at det går i stykker, hvis man taber det.
Men vi hader det tykke gummi. Det er som negle, der trækkes over en tavle. Rædsomme gumminegle over en rædsom gummitavle.
Usb 3.0 virker faktisk, og vi opnåede pæne tider for filoverførsel og tophastighed. Hvis du er en af de heldige få, der allerede har usb 3.0 på pc’en, er det en god ide at bruge de ekstra 400 kroner.
Det fungerede også godt som usb 2.0-drev, og det var på niveau med de bedste specialiserede usb 2.0-drev.
Imponerende ydelse, deprimerende gummibeklædning. Hvis du ikke er til det tunge LaCie-drev, er dette en mulighed.
