Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Samsung har tidligere lanceret digitale kameraer med indbygget WiFi, men nu tager producenten næste skridt og lancerer de første kompakte, spejlløse systemkameraer med WiFi. Det drejer sig om modellerne NX20, NX210 og NX1000.
Samsung giver selv tre eksempler på måder at anvende WiFi med Samsungs kompakte systemkameraer.
Sociale medier: Tryk på udløseren, og tag et billede eller videoklip. Tilslut kameraet til internettet via WiFi, og læg billederne eller videoen direkte på Facebook eller YouTube. Du kan selvfølgelig også sende dem som mail til dine venner med kun ét tryk på en knap. Vil man forbedre billedet, inden det vises til andre, har kameraet et avanceret redigeringsprogram, som kan hjælpe med til at give et bedre resultat. Desuden gemmer de nye NX-kameraer både log-in-informationer og hotspots, så man slipper for at logge ind, hver gang man bruger dem. En anden smart funktion er den direkte opkobling til Microsofts SkyDrive-cloudtjeneste, hvor man kan gemme sine billeder, så man slipper for at fylde kameraets hukommelseskort. Billederne kan efterfølgende hentes ned fra enhver enhed tilsluttet internettet som eksempelvis en mobiltelefon eller en computer.
Fjernbetjening via smartphones: Sæt kameraet på et stativ, og fjernstyr det via en smartphone. Man kan zoome, ændre indstillinger og trykke på udløseren. Man kan stå op til 20 meter væk fra kameraet og fjernstyre funktionerne med mobilen. Virker med alle smartphones, der kører på Android 2.3.
Automatisk backup: Når man kommer hjem til sit hjemmenetværk, genkender kameraet det og overfører automatisk og trådløst billederne til computerens harddisk. Det er både nemt og smart, og man undgår besværet med usb-kabler og fotoprogrammer, eftersom alt sker trådløst.
Har man en smartphone, har man også et hotspot, som man kan tilslutte sit WiFi-kamera til, og på den måde komme på internettet med kameraet næsten overalt. De fleste smartphones fungerer nemlig som mobile internetforbindelser via 3G og 4G-nettet.
Et systemkameras største fordel er muligheden for at udskifte objektivet. Afhængigt af hvad man skal fotografere, kan man justere kameraet for at få det bedste billede. Der findes ni forskellige objektiver at vælge imellem til Samsung NX-familien, alle med i-Function, som gør det muligt for linsen at ændre indstillingerne direkte på objektivet.
Fælles for alle kameraer er 20,3 MP billedsensor, videooptagelser i fuld hd og 3" amoled-skærm, men størrelse, batterikapacitet og medfølgende objektiv er forskelligt. Samsung NX20 og NX210 er på markedet i maj og koster henholdsvis 8.500 og 7.000 kroner, mens vi må vente på NX1000 til juni. Til gengæld slipper vi så med 5.500 kroner for dette.