Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

God alsidig laptop

Medion har sendt en 17,3" bærbar på gaden, og den er et meget spændende bekendtskab.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De sidste mange laptops, vi har set fra Medions side af, har hørt til i den ”normale” størrelse. Altså omkring de 15”. Men nu har Medion sendt en 17,3” på gaden, og den er et meget spændende bekendtskab.

MD98550 er modelbetegnelsen, og det er en rigtig allround-laptop. Udstyret med en Core i3-processor, 4GB hukommelse, et Dolby Home Theater-lydsystem og masser af harddisk plads er det en computer, der placerer sig solidt i markedet for hjemmecomputeren.

Skærmen er af en sådan størrelse, at den sagtens kan bruges som en såkaldt desktop replacement – altså væk med den store stationære computer, og brug i stedet en computer af denne type. Jeg vil dog anbefale, at når den bruges som desktop replacement, så skal den udstyres med et eksternt tastatur og mus.

Komfortabel i brug

En computer af denne type skal være behagelig at bruge, og her tænker jeg på tastaturet og den indbyggede touchpad. Her har Medion ramt rigtigt. Tastaturet er af den flade slags og i fuld størrelse, og det er utrolig behageligt at bruge.

Den indbyggede touchpad er placeret, lige præcist hvor den skal sidde, så du ikke kommer til at lægge håndledet på den eller rammer den ved et tilfælde med din tommelfinger.

En af de ting, som denne computer er virkelig god til, er at se film på. Skærmen er utrolig klar, billedet står flot på den store skærm, og for at gøre det hele endnu bedre så er lydsiden også rigtig god. De indbyggede højttalere giver dig Dolby Home Theater-lyd i meget høj kvalitet. Vi var passende imponerede over denne laptops underholdningsformåen.

Til lidt af hvert

Computeren er en maskine, der retter sig direkte mod den alsidige laptop-bruger. Den bruger, der gerne vil spille lidt, surfe på nettet, lave lidt videoredigering og måske se film.

Det er ikke en computer for en hardcore gamer, men til lidt hyggespil er det en rigtig god computer. Samtidig har den kræfter nok til at kunne manipulere lidt billeder, og den er perfekt til at surfe på og lave kontorarbejde.

Computeren blev en anelse varm under brug, men ikke så meget, at det var ubehageligt at bruge den, og på intet tidspunkt larmede den så meget, at vi blev generet af den.