Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Så er fotospecialisten Nikon også på markedet med et spejlløst kamera, der har udskifteligt objektiv, men er mere kompakt end et spejlreflekskamera. Nyheden fås i to varianter, hvor den dyreste, V1, er udstyret med en lille søger. Normalt afsøger du motivet med en LCD-skærm. Med Nikon kan du begge dele.
Ellers er det enkelthed, der præger det ret kompakte V1. Bagpå finder du få knapper, og på toppen er der blot tre knapper. Her kan du også hurtigt skifte til filmoptagelse i Full HD. Vi savner, at LCD-displayet kan vippes lidt ud, da det giver flere muligheder for sjove vinkler. Kameraet skyder i øvrigt i 12,1 megapixel, og billedsensoren er en større type, end den du typisk finder i kompakte kameraer. Det giver større pixels, hvilket også er lig med højere billedkvalitet.
Menuerne er lette at finde rundt i. I kombination med gode motivprogrammer betyder det, at du nemt får pletskud i kassen.
Billederne står meget skarpt og med klare farver, der også har masser af substans.
Det giver sammenlagt et kamera, der er meget attraktivt for personer, der foretrækker et kompakt design, men som samtidig ønsker sig en kvalitet, som selv professionelle fotografer ville acceptere i et ekstrakamera til for eksempel feriebrug. Det er meget godt gået af et kamera, der med 10-30 mm-kit koster 6.000 kroner.
Plus: Kompakt og let at bruge. Høj byggekvalitet, super billedkvalitet.
Minus: Skal du have flere objektiver at vælge imellem, kan det hurtigt blive kostbart.