Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fuld kraft på mobiler og tablets

2011 ser ud til blive året, hvor mobilen tager et kvantespring fra at være en ydelsesmæssig undermåler til at blive et decideret kraftcenter, der kan konkurrere med fuldblodscomputere på afvikling af video, spil og andre krævende opgaver. Tablet-pc’en bliver endnu vildere.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi skal ikke så mange år tilbage, før de bærbare computere var tæt på regulær nedsmeltning, bare der skulle vises en YouTube-video, og hvor fuld hd var så langt uden for rækkevidde, at blot tanken virkede latterlig. De tider er forbi.

Selv små apparater som mobiler og tablet-pc’er er ved at nå en styrke, der er rigelig til at afvikle video og spil. Indtil videre i lavere opløsning, men i år ser det ud til, at de små apparater vil rykke op i en liga, hvor de kan hamle op med selv kraftige laptops, når der skal håndteres krævende medieindhold.

Supermobil fra LG

LG startede mobilåret med et brag ved at lancere sin Optimus 2X. Det er den første mobiltelefon med to processorkerner. Der er tale om en Tegra 2-processor fra Nvidia med en clockfrekvens på 1GHz og indbygget grafik. Den skal gøre internetsurfing, gaming, multitasking og medieforbrug til en leg, mens mobilen gennemgående er langt hurtigere at bruge end tidligere modeller.

Med LG Optimus 2X er det desuden muligt at sende video i fuld hd til kompatible apparater og forbinde mobilen trådløst til hjemmets mediemaskiner med dlna.

Mobilen kører Android som styresystem, og specifikationerne inkluderer accelerometer, gyroskop, micro-usb-port, 8-megapixel kamera på bagsiden, 1,3-megapixel kamera på fronten, et kraftigt 1.500mAh batteri samt 8GB intern hukommelse og mulighed for at udvide til 32GB via microSD. LG Optimus 2X er på markedet nu med en ganske fornuftig pris på 3.599 kroner.

Fuld hd og fire kerner

Indtil videre er Optimus 2X på papiret den vildeste mobil på markedet, men der går formentlig ikke længe, før konkurrenter vil gøre den rangen stridig. Nvidia er nemlig på vej med en helt ny Tegra-platform, som giver tre gange så mange processorkræfter som den dobbeltkernede, der sidder i Optimus 2X. Platformen hedder ikke helt overraskende Tegra 3.

Med hele fire Cortex-A9-kerner på op til 1,5GHz hver skulle der være kræfter nok, til at du uden problemer kan se video i en opløsning på 1.920×1.200 pixels. Det er, hvad der svarer til en blu-ray-film eller det, man kalder fuld hd.

Om du så får særligt meget ud af at se det på en lille mobiltelefon, er en anden sag, men mon ikke de mobiler, der kommer til at bruge de nye processorer, vil kunne sende signalet videre til tv’et, som det er tilfældet med LG Optimus 2X?

Tablets får 3D

3D er kommet for at blive, om vi så gider bruge det. Producenterne smider enorme summer i teknologien, som finder udbredelse til såvel biograf og tv som computere og spillekonsoller.

Inden længe bliver det tablet-pc’ernes tur. Nvidia har nemlig også udviklet en ny chip rettet mod tablets, der gør det muligt at vise 3D-indhold på de små apparater. Den er udviklet på baggrund af den eksisterende Tegra 2-platform og får to Cortex A9-kerner med en clockhastighed på 1,2GHz.

Om det så vil kræve briller at se 3D på tablets med de nye chip, er der endnu ingen meldinger om. Men der gættes på, at det første apparat, der vil gøre brug af den, bliver LG’s kommende G-Slate-tablet, til hvilken man ifølge rygterne ikke behøver briller for at opleve 3D-indhold.