Grøn it – mere end bare en dille

Grøn it – mere end bare en dille

EmailFacebookLinkedInTwitterDeliciousGoogle+PinterestDel

At være miljøbevidst er ikke længere blot et for-kromet modefænomen. Det er blevet et strategisk værktøj, der i form af grønne regnskaber signalerer virksomhedernes ansvarlighed

For snart 25 år siden besøgte jeg som journalist høreapparatproducenten Oticons nye hovedsæde indrettet i Tuborgs gamle produktionshaller i Hellerup. Her lavede man en showcase ud af at placere koncernens postafdeling på øverste etage, hvor al post blev scannet for øjeblikkeligt at blive destrueret i en makulator. Derefter blev alle papirstrimlerne via et gennemsigtigt plastrør, der strakte sig ned gennem alle etagerne, sendt direkte i kælderen, hvor store affaldssække ventede.

Jeg husker stadig strimlernes næsten vægtløse flagren ned gennem røret, der var daværende direktør Lars Kolinds synliggørelse af visionen om det papirløse kontor. Her havde medarbejderne ikke faste pladser, men mødte hver morgen ind til et lille rullebord med ringbind og andre fornødenheder til det daglige arbejde – og så var det ellers bare at finde en ledig plads i det åbne kontormiljø og den flade organisation, hvor ikke engang Lars Kolind selv havde eget kontor.

Gassen gik hurtigt af drømmen
Vi ved alle sammen, hvordan det gik. Papirforbruget voksede eksplosivt, og selv om udenlandske tv-stationer som CNN også lagde vejen forbi Hellerup for at berette om det unikke koncept, gik gassen forholdsvis hurtigt af den papirløse ballon. Dengang var drømmen om det papirløse kontor og den fleksible organisation ikke drevet af miljøhensyn, men af ønsket om effektivitet samt ikke mindst evnen til hurtig omstilling på et stærkt konkurrencebetonet marked.

I dag ser virkeligheden ganske anderledes ud. Naturligvis ønsker alle virksomheder en kort responstid på nye markedsvilkår, men med fokus på grønne regnskaber, generel bæredygtighed samt ønsket om mindst muligt CO2-aftryk spiller miljøet en langt større rolle i det samlede billede. Nu handler det om meget mere end blot forbruget af papir. Miljø tænkes ind i virksomheden på en lang række områder, og grøn it indgår som en helt naturlig del af denne strategi.

Et anderledes verdensbillede
Men hvad indeholder et luftigt begreb som grøn it egentlig? Grøn it kan naturligvis defineres i relation til den hardware, vi betjener os af i dagligdagen – både når det gælder produktion, strømforbrug og affald. Men grøn it er ikke kun lig med miljøvenlig hardware – i dag er det at være grøn så sandelig også relateret til arbejdsprocesser og -metoder.

For 25 år siden var en faktor som papirforbrug en særdeles målbar faktor, der oven i købet var oppe i tiden. Men nu ved vi godt, at det totalt papirløse kontor er en utopi. Til gengæld har vi fået så mange andre værktøjer og teknologier, der på en række andre områder gør det muligt ikke blot at være en virksomhed, der tænker på miljøet, men også være en virksomhed, der er rustet til den globale konkurrence.

1 2 3 4 5 6 7Næste

Del denne