Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Den regionale domstol i Düsseldorf udstedte fredag en kendelse, som stadfæster forbuddet mod salg af Samsungs Galaxy Tab 10.1 i Tyskland. Dog fortsætter Samsung salget af tablet-pc’er i Norden, inklusiv Galaxy Tab 10.1 og den kommende Galaxy Tab 8.9. Planen om at lancere Galaxy Tab 7.7 omkring begyndelse af næste år fastholdes ligeledes.
Om den seneste udvikling i sagen udtaler Erik Johannesson, PR-chef for Samsung i Norden:
”Vi er skuffede over kendelsen og mener, at det vil indskrænke forbrugernes valgmuligheder i Tyskland. Vi mener også, at et forbud baseret på denne meget generelle designrettighed vil begrænse innovation og fremskridt i branchen.
Samsung vil omgående appellere denne afgørelse for at sikre, at forbrugernes valgmuligheder i Tyskland bliver genetableret. Det skal bemærkes, at dagens beslutning er i strid med den hollandske domstolsafgørelse den 24. august, som slog fast, at Samsungs GALAXY produkter er særegne og ikke krænker den anførte designrettighed.”
”For at forsvare vores intellektuelle ejendomsret og beskytte vores innovationsfrihed vil Samsung forfølge alle tilgængelige muligheder inden for retssystemet – herunder at fastholde vores retsforfølgelse af Apple Inc. for deres løbende krænkelse af Samsungs trådløse teknologipatenter rundt omkring i verden”, afslutter Erik Johannesson.