Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hårdføre arbejdsheste tager slæbet

Skal der ekstra kræfter til, når arbejdet skal gøres, så giver vi her fem stærke bud på udstyr, som kan tåle noget mere end det meste. Hverken stød, støv eller slag vil her ødelægge arbejdsglæden.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Robust toughpad

I den hårdføre ende af hardwarespektret finder vi Panasonics nye version af Toughpad FZ-M1. Den er udstyret med en ny Intel Celeron N280-processor, 7” skærm, 2 GB (4 GB tilvalg), 128 GB ssd og Windows 8.1. Den nye toughpad skulle være ideel for virksomheder, der ønsker at udskifte deres ældre PDA’er til en tidssvarende løsning.

Toughpad FZ-M1 vejer 540 gram, er 18 mm tynd og fleksibel med flere konfigurationsporte og et integreret business-udvidelsesmodul. Det er muligt at tilkøbe 4G mobilt bredbånd, gps og en Pass-Through-antenne til biler. Det integrerede businessmodul indeholder True Serial, LAN, NFC, smart-kortlæser, 1D/2D-stregkodelæser, UHF RFID og en hot swap-batterifunktion.

Pris: Ca. 7.500 kr. ekskl. moms

Nye bærbare designet til overlevelse

Dell lancerer nu Latitude Rugged Extreme – en serie af bærbare computere designet til at modstå støv, væske, rystelser, stød, ekstreme temperaturer og farlig stråling. Hvis du har et arbejde, som foregår under elektronikfjendtlige forhold, er det sjældent en god ide at tage din arbejdscomputer med dig.

Men det skulle Dell Latitude Rugged Extreme altså sætte en stopper for. Notebook-serien fås med 12 og 14” skærm. Rugged Extreme er blandt andet beskyttet af stødresistent ultrapolymer og hårdfør magnesiumlegering, ligesom det kompressionstætnede kabinet holder alle uønskede partikler ude. Derudover er Rugged Extreme udstyret med fjerde generations QuadCool-varmestyring.

Pris: Latitude 12 Rugged Extreme ca. 16.400 kr. ekskl. moms
Latitude 14 Rugged Extreme (billedet) ca. 19.500 kr. ekskl. moms

Verdens hurtigste 6 TB

Seagate har netop lanceret, hvad de betegner som verdens hurtigste 6 TB harddiskdrev: Seagate Enterprise Capacity 3.5 HDD v4. Enterprise Capacity 3.5 HDD v4 har den hurtigste ydeevne, der findes for Nearline HDD, hvilket giver mulighed for hurtigere dataoverførsler, fordi der tages udgangspunkt i den 8. generation af platformen.

Harddisken kan således levere 25 procent mere ydelse i forhold til konkurrerende 6 TB-harddiske. Det gør den ifølge producenten ideel til en 24 x 7 bulk-datalagring. Enterprise Capacity 3.5 HDD v4 giver en kapacitetsstigning på 50 procent i forhold til den seneste generation (4 TB) Nearline-harddisk. Harddisken benytter en rotationsvibrationsteknologi for driftssikker ydeevne i Enterprise-klassen og korrekt datalagring i miljøer med høj densitet. Harddisken lanceres hos udvalgte cloud-partnere og forhandlere over hele verden.

Pris: Fra 3495 kr. ekskl. moms

Trådløst multimedietastatur

Microsoft har netop lanceret det nye trådløse multimedietastatur, All-In-One Media, der hjælper brugeren med at få det bedste ud af Windows 8, og som fungerer som en avanceret fjernbetjening, når pc’en eller tabletten er forbundet med fjernsynet. Tastaturet har et indbygget multitouch pegefelt ved siden af tasterne.

Det betyder, at man – udover at kunne bruge de almindelige taster – nemt kan pege, knibe sammen, zoome, stryge og klikke præcis, som man kan på en touchskærm eller smartphone. Det trådløse tastatur tilkobles din pc med den trådløse USB-adapter. Derudover har tastaturet genvejstaster, der lader dig navigere i Windows 8, og som giver en hurtig betjening af musik og film via dit fjernsyn, pc, tablet eller spillekonsol. Det vandafvisende design beskytter samtidig tastaturet ved uheld, og der er tre års garanti.

Pris: Ca. 320 kr. ekskl. moms

Kompakt, kommerciel fotoproduktionsprinter

Epson har for nylig sendt SureLab D700 på markedet, Epsons første kompakte seksfarve-fotoproduktionsprinter med en bred række af medie- og formateringsmuligheder. Kombinationen af levende farveoutput og økonomi gør den velegnet til fotoproduktionsvirksomheder og uafhængige fotoforretninger, for arrangementsfotografer, minilaboratorier og kopibutikker samt virksomheder, der har brug for at udskrive panoramabilleder i høj kvalitet, lykønskningskort eller blandede udskrivningsjob.

Modellen kan udskrive på en lang række medier og i mange formater, inklusive blanke, glittede og papirbaserede matte medier i forskellige størrelser fra en bredde på 10-21 cm og en længde på 8,9 til 100 cm. Langtidsholdbare blade reducerer nedetid og vedligeholdelsesomkostninger og fremmer produktiviteten og sørger for, at brugerne kan tilbyde deres kunder en ensartet og pålidelig service.

Pris: Ca. 22.000 kr. ekskl. moms