Et hurtigt kig gennem bus- og data-hastighederne, der er tilgængelige i et pc-system, vil lynhurtigt afsløre, at der er en flaskehals – nemlig din harddisk.

Det hele bliver flyttet rundt i gigabytes i sekundet und- tagen på din harddisk, der sta- dig arbejder i megabytes. Hvis vi ser bort fra teoretiske hastigheder, er det, du formentlig har, allerhøjest omkring 50-70MB/s, og du bliver nødt til at vente, mens den leder efter data.

Harddiske har været en grundlæggende del af pc’er siden ruder konge var knægt. Interfacet har forandret sig, pladsen og hastighederne har arbejdet sig fremad, men i bund grund er det den samme enhed, som var i IBM’s nye computerting i 1956.

Hver gang det har virket som om, at nu kunne man ikke gøre det bedre, er der sket en ny udvikling eller der skete noget andet, der satte skub i tingene.

Kæmpestore læsehoveder der er modstandsdygtige overfor magnetisme, bliver tit kaldet den første praktiske implementering af nanoteknologien (skaffede også opfinderne nobelprisen).

Den aldrende IDE-controller er blevet overgået af sata.

I 2005 kom der perpendikulære lagring (de magnetiske regioner sidder vertikalt frem for horisontalt). Al denne her udvikling har gjort, at i mange år er datatætheden vokset med 100 procent om året, uden at priserne har fulgt trop.

Nu koster en standard disk omkring 450 kroner – plus/minus.

Det er i og for sig meget godt, men plads er ikke alt, og selv om de er hurtige, så har en harddisk et grundlæggende design, som gør, at det simpelthen ikke kan køre med de hastigheder, som resten af dit system kan.

Hvis det var pladsen, der var det vigtigste, ville harddisken føre suverænt. Hvis du vil have hastighed, er det nødvendigt at komme frem i vognen.

Solid State

Ind på banen kommer solid state drevet og overhaler indenom uden nogen bevægelige dele og med mulighed for hastigheder, som harddiskene kun kan drømme om.

Fra sin oprindelse i servere og racks, gennem usb-nøgler, har vi nu solid state drev, som kan tilkobles direkte til sata, så du kan bare sætte dem til, og så kører det. I stedet for alt det bevægelige har du en masse permanent nand-flash-hukommelse. Det er kram, og det virker.

SSD’ere er gode til tilfældige læsninger, eftersom der ikke er noget disk-hoved, der skal på plads, og de kører hundrede gange hurtigere end deres mekaniske fætre med tider på tilfældige læsninger på omkring en tiendedel af et millisekund i modsætning til 10 millisekunder.

Sekventielle læsninger kører på 150-200MB/s, hvilket er det dobbelte eller mere end for en typisk harddisk. Sekventiel skrivning derimod er knapt så imponerende (knapt halvdelen af de tidlige drev, men det bliver bedre), og hvor du skal have en harddisk med 10.000rpm for at kunne være med.

Samsung SSD

Overraskende nok viser det sig for, at SSD’ere kan blive brugt op. Floating-gate transistorer kan kun holde til så og så mange læse-skrive-cykler: 100.000 plejer at være det, man siger.

Det lyder af meget, men det er det faktisk slet ikke, hvis du tænker på, hvor mange skrivninger, der kommer bare ved et par timers net-surfing.

Du skal dog ikke lade dig skræmme af den begrænsede levetid – hvis de sælges med en garanti på 100.000 cykler, så vil næsten samtlige holde længere end dét.

Ved at lave nogle smarte fiksfakserier med controlleren (se afsnittet »tips der holder din SSD i topform«) kan du forlænge levetiden ved at udjævne og minimere byrden og rette fejl. Det vil måske ikke holde for evigt, men det er altså også pc-teknologi, vi snakker om her.

Kapaciteten kan ikke helt sammenlignes med harddiske, og prisen pr. GB er rystende: Omkring 880 kroner skulle kunne sikre dig en 64GB – som er nok til en Windowsinstallation, et par applikationer og noget data at lege lidt med – men det er dét.

Du kan altid have en stor, tyk harddisk ved siden af, hvis du insisterer på at have en masse musik, film og spil liggende på din pc. Men, det ville jo give to drev, hvor vi jo kun vil have et.

