Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Flere funktioner i usb-nøglen

De små usb-nøgler er ikke længere kun til dataopbevaring. Nye modeller kan også spille mp3-filer, læse hukommelseskort og meget mere.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Behovet for at tage data med på farten bliver større og større, efterhånden som vi flytter os mellem flere forskellige computere og har et hav af apparater, der benytter sig af computerfiler. Heldigvis er det nu til at finde rummelige usb-nøgler til ganske fornuftige priser, men uden at være blevet billigere har flere af dem også fået nye funktioner, som giver dem flere anvendelsesmuligheder. Her er tre af de nye modeller, der kan mere end at opbevare filer …

Browser og mp3-afspiller

Kingston DataTraveler 109 er en slank, stilren usb-nøgle, der fås i syv sjove farver og har urDrive præinstalleret – en gratis applikation, der hjælper dig med at organisere dine filer, fotos, videoer, musik med videre.

Når softwaren er aktiveret, er interfacet meget simpelt at bruge og inkluderer flere funktioner, såsom indbygget billedfremviser, webbrowser og mp3-afspiller. Desuden tilbyder urDrive adgang til spil og yderligere backup online.

Kingston DataTraveler 109 fås i størrelser på 8 og 16GB samt i syv forskellige farvekombinationer. Usb-nøglen er på markedet nu - se priserne på Kingston Datatraveler 109 her.

Mikroskopisk kortlæser

Vi får flere og flere elektroniske apparater, men de bliver mindre og mindre og kan rumme færre filer. Derfor kan det være praktisk med en fleksibel lagerløsning, som forener flere medier og samtidig ikke fylder det store.

Det må man sige, gør sig gældende for PNY Attaché Evolutive. Den er en af de absolut mindste usb-nøgler på markedet. Sætter du den i din tablet eller din laptop, fylder den stort set intet.

Det er jo smart nok i sig selv, men det, der gør usb-nøglen ekstra smart, er, at den faktisk også fungerer som en adapter til micro-sdhc-kort. Det betyder på den ene side, at du selv kan bestemme, hvor meget plads der skal være i nøglen – du udskifter blot kortet.

På den anden side betyder det samtidig, at du nemt kan få dine billeder fra kortet, som bruges af mange kameraer, over på en maskine, som ikke har indbygget kortlæser. For at få plads til kortet er indgangen placeret på undersiden.

En anden fordel ved de nye nøgler er, at de faktisk ikke er særligt dyre. En model med micro-sdhc-kort på 4GB koster 79 kroner, mens en model med 8GB koster 129 kroner, og en med 16GB koster 249 kroner.

Fuld fart på hukommelseskortene

Efter en lang ferie kan der have hobet sig et ordentligt læs af hd-videoer og højtopløste billeder op på dine hukommelseskort. Det kan tage nogen tid at overføre disse. Med usb 3.0 går det dog væsentligt hurtigere end med den gamle usb 2.0-standard.

Trust giver dig mulighed for at drage nytte af den høje hastighed med dets nye kortlæser, der er udformet som en usb-nøgle, som kan stikkes direkte i usb-porten. Trust Superspeed USB 3.0 Mini Card Reader understøtter alle almindelige hukommelseskort, inklusive de nyeste sdxc-kort. Kortlæseren er på markedet nu og fås til en pris af 21,13 euro.

Militærsikkerhed i usb-nøglen

Hvis du render rundt med musik og film på usb-nøglen eller bruger den til at flytte et par Word-dokumenter fra den ene computer til den anden, er sikkerhed måske ikke den egenskab, du prioriterer højest. For virksomheder, der gerne skal bevare forretningshemmelighederne inden for egne vægge, er det imidlertid en helt anden sag. Her kan sikkerheden være af absolut højeste prioritet.

Kingston DataTraveler 6000 benytter patenteret sikkerhed fra Spyrus, der understøtter 256bit aes-hardwarebaseret kryptering og bruger XTS-block cipher. XTS er den seneste generation inden for sikkerhedsteknologi, der giver den bedste sikkerhed i forhold til andre block-ciphere, såsom CBC og ECB. DT6000 anvender også militærstandarden elliptic curve cryptography (ECC), som bliver anbefalet af U.S. National Security Agency som led i dets Suite B af kryptografiske algoritmer.

Tilsammen giver alle disse fine betegnelser og kryptiske forkortelser ifølge Kingston markedets sikreste usb-nøgle. DataTraveler 6000 er på markedet nu og fås med kapacitet på 2 til 16GB- se priserne her.