Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gør din bærbar til et trådløst hotspot

Det er nemt at bruge din laptop som et trådløst hotspot.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er nemt at bruge din laptop som et trådløst hotspot.  På den måde kan man få forbindelse til netværket via sin laptop, og det er praktisk, hvis man har en aldrende router. De fleste laptops har udmærkede Wi-Fi-adaptere, og hvis man kobler sin laptop til en router via et ethernet-kabel, kan man oprette et stærkt Wi-Fi-netværk, som kan nå ud i alle hjemmets kroge. Og hvis man er på et hotel, der tilbyder en kabel-internetforbindelse, kan man lave et hotspot og tilkoble sin smartphone. På den måde kan man browse på nettet uden at skulle betale roaming-afgifter. Det bedste af det hele er, at det ikke blot er nemt, det er også gratis.

1 Hent softwaren
Vi bruger den gratis software Virtual Router. Du skal først downloade den. Gå til http://bit.ly/1zo1IQJ, og klik på den store ‘download’-knap til højre [Billede A]. Når du bliver bedt om det, gemmer du med ‘Save’ og vælger ‘Run’.

AOD15_hotspot01

2 Installer Virtual Router
Gå nu til opsætningen af Virtual Router. Klik ‘Next’. Nu bliver du spurgt, hvor du vil installere softwaren. Du kan vælge, om du kun vil bruge din brugerkonto til at få adgang til programmet, eller om du vil bruge en hvilken som helst konto. Hvis du ikke vil have andre til at lave netværk, vælger du blot ‘Just me’.

3 Navngiv dit nye netværk
Efter installationen beder et vindue om et navn eller et SSID til netværket. Standardnavnet er VirtualRouter.codeplex.com, men det kan du selv tilpasse. Det er klogt at vælge noget, der er nemt at huske, for du skal søge efter det på andre trådløse enheder. Det er også her, du vælger dit kodeord.

4 Vælg, hvilket netværk du vil dele
I den næste boks kan du vælge, hvilket netværk du vil dele. Standardvalget er ‘None’. Klik på rullelisten for at få en liste over de forbindelser, du kan dele. Antallet af forbindelser afhænger af, hvordan din laptop er forbundet til dit netværk. Hovedparten af tiden bør du kunne se en Wi-Fi-mulighed. Vælg den, hvis du vil dele dit trådløse netværk. [Billede B].

AOD15_hotspot02

5 Start din virtuelle router
Start dit nye netværk ved at klikke på ‘Start Virtual Router’. Din laptop udsender et nyt net, som dine trådløse enheder kan få forbindelse til. Nederst bør du kunne se en besked, der siger ‘Virtual Router Started’. I boksen ovenover, hvor der står ‘Peers Connected’, bør der ikke stå noget. Når du begynder at forbinde enheder, kan du se dem komme frem her.

6 Forbindelse til hotspottet
Nu udsender din laptop et nyt Wi-Fi-netværk, som du kan koble enheder op på. Måden, du forbinder på, afhænger af enheden, men åbn indstillingerne, og vælg Wi-Fi-netværket. Klik på netværket, og skriv kodeordet. Nu kan du se de enheder, du har tilkoblet hotspottet i Virtual Router-vinduet [Billede C].

AOD15_hotspot03

7 Få glæde af dit hotspot
Når du kører din virtuelle router, skal du holde øje med peers connected-vinduet og sikre dig, at der ikke er nogen enheder, som du ikke kender. Sørg også for, at alle de forbundne ved, at når du slukker for din laptop, bliver hotspottet også slukket. Hvis du på et tidspunkt vil slukke dit hotspot, skal du blot klikke ‘Stop Virtual Router’. 