Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fuldblods gaminglyd

Med gennemført design.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Razer skiller sig ud med et ret unikt design, der både er meget moderne og samtidig ligner noget, der kunne være opfundet i 1960’erne. Siderne er beklædt i vilde, halvsyrede farver. Øverst på hovedbøjlen står ”Battlefield 4” med store bogstaver. Der er i den grad dømt gaming!

Alle udvendige kabler er meget synlige – i skrigende orange. Syninger i hovedbøjlen og den indvendige foring er i match-ende farve. Det er et design, der virkelig skiller vandene, men uanset hvad, er det gennemført til mindste detalje.

Kvaliteten virker generelt høj, og selv kablet er af en lækker type, der føles som kvalitet.

Headsettet kan justeres, så det sidder præcist, men det kræver, at du løsner og lukker for et par skruer på bøjlen. Er der flere brugere af headsettet, er det et irritationsmoment.

På hovedet føles Razer-sættet lidt tungt og ret kompakt omkring ørerne, da hovedpuderne kun lige dækker øret. Trods fin kvalitet på puderne føles sættet en smule for lukket. Så du bør afprøve det, inden du køber.

Lydmæssigt leveres en varm og dyb sound, hvor især øvre bas er godt repræsenteret. Detaljerne står ikke så krystalklart som hos Sennheiser eller Plantronics, men lydbilledet er homogent og slagkraftigt, fuldblods gaminglyd.

Men vi savner lidt luft i øvre mellemtone, når der lyttes til musik i høj streaming-kvalitet.