Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Galaxy S4 er fuld af fiduser

Samsungs seneste Galaxy S-mobil har et hav af fikse funktioner. Nogle er brugbare, andre er ikke. Under de glitrende gimmicks gemmer sig imidlertid en flot og velfungerende smartphone.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Galaxy S4 har fået mere omtale end nogen anden smartphone siden ærkekonkurrenten iPhone, og Samsung har selv været ihærdige for at piske en stemning op omkring de mange banebrydende features mobilen angiveligt skulle rumme. Det sætter visse forventninger. Ikke mindst i betragtning at forgængeren, Galaxy S III, er den mest solgte Android-mobil.

Kompakt og let

Samsung har – formentlig ganske fornuftigt – ikke ændret det store på designet. Med undtagelse af et par detaljer minder Galaxy S4 meget om sin slanke forgænger.

Selvom størrelsen og vægten er bevaret, er skærmen imidlertid vokset fra 4,8” til 5”. Det betyder, at fronten nærmest kun er skærm, lige med undtagelse af de obligatoriske knapper i bunden samt højttaler, kamera og diverse sensorer i toppen.

Af en 5”-mobil føles den overraskende kompakt og let. Den lave vægt har dog en del at gøre med plastikmaterialet, der er anvendt. Ligesom med S III vil nogen således – med god ret – mene, at mobilen føles lidt billig.

Styr uden hænder

Selv om Galaxy S4 ser bekendt ud fra en ydre betragtning, er der imidlertid sket lidt, når man ser på udvalget af funktioner, der gemmer sig inde i mobilen.

Mest bemærkelsesværdigt er de forskellige måder, du kan styre den på. Det inkluderer muligheden for at bladre i websider og emails eller pause en video blot ved at rykke hovedet samt en preview-funktion, der giver forsmag på, hvad der gemmer sig i et billedalbum, en e-mail eller andet, når du holder fingeren over elementet. Der er også forskellige former for stemmestyring og mulighed for at bladre i sider blot ved at trække hånden over skærmen.

Noget fungerer godt og giver en ekstra dimension til bruger-oplevelsen, men det meste er blot overflødige gimmicks, som forstyrrer mere, end de gavner.

Preview-funktionen er eksempelvis rigtig fin og bidrager til nemmere navigation, mens det at bladre med hovedet hurtigt bliver en trættende affære, da styringen er for upræcis, og derfor sjældent går som tilsigtet.

Det hele kan slås til og fra, og for at få den bedste oplevelse, er man således selv nødt til at afgøre, hvad der fungerer for én.

Flot skærm og god ydelse

Uanset hvilke funktioner man vælger at bruge, er Galaxy S4 dog i bund og grund en virkelig velkørende mobil.

Skærmen er af Amoled-typen og i fuld hd. Det giver 441 pixel per tomme, og en klarhed, der er på højde med de bedste konkurrenter. Farvegengivelsen og betragtningsvinklen er også virkelig god.

I den kompakte mobil gemmer sig en quad core-processor på 1,9 GHz, skabt af Samsung selv. Ikke overraskende leverer den hurtig ydelse og sørger for en smidig brugeroplevelse, når du bevæger dig rundt i Android 4.2, som den er blevet udstyret med som er styresystem. Dog kom det lidt bag på os, at der var en svag antydning af forsinkelse og hakken, når man gik ud af apps.

Kameraet er af virkelig fin kvalitet og leverer billeder på 13 MP samt film i fuld hd. Det rummer desuden et hav af ekstra funktioner, som man kan bruge eller lade være – igen er nogle mere brugbare end andre.

Der er også et kraftigt batteri på 2600 mAh, som sikrer fin batterilevetid samt hurtig opladning.

En værdig arvtager

Galaxy S4 lever ikke helt op til de forventninger, Samsung selv har skabt, men det havde næsten også været umuligt. I praksis er mange af de nye funktioner simpelthen ikke veludviklede og intuitive nok, til at man kommer til at bruge dem.

Mobilen giver imidlertid et fascinerende indblik i, hvad der lige nu er muligt at gøre med en mobiltelefon, både når det kommer til teknologi og design. Da den ligeledes er stærk på kernepunkter som skærm, ydelse og kamera, står Samsung endnu engang med en virkelig god smartphone, som er værdig arvtager til Galaxy S III.

Om den kan bevare Samsung på Android-tronen må tiden vise, for den er oppe mod stærke konkurrenter.