Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gør computeren til en fladskærm

Det er ikke længere nødvendigt at sidde lænket foran fladskærmen for at se fjernsyn i ordentlig kvalitet. Hvad enten du vil have tv på dine hjemmecomputere eller vil transformere din bærbare om til en transportabel fladskærm, er der mange muligheder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Har du svært ved at slippe tv'et, når du skal væk fra fladskærmen derhjemme og ud i den danske sensommer, er alt ikke tabt. Smid din laptop med i bagagen og investér i en tv-modtager til usb-porten. Så kan du se ligeså meget fodbold, tv-køkken, komedieserier eller hvad du end lyster uden at være afhængig af et stort tv.

Tag tv’et med på farten

Der findes efterhånden mange små tingester, der nemt og hurtigt kan forvandle din bærbare computer til en velfungerende fladskærm. Sandbergs Mini DVB-T Dongle er en af dem.

Tv-modtageren er blandt de absolut mindste på markedet – hvis ikke den mindste overhovedet – men giver dig ikke desto mindre både tv, fm-radio og DAB.

Den mikroskopiske modtager stritter kun en anelse ud af computeren og kan enten monteres med den medfølgende stueantenne eller kobles til et normalt antennestik.

Så er det sådan set bare at spore signalet og sætte dig til rette med popcorn og fadøl. Du kan læse vores anmeldelse af Sandberg Mini DVB-T Dongle her. Tv-modtageren er i butikkerne nu. Se priser på Sandberg Mini DVB-T Dongle her.

Et alternativ kunne være Elgato EyeTV DTT Deluxe, som ligeledes er en ultra lille tuner - dog med en lidt højere pris. Se priser på EyeTV DTT Deluxe her.

Der findes også ExpressCard løsninger som TerraTec Cinergy T PC Express DVB-T. Hvis du har en lidt ældre bærbar med PC Card, er der også mulighed for at anvende Deltaco DVB-T PCMCIA, som også inkluderer fjernbetjening.

Trådløst tv på alle computere

Derhjemme kan det nu også være smart med en tv-tuner. Så er der mulighed for at anvende den stationære som et ekstra tv, hvis man ikke lige kan blive enig med kæresten om, hvad man skal se på fladskærmen.

Visse computere har modtageren indbygget. Hvis ikke den har det, kan man anvende en usb dongle, præcis som på den bærbare, eller stikke et pci express kort, som eksempelvis ASUS My Cinema PE6300Hybrid, i computeren.

En anden mulighed er at alliere sig med Elgato EyeTV Netstream DTT. Frem for at skulle tilsluttes en usb-port eller pci-indgang kobles den til netværket og streamer tv-signalet trådløst.

På den måde er signalet ikke begrænset til enkelt computer ad gangen men kan ses på flere. Da boksen oven i købet har dobbelt tv-tuner, er det endda muligt at se forskellige kanaler på to tilkoblede computere samtidig. Læs T3s anmeldelse af Elgato EyeTV Netstream DTT her.

Brug computeren som harddisk-optager

For både Sandbergs dongle, ASUS pci kort og Elgatos boks gælder, at de udover at vise fjernsyn også kan optage programmer på computeren.

Med Sandbergs dongle følger et program, som giver mulighed for at optage programmer, pause live-programmer, tage snapshots af skærmbilleder og timerstyre optagelser. Desuden kan det hente friske programoversigter og understøtter tekst-tv, mpeg2 og mpeg4 samt de forskellige standarder for undertekster.

Med Elgatos boks følger det meget roste EyeTV 3.0-tv-software, der ligeledes kan optage programmer og har et væld af smarte funktioner, som gør det utroligt nemt at finde rundt i muligheder og betjene tv-indstillingerne. Desværre virker det kun på Mac, hvorfor Windows-brugerne må ty til Windows 7 Media Center i stedet.

Begrænset kanal-udvalg

Nu er det desværre ikke alle kanaler, man kan se med sådanne tv-tunere. I hvert fald ikke, hvis man ikke vil lægge lidt ekstra penge hos tv-udbyderen.

Selvom om mange kanaler i princippet kan fanges via det luftbårne dvb-t signal er det kun alle DRs kanaler, TV2, folketingskanalen og eventuelle lokalkanaler, som du kan være sikker på at få lov at se. Men så er de jo til gengæld også helt gratis – når du altså lige har betalt din licens.