Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gratis kortdata er big business

OpenStreetMap-projektet har rod i crowdsourcing-verdenen, men inviterer til kommerciel videreudvikling. Alt om DATA har talt med projektets topchef og den administrerende direktør i skobbler, som står bag en populær navigations-app baseret på åbne geodata.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

OpenStreetMap er et crowdsourcing-projekt bygget af almindelige mennesker verden over. Flere end to millioner entusiastiske ”mappere” bidrager hver dag til at udbygge og opdatere kort ved at producere kortdata i en åben database.

Kortene dækker ikke kun veje, men også cykel- og skovstier, og de betragtes efterhånden som en seriøs udfordrer til kommercielle giganter som TomTom, Nokia og Google. Data fra OpenStreetMap anvendes bandt andre af tjenesterne Foursquare, Flickr og TripAdvisor.

Af brugere for brugere

Henk Hoff er topchef i OpenStreetMap. Han forklarer, at initiativet begyndte for cirka ti år siden og var inspireret af Wikipedias crowdsourcing-motto “af brugere for brugere”.

“Vores udgangspunkt var, at godt nok var kortdata tilgængelige på det tidspunkt, men de var dyre at få fat i, og udbyderne var meget restriktive i forhold til brugen. Man måtte kun bruge dem til bestemte ting. Vi ønskede at slippe geodata fri og gøre dem gratis, så folk kunne bruge dem til, hvad der passede dem,” fortæller Henk Hoff.

På dette tidspunkt var der intet kommercielt i projektet?”Nej. Geodata er faktuelle data, og faktuelle data mener vi principielt skal være åbne for alle. Vi havde og har intet imod, at virksomheder anvender vores data til et kommercielt formål, men vi har aldrig selv haft en business-plan for udnyttelsen af dem. Vi ville bare gerne stimulere innovationslysten.”

Det var 10 år siden. Hvor er I henne i dag?
”Jeg vil mene, at vi i dag har et virkelig godt kort. Der er god dækning i den vestlige verden, mens vi er de kommercielle udbydere langt overlegne i udviklingslande, som de ikke har så meget fokus på,” siger Henk Hoff.
”Der, hvor vi stadig skal udvikle os, er i forhold til ruteplanlægning. Der er de store kommercielle spillere stadig lidt bedre end os.”

Prøv at fortæl lidt om markedspotentialet i OpenStreetMap.
“Vi leverer kun de rå data. Men der er flere solution providers eller hosting providers, som kan tilbyde adgangen til vores kort som en service. Disse udbydere kan også modellere kortet, så det får den form, den farve og de elementer, du ønsker, ligesom de også tilbyder specifikke kortplanlægningstjenester.”

Få spillere sidder på lokationsdata

Marcus Thielking er administrerende direktør i firmaet skobbler, som anvender OpenStreetMap-data til blandet andet deres app, Scout.
”Du finder ikke nogen kort- og navigationsapplikationer i App Store med den samme samlede pakke af anvendelige funktioner,” siger han.
”Selv ikke, hvis du bruger et par hundrede kroner. For eksempel får du med denne app et kort over hele verden, der kan bruges både on- og offline, hvilket giver dig ultimativ pålidelighed, uanset om du har internetforbindelse eller ej.”

Stor begejstring for tanken bag

I det hele taget er Marcus Thielking meget begejstret for OpenStreetMap-projektet og tankegangen bag.
”Markedet for internationale digitale kort er kendetegnet ved at have meget få spillere. Men geodata er en hjørnesten i hele den digitale udvikling, hvor mobilitet fylder mere og mere. Location matters. I den optik, synes jeg, er det interessant, at der er så få datakilder, man kan anvende. At sidde på de data er et kæmpe aktiv allerede i dag, men det bliver det især i fremtiden,” siger Marcus Thielking.

“De gamle kort fra eksempelvis Nokia og TomTom er ikke udviklet til at blive opdateret minut for minut. Det har de slet ikke infrastrukturen til. Det sker mere i form af kvartalsvise eller halvårlige opdateringer. Der er crowdsourcing, som OpenStreetMap bygger på, næsten skabt til at lave løbende opdateringer af kortene.”

Svarer til at købe en bil

Marcus Thielking forklarer, at på trods af de mange fordele ved OpenStreetMap lider det stadig under, at der ikke eksisterer standarder for softwaren. Standarderne har mere karakter af guidelines.

”Det betyder, at det kan være svært for en tredjepartsleverandør at bruge data fra OpenStreetMap i deres service. Der mangler en bro fra de virkelig gode og detaljerede data til den endelige service.

Har du et godt råd til danske udviklere, der ønsker at lave forretning på data fra Open-StreetMap?
”Man skal naturligvis have en indledende idé om, hvilken service man ønsker at tilbyde. Baseret på det skal man finde ud af, om servicen eksempelvis bare skal vise et kort, eller om brugeren skal kunne interagere med kortet.

Om en eventuel ruteplanlægningsservice skal have et generisk design, eller om det skal have virksomhedens eget design. Sådan nogle ting. Det svarer lidt til at købe en bil: Du ved, hvad du leder efter i form af brændstofforbrug, farve, hestekræfter osv., og så handler det om at finde den model, der passer til dit behov. Endelig skal man forstå, at det ikke er de rå data, der giver en service værdi, men hvad man gør ved de rå data. Den fejl er der mange, der har begået gennem tiden,” afslutter Marcus Thielking.