Stortest: 10 af de vildeste grafikkort

Stortest: 10 af de vildeste grafikkort

Tiden er måske inde til at opgradere grafikkortet, men hvordan forbereder man sig på gpu’ens fremtid? Vi tester ti nye grafikkort og fortæller dig, hvad du skal vide om

Grafikkortet er den komponent, der betyder mest for pc’ens gaming-ydelse. Mere end noget andet i pc’en. Man kan have den stærkeste Haswell-E-cpu siddende i maskinen, men hvis man har en mosgroet gpu til at bakke den op, kommer man aldrig op på de grafiske højdepunkter, som moderne spil kan levere.

Lige nu er det oplagt at købe et nyt grafikkort. De to førende inden for gpu-udvikling – Nvidia og AMD – har lanceret deres serier af top-grafikkort, der appellerer til de seriøst entusiastiske pc-brugere. Og til dem, der har råd, for kortene er meget dyre.

Mens Nvidia stort set har fået sin vilje, siden GTX 980 blev lanceret for et års tid siden, har AMD omsider reageret med en række nye – og andre ikke helt nye – gpu’er, der skal bringe firmaet tilbage i kampen. Tilsvarende har Nvidia opdateret sin produktserie og har sænket priserne her og der. Hvem vinder? Det gør vi alle, naturligvis. I dag kan man få et top-grafikkort til en ganske fornuftig pris. Og det er grunden til, at vi i dette nummer har samlet dem alle til en stor gpu-dyst.

Nvidia Pascal-demokortet fylder godt nok ikke meget.

Nvidia Pascal-demokortet fylder godt nok ikke meget.

Vi kan se, at sådan ligger landet lige nu på markedet for grafikkort. Men hvordan tegner fremtiden sig for disse eksklusive komponenter? Kan vi se frem til økonomisk tilgængelige og effektive gpu’er, der kan levere en ægte 4K-oplevelse på den næste generation af fremragende gamingskærme? Og er enden nær, når det gælder den klassiske forbindelsesstandard, pci-e?

Både Nvidia og AMD ser frem til store, nye gpu-arkitekturer med baggrund i utrolig små produktionsprocesser i det kommende år, efter at de begge kom for sent til 20 nm-litografien. Det ser ud til at blive en meget fascinerende tid for de ikke netop ydmyge gpu’er, og det er også tiltrængt i lyset af den umættelige appetit på gpu-kraft, som den stigende skærmopløsning og VR-branchen nærer. Lad os grave ned i sagerne og se, om vi kan finde ud af, hvad der foregår.

Før vi rejser for langt ind i en fremtid, der er fuld af hukommelse med høj båndbredde (HBM), nye komponentforbindelser og nye gpu-arkitekturer, er der stadig nogle huller, der skal stoppes i AMD’s og Nvidias grafikkortserier.

Når du læser dette, vil GTX 950 være Nvidias nye gamingkort i den billige ende. 950’eren rummer en let beskåret udgave af den GM 206-gpu, der sidder i det nuværende GTX 960. Den giver imponerende strømeffektivitet og fin 1080p-gaming-ydelse.

Interessant nok vil GTX 750 Ti fortsat eksistere sammen med GTX 900-kortene. 950-kort og derover kræver alle en 6-pin PEG-forbindelse, hvorimod 750 Ti trækker al den strøm, kortet skal bruge, fra bundkortet.

Del denne