Grafikkort er spændende. Nogle vil nok synes, det blot er et stykke uinteressant hardware, men det er ikke helt retfærdigt, der sker nemlig løbende rigtigt meget på grafikkortfronten. Udviklingen er ikke bremset op − tværtimod.

Ydelsen er som altid stigende, og de an- vendte teknologier bliver mere avancere- de. Vi er nu nået til DirectX 11, der giver helt nye muligheder for udnyttelse af grafikkortet til andet end grafiske formål: Tesselation (Opbrydning af polygoner i mindre enheder, som sammen med andre billedalgoritmer forbedrer billedkvaliteten) er tilføjet, og der er forbedret understøttelse af multi-threading.

Det sidste så computerspil og andre grafik-applikationer bedre kan udnytte de afsindigt mange kerner, en moderne grafikprocessor besidder.

De to store aktører indenfor dedikerede grafikkort, Nvidia og ATI, anvender forskellige betegnelser for kvalitetsforbedrende teknologier, men den løbende udvikling er værd at holde øje med.

Den sidste nye udvikling er understøttelse af flere skærme på grafikkortene, først kom ATI, og nu har Nvidia tilsluttet sig. Selv om det ikke indgår her i testen, er grafikkortsopsætninger med flere fysiske grafikkort, såsom SLI og Cross- FireX, blevet hverdag for den pengestærke bruger.

Lige under vanvids- kortene

Der er med andre ord nok faktorer at holde øje med. Der er ligeledes forskellige grafikkortssegmenter, startende med on board- løsninger på bundkortet eller i cpu’en.

Udover det findes der dedikerede grafikkort i forskellige segmenter gående fra lavt ydende kort over middelklassekort til de absolut bedst ydende kort i high-end klassen. Overgangen er glidende, og de mange forskellige grafikchips skaber trængsel på skalaen. Det vildeste af det vildeste er altid sjovt, men indrømmet, uforholdsvist dyrt.

Denne gang valgtes mellemsegmentet i lidt bred forstand. Målsætningen var at teste de grafikkort, der ligger lige under de vildeste grafikkort på markedet. Med det in mente inviterede vi producenterne til at deltage med grafikkort baseret på bestemte grafikchips.

Fra Nvidia lød ønsket på GeForce GTX460, GTX465 samt GTX470 og fra ATI’s side Radeon HD5830 og HD5850. Vi spurgte efter såvel modeller med standard clockfrekvens og overclockede versioner. Det er nemlig blevet kutyme for producenterne at have begge typer i produktpaletten.

Interessant nok blev der ikke givet tilsagn fra grafikkortsproducenternes side om at ville deltage med hverken Radeon HD5830- eller GeForce GTX265-modeller. Det skyldtes nok ikke udelukkende mangel på testeksemplarer men måske frygt for, at de ville falde lidt igennem ydelsesmæssigt.

Hvorom alt er, er testen endt med, at deltagerne ganske vist ikke er de absolutte topkort ydelsesmæssigt. Men der er tale om det bedste fra anden geled, om man vil. Prismæssigt er de deltagende grafikkort ikke budgettilbud, men de vil for mange være det bedste kompromis mellem ydelse og pris.

Et andet spændende aspekt er muligheden for at anvende de deltagende grafikkort i SLI- og CrossFireX-opsætninger. Vi har netop lige behandlet emnet her i Alt om DATA, så det vil ikke blive testet her.

Men muligheden for at få mere ydelse for pengene eller at udvide med grafikkort nummer to, hvis ydelsen trænger til et pift, er altid en overvejelse værd.

Hvad der vægtes

Set ud fra en simplificeret testsammenhæng, er der tre ting, grafikkortene her i testen bedømmes ud fra. Det er ydelse, der vejer tungest i bedømmelsen. Desuden er det features, og endelig prisen der får mindst opmærksomhed. Ydelsen betegner, hvor mange fps grafikkortene er til stand til at vride ud af spil og anden 3D grafik under DirectX og OpenGL.

I ydelseskarakteren indgår denne gang også, hvor mange kræfter kortene råder over i forbindelse med DirectCompute opgaver. Det er, hvor grafikkortene via specialsoftware anvendes til at foretage beregninger, som cpu’en normalt varetager.

