Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fuld fart over feltet

Medions nye stationære MD8860 viser rigtig gode takter i Alt om DATA's test. Den kan både bruges som multimediecomputer og som spillecomputer.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

For under 5.000 kroner kan du nu købe en computer, der har kræfter nok til både at blive brugt som multimediecomputer og som spillecomputer. Fra onsdag d. 31. marts kan du i Aldi købe Medions MD8860, der kan dække dine behov, hvad enten du vil redigere videoer og billeder eller spille computer.

MD8860 er baseret på AMD Phenom II X4 der kører ved hele 2.8GHz. Den har 4GB ram og en harddisk på ikke mindre end 1,5TB. For at sikre at spil og lignende kan køre nogenlunde flydende, er der sat et ATI Radion HD5670 grafikkort med 1GB GDDR5 hukommelse i maskinen. Alt i alt tyder dette på en maskine med en helt hæderlig ydelse.

Lidt tal på bordet

Vi kørte maskinen gennem to benchmark. 3DMarkVantage og PCMarkVantage der hver for sig viser computerens ydelse på spil og på mediefronten.

3DMarkVantage scorede 5769 3DMarks, hvilket er ret flot af en computer til under 5.000 kroner. 3DMarkVantage tester maskinens evner som en spillecomputer, og vi ville ikke være kede af at spille de fleste nye spil på denne computer. Naturligvis vil de mest krævende spil ikke kunne køre i fuld opløsning, men du vil stadig være i stand til at få en god oplevelse med denne computer.

PCMarkVantage viser, hvor godt computeren yder, når den skal arbejde med kontorprogrammer og ikke mindst med programmer, der manipulerer billeder og video. Her scorede MD8860 5316 PCMarks, hvilket er en helt hæderlig score, og igen viser at computeren har rigeligt med kræfter til at redigere både i video og billeder.

Rigtig god til prisen

Der er ingen tvivl her på redaktionen. Med de specifikationer computeren har, og de benchmarktal vi målte, får man rigtig meget computer for pengene, og derfor kan Alt om DATA anbefale denne computer til folk, der gerne vil have en all-round computer.