Hardcore nas i pro-udgave

Hardcore nas i pro-udgave

Nogle læsere vil måske kunne huske, at vi testede Thecus N4200 sidste år. Denne gang er det N4200 Pro, der står for skud. Lidt hurtigere cpu og nye features er forskellen

Det nære slægtskab med N4200 betyder, at N4200 Pro ligeledes er en yderst velbestykket 4-bay-nas, der byder på adskillige features og en speciel egenskab.

Thecus N4200 Pro, der er beregnet til smb-markedet, har nemlig en slot på bagsiden, der er beregnet til at huse et i øvrigt medfølgende lithium.ion-batteri på 1.000mAh.

Derved kan det populært siges, at denne nas indeholder sin egen ups. Ved strømsvigt tager batteriet øjeblikkeligt over, så længe det er opladet, og sikrer, at data ikke går tabt lige i situationen.

Sikkerheden er ligeledes sikret ved en dual disk on module (dom). Det er et flashdrev, hvor systemsoftwaren befinder sig. Rettelig er det her to flashdrev, en primær og en sekundær, der automatisk overskriver den primære, ifald den primære dom fejler.

Tæt familieskab

Da N4200 Pro er en nyere nas-enhed end N4200, er der selvfølgelig sket lidt under hjelmen så at sige. Specifikationsmæssigt er der på hardwaresiden ikke sket det store. Det eneste, der springer i øjnene, er en lidt hurtigere dual core-, Atom-processor D525, der er på 1,8GHz mod forgængerens 1,66GHz.

Thecus har lanceret en N4200eco-model, der sjovt nok ikke har noget med mindre energiforbrug at gøre. Det er blot N4200 Pro uden dual-dom, hvorfor den kan erhverves til en billigere penge.

For begge modeller gælder det, at der er 1GB ddr3-ram, hvilket er nyt, et 1Gbit/s wan/lan samt et 1Gbit/s lan, rj45-stik, seks usb 2.0 porte samt to e-sata-porte.

Feature på feature

N4200 Pro er som sagt en 4-bay-nas, hvor der i de frontloadede harddiskskuffer er plads til fire 3,5″-harddiske eller alternativt 2,5″-sata-harddiske. N4200 Pro kommer uden medfølgende harddiske. De understøttede features er tunge erhvervsrettede tiltag, såsom understøttelse af domæner.

Nævnes skal også »load balancing« samt »failover« via »link aggregation«, hvortil der anvendes to parallelle netværkskabler til enheden. Det kan også øge hastigheden til enheden betragteligt. I denne test blev der dog kun målt via forbindelsen til en enkelt lan-port.

Til testen blev der monteret to 500GB Samsung-harddiske, der blev konfigureret i raid1 for øget datasikkerhed. Selvfølgelig vil man sikkert oftest anvende fire drev, og de kan anvende jbod-, raid0-, raid1-, raid5-, raid6- eller raid10-opsætninger. Man kan sågar køre med op til flere raid-konfigurationer samtidig.

Iscsi-protokollen understøttes for anvendelse af scsi-protokollen over ip-netværk. Af filsystemer er ext4 kommet til, foruden ext3, zfs og xfs, som blev understøttet af N4200.

Der er selvfølgelig stadig solid styring af gruppe og brugerpolitikker, indbygget ftp-server, printerserverfunktion, iTunes-server, fotoserver, der for øvrigt er opdateret, Twonkymedia-medieserver med uPnP-streaming og så videre og så videre. Web Disk, hvor man gennem sin browser opnår adgang til drevene på ens nas, skulle også være opdateret.

Brugeroplevelse og hårde facts

På iStore man hente ThecusShare- og Dashboard-apps. De er henholdsvis til at streame musik og video fra N4200 Pro til ens iPad med videre og til at overvåge ens nas via eget iProdukt.

Desværre tænkte Thecus i første omgang ikke på Android-folket. Home på webinterfacet ”beboes” af en række smarte ikoner, men ved klik på disse havner man i den normale nas-menu.

Menuen, hvorfra N4200 Pro styres, er en traditionel folde ud-menu, der ligger i venstre side. Den er fornuftig nok og praktisk, men ikke noget visuelt vidunder.

Ydelsen var rigtig god, når de anvendte drev tages i betragtning, samt at de var i raid1. Kort sagt blev der via Intels NAS Toolkit 1.7 målt gennemsnitlige overførselshastigheder for kopiering af en enkelt stor fil på 48,8MB/s fra nas og 54,5MB/s til nas. Slutteligt målte vi et forbrug på 40,8 watt i brug, hvilket selvfølgelig afhænger af konfiguration.

Thecus N4200 Pro
  • Elforbrug
  • Ydelse
  • Features
  • Brugervenlighed
  • Pris

Alt om DATA siger

Supersolid nas, der strutter af features og har pondus til at udnytte hurtige harddiske til det yderste. Der er ikke meget at sætte fingeren på. Prisen er lidt pebret, men forståelig ud fra målgruppen.

4
Brugerbedømmelse 0 (0 stemmer)
Sender

Del denne