Features, som er næstvigtigste karakterelement her, er et broget sammensurium af mange karakteristika ved det enkelte kort. Her kan nævnes de tilslutningsmuligheder, der tilbydes, understøttede teknologier, hvilken software der medfølger, medfølgende tilbehør, billedkvalitet, støjniveau, varme- udvikling, hvor fleksibelt kortet er i forbindelse med flerkortopsætninger, om det er overclocket — eller i det mindste let at overclocke — samt andre konstruktions- karakteristika.

Det er meget individuelt, hvad den enkelte bruger lægger vægt på. Der er i testen vurderet på alle disse faktorer i skiftende grad, men de indgår altså alle i de 30 procent, som features udgør af den samlede karakter.

Endelig har vi prisen, som vurderes ud fra, hvad man som bruger får ved købet af det enkelte grafikkort i forhold til ydelse, features og i forhold til grafikkortsmarkedet som helhed.

Motorerne bag det hele

Herinde på redaktionen arbejder vi på at skaffe et bredt udvalg af spil til benchmark-formål, for det er forskelligt, hvorledes de forskellige gameengines favoriserer bestemte grafikkort. Testens forskellige bench-marks, baserer sig ligesom spil, på en systematiseret samling kode kaldet »gameengine« eller »3D-engine«, om man vil.

Denne fastsætter i forskellig grad og omfang, hvorledes grafik skal renderes, hvorledes fysiske handlinger skal opfattes, hvorledes kunstig intelligens interagerer med mere.

Hvor mange af disse moduler de enkelte engines leverer fra start, og hvor meget, der skal og bliver specialkodet til det enkelte spil eller 3D program, er forskellig fra gang til gang.

I denne test vil kun enkelte benchmarks basere sig på virkelige gameengines, men der gives en god forståelse for, hvorledes det enkelte grafikkort overordnet tackler DirectX10, DirextX11, OpenGL, antialiasing, tesselation og generelle kvalitetsindstillinger.

Sådan testede vi

I forbindelse med planlægningen af testen blev det overvejet, hvorvidt der skulle testes ved rigtigt høje opløsninger. Det endte med at blive ved opløsningen 1.680×1.050 pixels som højeste fællesnævner. Der var heller ikke tale om high-end kort eller opsætninger med flere grafikkort involveret.

Fordi alle grafikkortene i testen er DirectX 11-kompatible, er der lagt stor vægt på at vise de enkelte grafikkorts potentiale under denne API. Her tænkes specielt på evnen til at arbejde med tesselation, der er et af de nye buzz-ord under DirectX11.

Testen blev afviklet ved anvendelse af en AMD Phenom II X6 1090T sekskernet processor på 3,2GHz, 8GB ddr3 ram og et Gigabyte bundkort. Til Nvidia-grafikkortene anvendtes GeForce 258.95 driverne, til ATI-grafikkortet anvendtes Catalyst suite 10.8.

De forskellige benchmarks blev afviklet to gange, tværsnittet af de to resultatet blev angivet som resultat. Flere test foregik med forskellige indstillinger for at se, hvorledes ændringerne påvirkede grafikkortenes ydelse.

Der blev lyttet efter, hvor meget de enkelte grafikkort støjede, ligesom der blev målt for, hvor varme de enkelte grafikkort var i drift. Det skal siges, at kortene ikke blev presset maksimalt i målingerne, det var blot en indikator for at vise, hvor varme de generelt kunne udvikle sig til at blive.

Udover målingerne blev der lagt vægt på kortenes features i videste forstand. Billedkvaliteten var naturligvis også i betragtning, men her var der praktisk talt ingen forskel at se på deltagerne ved samme indstilling. For en gangs skyld har vi ikke målt på det samlede energiforbrug men i stedet angivet de angivne værdier for standardudgave af grafikkortene.

Benchmarks

Den første benchmark, der anvendes, er 3DMark Vantage 1.0.2, der viser en generisk repræsentation af, hvorledes grafikkort klarer sig under DirextX10.

Denne test køres i indstillingerne »Performance« og «High«. Tom Clancys «Hawx« køres i opløsningen 1.680x1.050 i DirectX10 med højeste indstillinger aktiveret. CineBench R11.5, der baseres på Cinema 4D animationssuiten, viser evnen til, at arbejde som grafikknuser i forbindelse med OpenGL grafik.

