Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

FileZilla, et lynhurtigt og gratis ftp-program

Har du brug for et godt ftp-program, der er både er hurtigt og gratis, så kig nærmere på FileZilla.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ftp-programmer er måske ikke det, du bruger mest, men fra tid til anden kan der snildt blive brug for at hente eller uploade filer fra/til en ftp-server. Der findes en del små ftp-programmer derude, og de er alle af svingende kvalitet. FileZilla udmærker sig ved både at være godt og gratis.

Programmets hovedvindue indeholder en masse information, der er organiseret på en letoverskuelig måde, og så er det skønt, at næsten alle vinduerne kan slås til og fra efter behov.

Øverst i hovedvinduet er der et billede med de kommandoer, som FileZilla smider op mod ftp-serveren, og som den modtager retur. Hvis du ikke har behov for at se den liste, kan du fjerne det vindue og nøjes med at tænde for det, hvis du oplever fejl i ftp-forbindelsen.

Det samme gælder for mappetræet både på den lokale computer og på ftp-stedet, du besøger. Igen kan det gøre overskueligheden lettere, hvis du er ligeglad med at se disse informationer.

Endelig kan du også slå vinduet med overførsler til og fra – et vindue, der forresten er opdelt i tre faner. En med filer i kø, en med mislykkede overførsler og en med gennemførte overførsler.

Der er en lyntilslutning til en server i toppen af hovedvinduet, og den vil du typisk bruge, hvis du ikke besøger en server ret tit. Men du kan naturligvis også oprette faste forbindelser til de ftp-steder, som du ofte besøger.

Alt i alt er FileZilla klart en af de bedste ftp-klienter, vi har prøvet her på redaktionen.