Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fyld nye funktioner på flimmerkassen

Vintermørket er godt på vej til at sænke sig, og det kræver oprustning på hjemmeunderholdningsfronten. Søger du nye muligheder for at se nye film, internet-tv og andet indhold på fladskærmen, er producenterne klar med en hel stak nye bokse, som giver flere funktioner på flimmerkassen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du kan lige så godt indse det. Forestillingen om at være på højde med udviklingen er en illusion, og lige meget hvor nyt dit tv er, vil du være bagud om et par måneder, når producenterne finder på nye smarte funktioner at fylde i flimmerkassen. Heldigvis behøver du dog ikke købe det hele som en samlet pakke. Der findes masser af muligheder for at udvide selv et gammelt tv med nye smarte egenskaber, som giver dig digital underholdning og internet-tv i dagligstuen.

Kompakt tv-boks til billige penge

Ønsker du at udvide dit flad-tv med digitalt indhold fra computeren samt med adgang til webtjenester som YouTube, Facebook og Spotify, giver Western Digital dig nu muligheden, uden at du behøver at hive den store pengepung frem eller rydde al for megen plads omkring tv’et.

WD TV Live er Western Digitals nyeste tv-boks. Sammenlignet med forgængeren WD TV Live Hub er den skrumpet såvel i størrelse som i pris. Derudover har den fået et par ekstra features, men mistet den indbyggede harddisk på 1TB.

Du kan dog tilslutte en hvilken som helst harddisk eller usb-nøgle via usb 2.0, når du vil nyde digitale film, billeder og musik. Du kan også slutte boksen til netværket via gigabit-ethernet-port og indbygget WiFi, og der er hdmi, optisk port og analog audioudgang til at slutte boksen til tv og lydanlæg.

WD TV Live viser video i 1.080p og understøtter et bredt udvalg af formater. Den giver desuden adgang til webtjenester som YouTube, Facebook, Pandora samt musiktjenesten Spotify, som netop er kommet til Danmark. WD TV Live er på markedet nu og kan fås til 620 kroner.

Android på dit tv

Android er en alsidig størrelse, som ikke nødvendigvis kun hører til på mobiltelefonen eller tablet-pc’en. Det beviser A.C. Ryan med sin helt nye tv-boks, som er den første med Googles styresystem.

Boksen hedder Veolo, og ud over at streame medieindhold giver den mulighed for at afvikle spil, gå på nettet og hente apps på dit tv. Med Android 2.2 om bord er der både Java og flash-understøttelse, og boksen kan streame indhold i fuld hd via gigabit 1.000Mbps lan samt indbygget 802.11 b/g/n WiFi.

Maskinkraften leveres af en Arm Cortex A9 1GHz-processor, og der er 512MB hurtig ddr3-ram, som sørger for, at Veolo reagerer som et lyn. Med boksen følger også en 3 i 1-fjernbetjening, som på en gang fungerer som keyboard og mus samt trådløs bevægelsescontroller og almindelig fjernbetjening.
A.C. Ryan Veolo er på markedet nu og sælges til 199,90 euro.

3TB harddisk til dit tv

Det er jo enormt smart, at man kan have en hel masse film på sin harddisk, men det kan være lidt af et besvær at få filmene op på det store flad-tv, hvis man ikke har en model, som er designet til at koble sig på eksterne harddiske. Så skal der en computer imellem, og inden længe er stuen fyldt med elektroniske sager, der står og roder.

Seagate har imidlertid en smart løsning, der fungerer til alle typer tv’er. Grundlæggende er der tale om en helt almindelig harddisk, om end en stor en af slagsen på hele 3TB. Som noget særligt er GoFlex Cinema imidlertid udstyret med tilslutninger som hdmi, composite og spdif, hvilket gør det muligt at føre billede og lyd ud af harddisken på såvel digital som analog maner. GoFlex Cinema er i stand til at afvikle video i 1.080p og understøtter en lang række forskellige formater.

Filmene vælges fra en simpel brugergrænseflade, og der medfølger fjernbetjening, så harddisken kan styres fra sofaen. Seagate GoFlex Cinema skulle være i butikkerne i den allernærmeste fremtid til en pris af 179 euro for 3TB. En mindre model på 1TB bliver også tilgængelig for 99 euro.