Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Finpudset luksus-ultrabook

Zenbook UX31 var sidste års bud fra Asus på den ultimative ultrabook. Vi har kigget på en eksklusiv udgave af dette års modeller, nu med Ivy Bridge og fuld hd-skærmopløsning.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er ingen tvivl om, at Asus Zenbook Prime UX31A-R4004V er et nicheprodukt, uagtet hvor skøn den lille 13,3"-ultrabook er. Prisen på 10.499 kroner vil nok afskrække de fleste. Nu kan UX31A også fås i en lidt billigere udgave med lavere skærmopløsning og mindre processor.

Slimline-eksklusivitet

Asus Zenbook Prime UX31A er virkelig en skarpt skåret ultrabook på mere end en måde. Den 13,3" store ultrabook fremstår i et tyndt og eksklusivt ydre i aluminium, vægten ligger på beskedne 1,3 kg, og tykkelsen når ikke over 18 mm. Hardwaren komplimenterer designet med et kileformede udtryk og er med til fuldende indtrykket af en effektiv bærbar, der er som skabt til cafelivets strabadser. Hjertet i den slanke ultrabook er en Intel Core i7-3517U dual core-processor på 1,90GHz. Den har Turbo Boost, hvorved en af processorkernerne kan nå 3,0GHz, når der er brug for ekstra kræfter.

Da det er en processor baseret på Ivy Bridge, består grafikdelen af Intels HD 4000 graphics. Hukommelsen består af 4GB ddr3-ram, og der er en Adata-ssd på 128GB. Et af de store plusser ved den testede ultrabook er den led-belyste skærm med et ips-panel og en skærmopløsning på 1.920×1.080 pixels. Den anvendte hardware komplimenterer på bedste vis Zenbook Prime UX31A-konstruktionens fortrin. Der er tale om en yderst velbygget ultrabook, hvor samlingskvaliteten virkelig skinner igennem.

Overbeviser i brug

Zenbook Prime UX31A blev i testperioden taget med på farten til og fra arbejde. Således blev den testet under forskellige forhold. I den forbindelse kan skærmen næsten ikke roses nok.

Skærmen, der har fuld hd-opløsning, står knivskarpt med et meget flot billede. Desuden er den meget lysstærk, så skærmen er tydelig selv under vanskelige lysforhold. Det skyldes heller ikke mindst den matte skærm, der har en meget bedre horisontal betragtningsvinkel end den blanke skærm, forgængeren havde. Refleksioner er reduceret betragteligt. Zenbook Prime er hurtig at tage frem under turen og robust.

Vi har også kigget på brugsoplevelsen. Her er der gode nyheder at berette om, takket være at ssd’en starter Windows 7 Home Premium hurtigt. Fra slumretilstand er der tale om øjeblikkelig adgang til at bruge computeren, fra det øjeblik skærmen slås op. I brug føles denne ultrabook også yderst responsiv, hvilket da også er kravet til en ultrabook.

Regner du med i udstrakt grad at bruge din ultrabook til at skrive på, er der også gode nyheder. Tastaturet, der for øvrigt er baggrundsbelyst, har en god størrelse. Tasterne har en god mellemfast feeling, og tasternes vandring er kort og præcis. Den integrerede multitouchpad er stor og har integrerede musetaster uden overgang, og den er dejlig at bruge.

Men det kan godt være, der skal rodes med indstillingerne for touchpad, før især scrollfunktionen forløber glat. Zenbook Prime UX31A er flot, giver en dejlig flydende computeroplevelse og kan bruges til de fleste opgaver, så længe de ikke er alt for tunge. Der er også blevet plads til Intels WiDi-teknologi, så du kan streame film fra denne ultrabook til dit tv, hvis dette er tilsluttet en WiDi-adapter. Ud over dette er der to usb 3.0-porte, micro-hdmi, mini-vga, 3 i 1-kortlæser og hovedtelefonindgang. Netværk består af 802.11n og bluetooth 4.0.

Eksempler på målinger

Vi målte ydelsen i blandt andet PCMark Vantage. Den samlede score på 13.504 PCMarks kan størstedels tilskrives ssd’en. I 3DMark 11 nåede entry-scoren op på 1.200. Det er muligt at spille lidt på Zenbook Prime UX31A, men det er ikke kernekompetencen.

Vi kiggede på ssd’en i HD Tune Pro 5.0. Den havde en gennemsnitlig læsehastighed på 289,9MB/s. Den sekventielle læsehastighed nåede helt op på 441MB/s i filtesten, men ”blot” 188MB/s i skrivetesten. Batterilevetiden blev i Battery Eater 2.70 Pro målt til 3 timer, 7 minutter i klassisk-testen og 7 timer og 52 minutter i læsetesten.