Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Giv et praj …

Med din iPhone eller smartphone med Android-styresystem kan du hjælpe med at give oplysninger til kommunen om ødelagte vejskilte, slukkede gadelamper og så videre. Du skal blot hente en gratis app.

Af Karen Fredslund Ellegaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Synes du, det er ærgerligt at skulle styre uden om huller i vejen eller på cykelstien? Har du opdaget ødelagte vejskilte, slukkede gadelamper, vildtvoksende bjørneklo eller overfyldte skraldespande?

Du kan nu hjælpe kommunen med at gøre noget ved problemet ved at fortælle om det. Alt, hvad du skal gøre, er at hente applikationen G!v et Praj til din iPhone eller en mobiltelefon med det udbredte Android-styresystem. Herefter tager du et billede af for eksempel et hul i vejen, klikker på et par knapper – og så får kommunen automatisk besked om problemet inden for 24 timer.

Dit praj med billede bliver nemlig sendt til firmaet Intergraph Danmark. Det kan ud fra din besked se, hvor billedet er taget, og videreformidler prajet og dets geografiske placering til den rette kommune eller myndighed, som skal tage affære.

Hjælp til selvhjælp

Dit praj afleveres anonymt, så dit navn ikke fremgår. Til gengæld har du hjulpet kommunen – og dig selv:

»Teknisk forvaltning kan af gode grunde ikke hele tiden køre rundt på alle kommunens veje for at overvåge, om der er opstået huller i vejen eller ligger affald og flyder.

Derfor er det en stor hjælp for kommunen, når borgere giver et praj, og det øger sandsynligheden for, at problemerne bliver hurtigt udbedret. Så alle har fordel af applikationen, der ligesom Google er ganske gratis at bruge for alle parter,« forklarer afdelingschef Mads Bjørn-Møldrup fra Intergraph Danmark, som står bag applikation G!v et Praj.

Det var i øvrigt forholdsvist enkelt for Intergraph at udvikle G!v et Praj, fordi firmaet i forvejen har udviklet lignende applikationer til sine kunder og råder over nogle omfattende geografiske it-løsninger, som bruges til at lokalisere indkomne praj fra borgerne.

Intergraph stiller tjenesten og applikationen gratis til rådighed for alle parter. Kommunen kan dog betale et mindre abonnement, hvis den vil have integreret tjenesten med sine egne it-systemer.

Mobil er nemmest

Flere kommuner har allerede oprettet hjemmesider, hvor borgerne kan give et praj, hvis der er noget galt. Men ved at kunne indberette via mobilen er det blevet meget nemmere for borgerne, og de kan gøre det med det samme i stedet for at skulle vente, til de kommer hjem foran computeren.

I alvorlige tilfælde og ved hastesager såsom sprungne vandledninger eller oliespild på vejen anbefaler Mads Bjørn-Møldrup dog, at man kontrakter sin kommune eller forsyningsselskab direkte, da Intergraph kun formidler praj videre til kommunerne én gang i døgnet.

Det er efterfølgende op til kommunen selv at afgøre, hvordan man ønsker at behandle indkomne praj. Intergraph har også lavet app’en, fordi borgernes foretrukne kommunikationsform flytter sig fra at være webbaseret til at være mobil via smartphones. Derfor flytter Intergraph også fokus mere og mere over på de mobile platforme.

Tilsvarende fungerer G!v et Praj som kommunernes forlængede arm ud til borgerne, så de kan genbruge deres eksisterende platform til håndtering af praj og uden samtidig hver især at skulle ud og udvikle egne praj-apps.

Hvorfor gratis?

»Vi fik ideen til G!v et Praj, da vi var i gang med at udvikle vores professionelle mobil-applikation. Så man kan sige, at arbejdet med at lave en ny og enkel form var forholdsvis nem.

Den nye og gratis applikation skulle blot være en ny skal uden på det, vi allerede havde lavet,« siger Mads Bjørn-Møldrup. »Det var en relativt nem opgave at lave en noget mere simpel grænseflade rettet mod borgerne.«

Mads Bjørn-Møldrup oplyser videre, at kommunerne modtager de indkomne mails gratis. Men Intergraph tilbyder tillægsprodukter som abonnementsordninger, der er relativt billige og giver adgang til en række webservicer, hvor de kan trække data ind i realtid.

Det vil sige, at lige så snart et praj fra en borger modtages, vil informationen være tilgængelig i kommunernes systemer. Kommuner med abonnementer kan reagere hurtigere og mere smidigt på de indkomne informationer.«

Ifølge Mads Bjørn-Møldrup har 25 kommuner på nuværende tidspunkt tilmeldt sig ordningen, og han tilføjer: »Jeg har sat mig det mål, at i løbet af sommeren skal vi have halvdelen af Danmarks kommuner med i ordningen.«