Selv med større kapacitet og mindre priser, skriver SSD’en ikke hurtigt nok, og uanset hvor snedigt du kontrollerer det, har nand-hukommelsen en begrænset levetid.

Endnu hurtigere

Rå hukommelsesydelse er dét, vi er ude efter, så hvorfor ikke bruge et drev af fast ram? Den idé stammer tilbage fra 1970erne, da diskene var floppy, lavede knase-lyde og var uhyggeligt langsomme.

Nu om dage kan du få drev, du kan koble direkte til din sata-controller, som har både dram-moduler og batteri. Batteriet er nødvendigt, fordi ellers ville alt forsvinde, når du slukker – et grundlæggende problem.

Men de er hurtige – hurtige nok til at oversvømme dit sata-interface, nedlægge al konkurrencen og de kan flytte gigabytes pr. sekund, og tilfældige læsningstider er 0,0-etellerandet – så ret hurtigt.

Den første ulempe ses allerede i tegnebogen – ram er dyrt, og du får brug for en masse af det. Selv de største moduler er små, når det kommer til opbevaring.

Bare dét at fylde 8 slots med 2GB moduler vil stå dig i mindst 1.800 kroner, og før du har hele dit ramdrev, er du kommet endnu højere op.

Og når du så har sat alt det op, har du stadig kun et 16GB drev – knapt nok nok til at trække Windows med et par applikationer – dette kan ikke rigtigt ses som en holdbar harddiskløsning, så vi vender endnu engang tilbage til en to-drevs løsning.

Der har eksisteret ram-drev siden 70’erne, men de er rigtigt dyre.

En anden større ulempe er, at for at lagre data, har du brug for en konstant strømtilførsel, enten en ekstra tilførsel, en lille batteripakke eller en anden form for lagring til at stå som reserve (nogle flash-ram kan bruges).

Ram bruger ret meget strøm for at holde sig oppe, et batteri, med dobbelt så meget kraft som det til en mobiltelefon, holder omkring 16 timer. Hvis du har installeret Windows, er en ekstern strømforsyning det bedste.

Risikoen for at miste data er uacceptabelt høj med et enkelt-drevs system, og det begrænser ram-drev til blot at have rollen som specialisten.

Men tanken om hastigheden er lokkende, ikke? Et ram-drev er i øjeblikket det bedste indenfor ydelse, hvor det er 100 gange hurtigere end de bedste mekaniske drev.

Læg Windows på det og brug det til Photoshop eller andre drev-intensive opgaver, og du vil få noget, der batter for (alle) pengene.

Et ram-drev er en bedre idé end at punge mange hundrede kroner ud på at få den næstbedste processor og er værd at overveje, hvis en hurtig pc er det, du er ude efter.

Den ideelle verden

De nyeste, roterende harddiske er dog stadig attråværdige, selv om de måske bliver varme, sluger masser af strøm og larmer en del, så kan de flytte store datablokke effektivt, og en terabyte er trods alt en terabyte.

En solid state-løsning er derimod en god løsning til maskiner, der ikke forventes at lagre en hel masse data (såsom de små notebooks), og de er en rigtigt god kompagnon til en harddisk i pc’en.

Hvis du er eventyrlysten – og lidt velhavende – kan du tilføje et ddr-ram-drev for at få det ultimative i ydelse.

Vi vil have kapaciteten og prisen fra de traditionelle harddiske og stabiliteten fra SSD’erne og hastigheden fra hovedsystemets hukommelse. Det er ikke helt muligt – endnu – men der er mange, der arbejder på, at du kan få det.

Raptor X er den hurtigste harddisk med 10,000rpm.

Der er rigtigt mange nye hukommelsesteknologier under udvikling; mram, cbram, pram, nram, sonos, tram, FeRAM og mange flere. Nogle bruger et omfattende netværk af magneter til at lagre bits, andre bruger ioner i elektrolytter, fase-ændrende materialer eller andre applikationer indenfor nanoteknologi.

Nogle drømmer om en universal-hukommelse – en enkelt ram-blok, der kan erstatte al lagring og den almindelige hukommelse.

Det ligger et godt stykke ude i fremtiden, men vi kan roligt regne med, at SSD’erne hurtigt vil udvikle sig, og der er en masse teknologi på vej ned fra server-markedet. Desktop-drivere er ved at blive solid state. Og det er en god ting.