Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Følg dine yndlingssites

Alex Cox og Torben Okholm viser, hvordan man lader rss finde nyheder på nettet.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi havde engang en daglig rutine. Vi åbnede en webbrowser om morgenen, åbnede masser af faner og gik møjsommeligt gennem vores kilder til nyheder og sjov. Ikke blot gik det langsomt, men vi blev bombarderet med reklamer og ragelse. Somme tider var det site, vi søgte, ikke engang opdateret.

Spar dig selv for skuffelsen ved gammelt indhold – og tidsspildet ved at besøge alle sites manuelt – ved at bruge rss-feeds. Rss står for “really simple syndication”, og det svarer til at følge nogle på Twitter eller være ven på Facebook. Indholdet fra dine yndlingssites bliver automatisk sendt til en læser-app, der opregner nye posteringer og opdateringer. Du kan så kategorisere dem, markere dem med henblik på senere læsning og meget mere.

Det er nemt og gratis, og du vil elske at abonnere på nye sites. Her viser vi, hvordan du får rss-verdenen til at arbejde for dig.

Du har måske abonneret på rss-feeds via den snart hedengangne tjeneste Google Reader. Hvis det er tilfældet, kan du eksportere dine eksisterende abonnementer og importere dem i en af de andre tjenester, vi dækker. Åbn blot Reader, klik på tandhjuls-symbolet, gå til ‘Reader Settings > Import / Export’, og følg anvisningerne for Google Takeout.

Først skal vi finde en god læser-app. Det kan man gøre offline, men det er nemmere at melde sig til en onlinetjeneste. Vi satser på The Old Reader, en ren, brugervenlig rss-læser. Besøg www.theoldreader.com og få et hurtigt overblik. Klik så på en af knapperne øverst til højre, og registrer dig med dine Facebook- eller Google- login-detaljer og få gang i sagerne.

Åbn en ny fane, og besøg et site, du vil abonnere på. Vi har valgt www.bbc.co.uk/news som eksempel, fordi det altid er nyttigt at have de seneste overskrifter ved hånden. Det næste skridt er lidt kritisk, for det er forskelligt fra site til site. Du skal finde et link til sitets individuelle rss-feed. Det er en lille fil, der sender information om de seneste site-opdateringer til din læser.

Når det gælder BBCs site, finder du rss-feedet øverst til højre på siden, hvor det er fremhævet med et orange ikon. Det er ret udbredt på nettet. Hold øje med noget lignende på de sites, du vil abonnere på. Venstreklik på det i Internet Explorer, så får du et smugkig af den information, du kan abonnere på med dit rss-feed. På DRs hjemmeside ligger rss-linket nederst på siden under menupunktet ‘Service’.

Højreklik på rss-linket, og kopier dets placering. I IE skal du vælge ‘Kopier Genvej’. Filens placering er den information, du skal give din læser-app for at begynde abonnementet – når det er gjort, henter din læser automatisk de seneste opdateringer. Du skal bruge linket, ikke selve filen, fordi din læser altid vil søge efter den allernyeste version.

Gå tilbage til The Old Reader. Øverst til venstre kan du se en knap med teksten ‘Add a subscription’. Klik på den, indsæt det link, du lige har kopieret, i boksen, og kik på den farverige plusknap. Nu føjer du et abonnement til listen. Afprøv det ved at klikke på feednavnet til venstre på skærmen – du bør nu kunne se feedets indhold blive vist til højre.

Bladr gennem feedet for at se, hvad der er sket for nylig. Forkortede feeds giver dig en kort smagsprøve på nyheder, men hvis du vil læse mere, kan du springe direkte til hele artiklen ved at klikke på overskriften. Bemærk knappen ‘Mark as unread’ under hvert af dem – hvis du ikke har tid til at læse det hele, kan du bruge denne funktion til at gemme den til senere brug.

Som standard viser The Old Reader alle posteringer – også dem, du allerede har læst. De ulæste bliver fremhævet med en fed ramme. Hvis du vender tilbage til et feed for at se de seneste opdateringer, kan du blive nødt til at bladre gennem en masse posteringer, som du allerede har læst. Brug knappen ‘Show unread only’ for at nøjes med nye posteringer, eller gå tilbage til noget, du gik glip af.

Like-knappen er vældig nyttig – hvis du har brugt Google Reader, svarer den til ‘star’-funktionen. Når du liker en postering, bliver den føjet til din ‘liked’-liste i søjlen til venstre. Det er en effektiv metode til at katalogisere posteringer til fremtidig læsning. Vi anbefaler, at du unliker posteringer, når du har læst dem, eller begynder din ‘liked’-liste at blive lidt overfyldt med sager, du allerede har været igennem.

Når du har samlet nogle feeds, kan du se indholdet af hver af dem ved at klikke på linket til venstre – du kan også vælge alle dine abonnementer ved at klikke ‘All items’ øverst på listen. Når du ser på et feed, er der et ikon øverst til højre, hvor du kan vælge mellem en listevisning eller blot se overskrifter eller få det fulde overblik med posteringens tekst på en linje.

Det er nemt at ordne dine feeds på en liste. Klik og hold den venstre museknap. Træk dit feed og sæt det på plads ved at slippe museknappen. Vi anbefaler også brugen af mapper, der samler feeds i en strøm, der er nem at læse. Træk et element nederst på listen, så får du mulighed for at oprette en ny mappe – klik derefter på mappens navn for at se dens indhold.

Spar din bladrefinger for besværet. Den bedste måde at bladre gennem feeds på er at bruge tastaturet, for så kan man springe direkte til det næste punkt. Tryk blot [J] eller [N] for at springe videre, eller tryk [K] / [P] for at gå tilbage til det forrige punkt. Hvis man trykker [L] bliver posteringen automatisk markeret som liket, og [S] deler posteringen. Det kommer vi til.

The Old Reader er ikke begrænset til én person. Hvis dine venner bruger den, kan du følge dem og læse de posteringer, de deler. Det er nemt at finde andre The Old Reader-brugere, for den kan linke til din Google- eller Facebook-konto. Gå blot til Find Friends øverst i brugerfladen, klik ‘Follow’ ved den person, du vil følge, og se så folks delinger til venstre.

Hvis du har brugt Google Reader, så har du også prøvet at ekportere feeds. Brug dem i din nye læser ved at åbne zip-filen, og uddrag herefter filen subscriptions.xml. Gå dernæst til Import-billedet i The Old Reader (linket er øverst i brugerfladen), klik ‘Choose file’, vælg xml-filen, og vælg så ‘Import’ for at sende den til The Old Readers servere.

Importprocessen er ikke hurtig, især fordi The Old Reader har fået mange brugere, efter at Google Reader annoncerede sin lukning. Man skal vente en stund, mens ens gamle feeds finder vej ind i den nye liste. Mens du venter, kan du holde øje med Atom-feeds – de er i grunden det samme som et rss, og de virker helt fint sammen med The Old Reader.

Du har gjort det– nettet og dets mange nyheder er nu lige for hånden. Vi elsker rss-feeds, og vi forstår ikke ganske, hvorfor Google valgte at lukke sin egen tjeneste. Ved hjælp af The Old Reader – eller andre lignende tjenester som www.feedly.com – kan man holde styr på nyhederne på sine foretrukne gadehjørner på nettet, og det hele er gratis.