Unigine Heaven 2.1 er en benchmark, der i testen afvikles i 1.680×1.050 pixels i DirectX11 med tre forskellige indstillinger. 2×AA, 8×AA og endeligt 8×AA med tesselation sat til normal.

TessMark 0.2.2 anvendes i opløsningen 1.680×1.050 pixels til, den arbejder med tesselation og benyttes her ikke mindst til at vise, hvorledes stigende grad af Antialiasing (AA) påvirker ydelsen. Den afvikles med tre indstillinger med forskellige AA indstillinger.

Stone Giant er en lille benchmark, der i opløsningen 1.680×1.050 viser, hvorledes tesselation påvirker de enkelte grafikkorts ydelse i indstillingerne lav, medium og høj.

De sidste to spilbenchmarks bygger på den gameengine, som anvendes i de respektive computerspil. »Aliens vs Predator«-benchmark afvikles i dette tilfælde i standardindstillingerne med DirectX11 med tesselation aktiveret og med høje kvalitets indstillinger.

»Stalker Pripyat«-benchmark afvikles i tre forskellige indstillinger i kvalitetsniveau høj i DirectX10 og DirectX11. Her ønskes vist, hvorledes ellers identiske indstillinger i DirectX10 og DirectX11 påvirker grafikkortenes ydelse i forbindelse med dette spil.

Endelig anvendes tesselation til sidst med samme indstillinger for at se, hvad det betyder for ydelsen isoleret set. DirectComputeBenchmark 0.46b viser de deltagendes grafikkorts ydelse i forbindelse med DirectCompute og OpenCL

Opgaver, hvor grafikkortet anvendes til beregninger, der ikke er grafiske. ComputeMark 2.1 køres i opløsningen 1.280×800 pixels med en række deltests og en samlet score, der viser, hvor meget det pågældende grafikkort yder i DirectComputer øjemed under Windows Vista og Windows 7.

Konklusion

Hvis karaktererne for ydelse synes noget lave, skal det siges, at den skal ses i forhold til de noget stærkere grafikkort som GeForce GTX480 og Radeon HD5870 grafikkort, der byder på endnu flere kræfter. Vinderen blev EVGA GeForce GTX470 SuperClocked+ med den mindste mulige margin.

Det er ganske vist det hurtigste grafikkort i mange sammenhænge. Det trak vinderlogoet hjem til dette grafikkort, og som det ses, endte det tæt. Men fordi vi vægtede ydelsen mest, måtte dette kort vinde, når det blev så tæt.

Kortet er ret dyrt og larmer en del, men dets gode sider kan man ikke tage fra det. »Bedste køb« endte med at blive Inno3D GeForce460GTX OC 1GB, fordi den er billigste kort og alligevel overclocket nok til at den følge de andre GTX460 kort nøje ydelsesmæssigt. Desuden støjer det næsten ikke.

MSI N460GTX HAWK får »anbefaler«-logoet for at være det stærkeste GTX460-grafikkort set over en kam − omend med et mulehår. Men først og fremmest for den fantastiske kølerløsning, de gode komponenter og for den latente mulighed for yderligere overclockning.

Asus ENGTX460 DirectCU/2DI/1GD5 har også mange gode kvaliteter. Den har en virkelig god og støjsvag kølerløsning. Kortet har desuden frirum til en del overclockning, og gode programmer dertil medfølger.

Når den ikke får en pris, er det fordi, den ikke er specielt billigere end de overclockede versioner. Læg dertil usikkerheden ved, hvor meget den kan overclockes. Dog er kortet lidt af et geheimtip, hvis man render med den slags tanker.

EVGA GeForce GTX460 SuperClocked 1024MB EE udmærker sig ved at være kompakt og ligge nogenlunde på linje med MSI-kortet i ydelse. Men der er også enkelte ulemper. For det første larmer den lidt mere end de andre GTX460 grafikkort, for det andet bliver den noget varmere. Ikke noget der overhovedet betyder noget, men den kan ikke beskyldes for at være lige så overclockningsegnet som flere af deltagerne i testen.

Sapphire Toxic HD5850 1GB er på mange områder et klassekort, den er noget dyr, hvilket trækker ned, især når det kombineres med uviljen mod høje tesselation niveauer, der vil være at finde i nyere spil i øjenguf-klassen.

Vores måleresultater. Klik på billedet for at forstørre.